Her er forskellen på forventninger, som børn vokser af – og dem, de tynges af

Forventninger får børn til at vokse og se muligheder i sig selv. Men det er ikke altid nemt i praksis, for ingen har jo lyst til at stille forventninger op, som får børnene til at føle sig utilstrækkelige eller at de bliver pressede over alle mors og fars ideer om alt det, de skal kunne.

Så hvordan forventer man noget af sine børn på en god måde – og uden, at man behøver være bange for, at de føler sig pacet?

 

Børn kan ikke altid se deres egne muligheder

Forskning har vist, at mange børn har en tendens til at lave “trygge” forudsigelser om deres egne evner. Det betyder, at de typisk vurderer deres potentiale lavere, end de måske burde eller, at de har det med at leve lidt efter princippet “gør kun lige det, der skal til”.

Men hvis børn skal nå deres potentiale, har de brug for at blive mødt af voksne, som hjælper dem med at løfte deres egne (lidt for forsigtige) forventninger.

Og det kan forældre hjælpe med. Når du som forælder forventer noget af dine børn, viser du dem nemlig samtidig, at du ser muligheder i dem – muligheder, som børnene ofte overser, hvis ikke de får vores hjælp.

I udgangspunktet skal vi altså ikke være bange for at have højere forventninger til vores børn, end de selv har, så længe de samtidig mærker, at vi er ved deres side og støtter dem i at nå dem.

 

Høje forventninger får børn til at lære markant mere

Den meget anerkendte new zealandske uddannelsesprofessor John Hattie har i gennem to årtier undersøgt, hvilke faktorer, som har den største effekt på børns læringsudbytte. Og hans forskning viser, at høje forventninger er noget af det, der gør den største forskel for, om børn lærer noget i skolen eller ej.

“At lære børn at have høje, udfordrende og passende forventninger til sig selv er blandt de mest virkningsfulde påvirkninger til forbedring af børns præstationer”, skriver Hattie i sin bestseller “Synlig læring – for lærere”.

Over tid styrker det også børnenes tro på sig selv, fordi de kan mærke, at de har voksne omkring sig, som ser tror på, at de kan flytte sig, og den tro tager børnene til sig.

Men hvordan gør man det i praksis? Nedenfor får du tre konkrete råd.

 

1. Hav forventninger til dine børns adfærd – ikke til deres resultater

Dette er nok det vigtigste princip, du kan bruge, for det er nøglen til at undgå, at børnene føler at vi presser dem til noget, som de ikke kan leve op til – eller endnu værre, som en fiasko.

Helt grundlæggende handler det om altid at fokusere på det børnene gør – og ikke på det, de opnår. Det er ikke vigtigt, om tegningen bliver pæn eller grim, eller om børnene får karakteren 4 eller 10. Det, der derimod er vigtigt er, hvad barnet gjorde.

Årsagen til, at det er så afgørende at fokusere børnenes adfærd, er, at det er noget, de har “magt” over. Modsat et godt resultat, kan de selv vælge, hvordan de vil agere. Uanset hvor stædigt et barn man har, kan de jo ikke “bare vælge” at være lige så dygtig en maler som Monet – men de kan godt selv vælge at prøve en gang til, de kan selv vælge at gøre sig umage og de kan selv vælge at blive ved med at øve sig. Og netop derfor kan vi undgå, at de føler, at de ikke er gode nok.

I praksis kan du vise det ved at sige ting som:

“Det gør ingenting, at du ikke har lært det endnu. Det tager bare nogle forsøg, men jeg forventer, at du prøver en gang til” 

“Jeg er helt med på, at det er svært, men jeg forventer, at du bliver ved med at øve dig – kom lad os sammen finde ud af, hvad du kan gøre…”

 

2. “Det man kan selv, skal man selv”

Mange forældre kan nok ofte være i tvivl om, hvad der er det rigtige at forvente – og måske endda være bange for at forvente for meget.

Som udgangspunkt er det godt at navigere efter princippet “det man kan selv, skal man selv”.

Er dit barn eksempelvis i stand til at tage tøj på selv eller til at gå op af trapperne (det må gerne tage lang tid), så er det noget du med fordel kan forvente af dit barn. På samme måde er det også en god ide at forvente, at dit skolebarn selv pakker tasken eller taler med sin lærer om en oplevelse fra skolegården (frem for at du ringer).

Det er selvfølgelig helt individuelt, hvornår børnene er klar til de forskellige udfordringer, men gør det til en vane at stoppe op og spørg dig selv: “Ville mit barn kunne det her, hvis han/hun øver sig lidt?” Hvis svaret er ‘ja’, så forvent det – og vis at du gør det.

 

3. Bevar din tro – også selvom dit barn mister sin

Det er nemt nok at have høje forventninger til børn, når man kan se, at de udvikler sig og at de kan nå dem. Men hvad gør man, når noget er vanskeligt eller man bare slet ikke synes, at det går fremad?

Det korte svar er, at man holder fast. For hvis først vi begynder at tvivle, så gør børnene det også, og det kan gå udover deres selvfølelse.

Jeg ved godt, at det i praksis kan være svært – især hvis børnene bliver kede af det eller oplever nederlag. Men tænk på, at hver gang du holder fast, så viser du dit barn, at du tror på ham eller hende. Brug det fantastiske råd fra professor Carol Dweck og sig: “Du har bare ikke lært det – endnu”, og hold så fokus på at støtte dit barn i at komme videre:

“Fortæl mig, hvad du har prøvet indtil nu, så kan vi tale om, hvad du ellers kan prøve…”

“Der skal vist bare flere forsøg til – kom så finder vi sammen ud af, hvordan du kan komme videre…”

“Det gør ingenting, at det gik galt – nu ved du, at du skal gøre noget andet næste gang. Lad os tale om, hvad det kunne være…”

Kilder: John Hattie, “Synlig læring – for lærere” og “Visible Learning”.

InspirationSkolebørnHer er forskellen på forventninger, som børn vokser af - og dem,...
Sofie Münster
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Psykolog og stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast på Go' Morgen Danmark på TV2. Sofie er selv mor til tre piger.

Mest læste lige nu