Med disse tre tips kan du få børn til at lytte til det, du siger – første gang, du siger det

Ingen kan være uenige i, at vores børn skal gøre, hvad vi siger. Men de skal ikke gøre det af frygt eller fordi de er bange for konsekvenserne. De skal gøre det, fordi de helt grundlæggende tager os alvorligt og har tillid til, at der ikke er nogen, der vil dem bedre end os.

Men hvordan bliver man en naturlig autoritet, som børnene respekterer og føler sig trygge ved? Hvad er det for nogle konkrete greb, man kan bruge som forælder, for at børnene lytter til en og tager ved lære af det, vi siger, første gang vi siger dert?
Som forældre kan vi ofte have en tendens til at fokusere meget på børnene. På deres adfærd, reaktioner, handlinger osv. Men faktisk bliver vores opdragelse typisk først rigtig effektiv, når vi begynder at fokusere mere på vores egne reaktioner. De har nemlig indflydelse på, om børnene opfatter os som en autoritet, som de har lyst til at lytte til eller om de ser os som en modpart, som de skal bekæmpe.

 

Får din reaktion dit barn til at kæmpe imod?

Inden for de seneste år har hjerneforskere dokumenteret, at vi kan “trykke” på forskellige “knapper” hos børn, og dermed i høj grad styre, hvilke dele af deres hjerne, som aktiveres. Gør vi en ting, kan vi få dem til at opfatte os som en “modstander”, som de skal kæmpe imod. Gør vi en anden, kan vi få dem til at opfatte os som en “medspiller”, som gerne vil hjælpe dem. Der er ofte ikke noget indimellem, og det hele sker ubevidst og meget hurtigt: Enten tænker børnene, at vi er imod dem – eller også tænker de, at vi er med dem.

Det kan lyde lidt abstrakt, så lad mig illustrere det med et eksempel.

Forestil dig, at du uforvarende er kommet til at holde i vejen for en anden bil. Føreren kommer pludselig ud og råber højlydt til dig “hvad har du gang i? Flyt dig dog!!!”. Hvad for en reaktion udløser det hos dig? Formentlig en reaktion, hvor du opfatter føren som en modpart, som du faktisk ikke har særligt meget lyst til at lytte til. De fleste bliver nok lidt forskrækkede over den voldsomme reaktion, som kommer ud af det blå, og bliver derfor måske også en smule trodsige (“så slap dog af”).

Var føreren derimod roligt kommet over til dig og havde banket på ruden og smilende spurgt dig, om du ville flytte din bil, så havde du opfattet situationen helt anderledes. Du ville tænke “selvfølgelig”, undskylde for ulejligheden og måske endda være mere opmærksom næste gang du skal parkere din bil. Du vil opfatte vedkommende som en medspiller, som du gerne vil lytte til og du har lyst til at tage noget med dig fra situationen.

Sådan er det også med børn. Når de opfatter os som en modstander, aktiverer det de mest primitive områder i hjernen, som får dem til at blive hidsige, trodsige, unuancerede og uvillige til at høre efter. I sådanne situationer har vores opdragelse stor set ingen effekt – børnene synes bare, at vi er “dumme” og vil hellere vinde over os end lytte til os.

Opfatter børnene os derimod som en “medspiller”, så vil de blive beroliget (der er ikke noget at frygte), og det aktiverer de mere avancerede dele af hjernen, som kan reflektere, overveje situationen – og vigtigst af alt få børnene til at reflektere over deres egen adfærd.

 

Et trygt rum

Når børnene tænker, at vi er med dem – at vi er på deres side – så er de villige til at lytte til os og bliver dermed i stand til at tage vores opdragelse til sig. De vil kunne forstå, at man ikke må skrige i supermarkedet, slå eller at de skal blive liggende i deres seng. Ikke fordi de er bange for at vi bliver sure, men fordi de gerne vil gøre, hvad vi siger.

At være en medspiller handler altså på ingen måde om at give børnene ret eller om at forhandle løsninger med dem. Det handler derimod om at skabe en situation, hvor de er åbne, trygge og derfor tager vores grænser til sig.

Selv i konfliktfyldte situationer, kan børn opfatte dig som deres medspiller – og det her nøglen til at blive en naturlig autoritet ligger. Men hvordan gør man det helt konkret i hverdagen? Nedenfor får du 3 tips.

 

1. Hav forudsigelige reaktioner

Det børnene lægger mest mærke til er faktisk ikke vores ord, men vores reaktioner og kropssprog. Ser vi sure ud, har vi løftet pegefinger, hæver vi stemmen, bøjer vi os indover børnene osv., så aflæser de ubevidst det som  “faresignaler” (han/hun er imod mig, så jeg må hellere kæmpe).

Det samme gør sig gældende, hvis vi reagerer uforudsigeligt eller hvis vi overreagerer. Børnenes fokus flytter sig væk fra deres egen reaktion og hen på vores reaktion (“jeg kan ikke lide, når min mor råber”, osv). Og før vi ser os om, har børnene glemt, hvad de selv har gjort og er kun opmærksomme på, hvad nogen andre “gør mod dem”. Det lærer de ingenting af og formentlig vil de udfordre grænsen igen næste gang.

Et af de mest effektive værktøjer til at blive en tydelig autoritet er således altid at reagere på samme måde og at gøre det så roligt og afbalanceret som overhovedet muligt. Det er virkelig svært – det ved jeg godt – men hvis vores reaktioner er ufravigelige, så vil børnene opfatte os som både stærke og trygge. Hvis vores reaktioner omvendt svinger, så oplever børnene ubevidst, at de har “magt” over os – og det vender autoritetsforholdet på hovedet.

Et par fif til effektive reaktioner: Vær rolig, tal i almindeligt toneleje og vær bestemt, men lyttende. Er det muligt at kærtegne dit barn (fx ae på kinden eller lægge armen om dem), så gør endelig det, da det frigiver hormoner som oxytocin, der virker beroligende. Er dit barn helt uden for rækkevidde, så sæt dig på gulvet og vent. Læs mere om at få ro på børn her.

 

2. Sæt grænser på en måde, som får børnenes parader ned

I alle de situationer, hvor vores børn tester vores autoritet, bør det være et princip at sætte grænserne på en måde, som børnene tager ved lære af. Ellers skal vi nemlig blive ved med at sætte de samme grænser igen og igen, og vi føler, at vores autoritet bliver undermineret.

Det kræver, at vi bliver lidt ekstra opmærksomme på, hvordan vi siger tingene. Råber dit barn eksempelvis “jeg hader dig”, så vil mange af os intuitivt udbryde “du skal ikke tale sådan til mig”. Men det vil helt ubevidst aktivere børnenes primitive hjerner. Siger vi derimod “Jeg ved, at du godt ved, at du ikke må tale sådan til mig, så hvad sker der?”, så vil børnenes hjerne opfatte os anderledes.

Du sætter stadig grænsen (“man må ikke tale sådan”), men du skaber samtidig et rum, hvor dit barn får paraderne ned. Du viser tillid (“jeg ved, at du godt ved”) og vil gerne lytte til, hvad det er, der er svært for dit barn lige nu (“så hvad sker der?”). Det aktiverer de mere avancerede områder af hjernen og gør børnene i stand til at forholde sig til situationen: “Det er svært, fordi…” og “jeg blev ked af…” osv.

På den måde bliver det ikke en konflikt mellem to parter. Det bliver derimod en situation, hvor I har fokus på, at dit barn skal lære noget, nemlig at tale ordentligt.

Nedenfor har du lidt flere eksempler på, hvordan man kan sætte grænser på en måde, som får børnenes parader ned:

“Jeg ved godt, at du rigtig gerne vil have en godnathistorie mere, men jeg kommer ikke til at ændre mening. Det er dog er helt ok, at du er skuffet, og jeg trøster dig.”

“Lad os lige prøve en gang til. Jeg ved, at du sagtens kan sige det på en bedre måde”

“Det er sjovt at løbe, hva’? Kom du med mig, så viser jeg dig derhen, hvor du gerne må løbe”

“Vi skal ikke have slik i dag. Du kan godt blive ved med at være sur, men vil du ikke hellere hygge dig med mig?”

 

3. Giv følelsen et navn – det beroliger børnene

Når børn udfordrer os, så er det ofte udløst af en masse store følelser. De synes, at noget er uretfærdigt, de bliver skuffede eller kan ikke forstå, hvorfor tingene ikke kan være på den måde, som de synes.

Børnenes relativt voldsomme eller pludselige reaktioner, kan meget nemt få os til at reagere på samme måde. Vi bliver sure eller får tydeligt sendt et signal om, at vi synes, at børnene er virkelig irriterende. Det kan være, at vi taler det, de oplever ned (“nej, det skal du ikke bekymre dig om”) eller affejer det (“du skal ikke være ked af det”).

Men det gør os meget nemt til modspillere. Det virker langt bedre, hvis børnene oplever, at vi tager deres følelser alvorligt. Og en af de mest effektive måder at gøre det på er at give følelsen et navn:

“Det kan man godt blive ked af det over”

“Det er svært, er det ikke?”

“Du blev skuffet, fordi…”

Forskning bakker op om denne pointe. I forsøg har man eksempelvis dokumenteret, at når personer bliver viste billeder af vrede eller bange ansigter, så tager man de følelser til sig. Men når de personer, der ser billederne, efterfølgende bliver bedt om beskrive det, de ser med ord (fx frygt eller vrede), så bliver de områder af hjernen, som udløste følelsen af frygt eller vrede med det samme mindre aktive. Hvorfor? Fordi når vi beskriver følelser, så aktiverer vi automatisk de mere avancerede dele hjernen og det beroligende og får os til at slappe af.

Ofte hjælper det også at tale situationerne igennem med børnene. Hvis ikke de ikke selv vil sige noget, kan vi sige til barnet, at vi begynder med at fortælle historien og så kan barnet sige til, hvis vi siger noget forkert. På den måde kan man ofte få børnene til at tale, selvom de til at starte med slet ikke havde lyst til at sige noget. Du kan også stille spørgsmål undervejs: “Er det rigtigt forstået”, “var det også det du oplevede?” osv.

Når vi tager børnene alvorligt, forstærker vi vores autoritet, for man får jo lyst til at lytte til mennesker, som forstår en, og man bliver ikke trodsig over for nogen, hvis man oplever, at de hjælper en.

Kilder: Artiklen tager udgangspunkt i Dr. Daniel Siegel og PhD Tina Payne Brysons hjerneforskning, bl.a. bøgerne “The Whole-Brain Child” og “No-Drama Discipline” og i Ed.D. Jane Nelsens arbejde, bl.a. klassikeren “Positive Discipline”.

InspirationOpdragelseMed disse tre tips kan du få børn til at lytte til...
Sofie Münster
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Psykolog og stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast på Go' Morgen Danmark på TV2. Sofie er selv mor til tre piger.

Mest læste lige nu