Et højt selvværd har indflydelse på både børns trivsel og livsglæde, og derfor er det naturligvis noget, som mange forældre gerne vil hjælpe deres børn med at udvikle. Men hvad er selvværd? Hvor kommer det fra? Og hvordan kan forældre være med til at give deres børn en stærk selvfølelse?
Selvværdet former børns opfattelse af sig selv
Selvværd kan måske virke som en lidt udefinerbar størrelse. Man kan ganske vist mærke det på børn, når det er højt og til stede, fordi det virker som om, at børnene hviler i sig selv. Og man kan omvendt også mærke, når det er lavt, fordi børnene kan virke tvivlende over for sig selv, usikre og i det hele være optagede af at gøre eller handle, som de tror, andre gerne vil have dem til frem for at stå fast på det, der nu en gang er det rigtige for dem. Men selvom man godt kan fornemme børns selvværd, kan det alligevel være lidt diffust, hvad det egentlig er.
Man plejer at definere selvværd som vores helt grundlæggende opfattelse af os selv og vores opfattelse af vores værdi som mennesker, uafhængig af, hvad vi opnår, hvordan vi ser ud eller hvor “populære” vi er. Det har den funktion, at det definerer, hvor stor værdi vi tillægger os selv som mennesker og hvor stor værdi vi tror andre tillæger os.
Det kan formes gennem hele livet, men er særligt påvirkeligt i barndommen frem til ca. 12 års alderen.
Selvværdet påvirkes naturligvis af mange faktorer i børnenes miljø, men også forældre kan gøre meget for at hjælpe deres børn til et stærkt selvværd. Det kan du finde helt konkrete råd til senere i artiklen, men først lidt viden om, hvordan man kan spotte lavt selvværd hos børn
Tegn på lavt selvværd
Lavt selvværd kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Det kan være, at børnene kan have en tendens til at være meget “efter” andre og måske endda blive selvhævdende og nedværdigende over for deres jævnaldrende. Det kan også være, at børnene har en tendens til at gå i ét med tapetet. De har på ingen måde lyst til at stikke næsen frem eller at føle sig anderledes, og den bedste måde at undgå det på, er ved at forsøge at gøre som alle andre.
For nogle børn kan et lavt selvværd også føre til en slags overdreven perfektionisme, hvor man aldrig føler, at man bliver god nok. Man vil gerne have styr på alting hele tiden og kan ikke lide at begå fejl. Dette kan også medføre, at børnene lægger et stort forventningspres på sig selv, hvor de presser sig selv og bilder sig selv ind, at de skal præstere og tage sig godt ud i alle de sammenhænge, de er en del af.
Lavt selvværd kan påvirke børn (og voksne for den sags skyld) på flere måder, og særligt begyndelsen af puberteten og op igennem teenageårene kan det have stor indflydelse på en som menneske, hvis man kæmper med lavt selvværd.
De typiske konsekvenser af lavt selvværd er, at man bliver sårbar i kontakten med andre mennesker. Det kan bl.a. ses, når børnene vender svære oplevelser indad, og eksempelvis antager, at et ‘nej’ til en legeaftale skyldes, at ens kammerat ikke har lyst til at lege med en frem for at se mere nuanceret på situationen og tænke, at det kan være, at den anden bare ikke lige kunne den dag.
På samme måde kan lavt selvværd også føre til tristhed, ængstelighed og dalende humør, og man kan få svært ved at mærke og markere personlige grænser.
Når ens selvværd er under pres, kan det også være med til at forme de tanker, vi gør os om os selv på en negativ måde. Det kan fx være tanker som “hvad andre mennesker tænker om mig er meget vigtigt”, “min værdi som mennesker afhænger i meget høj grad af, hvad andre tænker om mig”, “hvis nogen er uenig med mig, betyder det nok, at vedkommende ikke kan lide mig”, “hvis andre vidste, hvordan jeg i virkeligheden er, ville de synes dårligere om mig”, “det er flovt at vise sine svagheder” eller “jeg bør være i stand til at gøre alle tilfredse”.
Det kan igen føre til nogle tankemæssige forvrængninger, hvor man dømmer sig selv hårdere, end man dømmer andre, koncentrerer sig om egne svagheder og glemmer at se ens styrker (ser tingene sort/hvidt) eller at man gør sig selv til tankelæser, og tror, at man ved, hvad andre tænker om en (hvilket man ofte tror er alle mulige negative ting).
Skolebørnsundersøgelsen fra 2014 har undersøgt danske børns mentale sundhed og forskerne undersøgte blandt andet også børnenes selvværd. Og her viste det sig, at særligt piger kan opleve udfordringer med lavt selvværd. Blandt 13-15 årige piger var det faktisk under halvdelen, som svarede positivt på de spørgsmål, som handlede om deres selvværd. Der er med andre ord god grund til at have fokus på ens børns selvværd og det kan man ved hjælp af nedenstående forældrevaner.
Gode forældrevaner, som understøtter børns selvværd
Den absolut vigtigste forudsætning for, at børn kan udvikle deres selvværd er naturligvis kærlighed. Det, at børn hver dag mærker nærvær, omsorg og tryghed fra deres forældre. Men kærlighed gør det ikke alene. Selvværdet formes også i samværet mellem forældre og børn, og gennem den kommunikation, der er mellem børn og voksne. Nedenfor kan du derfor finde fire helt konkrete eksempler på områder, hvor forældre kan være med til at understøtte deres børns selvværd gennem kommunikation.
1. Hold igen med sammenligninger
Mange børn (og voksne) har en tendens til at sammenligne sig selv med andre. De ser, hvad de andre børn kan, og føler sig nedtrykte over, at de ”slet ikke er lige så gode til at læse som de andre i klassen” eller er trætte af, at ”alle andre børn kan gå armgang undtagen mig”.
Det er svært, når vores børn føler sig dårlige til noget, og de fleste forældre får en trang til at booste børnene: ”Ork nej, skat, du er rigtig god til at læse” eller ”jeg synes altså, at du er bomstærk”. Men ligesom når børn føler sig dårlige til noget, så vil svar som disse ofte føre til protester:
”De andre ER virkelig bedre end mig”. Vores budskab trænger med andre ord ikke ind.
For de fleste børn er det uundgåeligt at sammenligne sig med andre – selvfølgelig forholder de sig til sig selv ved at se på, hvad andre børn kan og gør. Det er imidlertid vigtigt, at sammenligningerne ikke låser børnene fast, og derfor kan det være en stor hjælp, hvis vi i stedet fokuserer på at vise dem deres muligheder: ”Skal vi prøve at finde ud af, hvordan de andre børn gør det, så du også kan lære det?”.
Det er imidlertid ikke kun børnene, der bruger sammenligninger. Som forældre kan vi også komme til at fremhæve et barns evner på bekostning af en andens: ”Jonas kan løbe hurtigere, fordi han har længere ben”, ”wow, du bandt dine snørebånd helt alene – det kan din lillebror slet ikke finde ud af endnu” eller ”tænk, at du allerede kan cykle uden støttehjul – det er der da ingen af dine legekammerater, der kan”.
Det kan virke harmløst, men vi risikerer at sende et signal til vores børn om, at vores stolthed over dem er på bekostning af andre børns manglende evner. Før vi ser os om, kan vi skabe en situation, hvor børnene nærmest føler sig truet af andre børns præstationer, for hvad skal de tænke, når de omvendt ikke er lige så gode eller dygtige som nogle af de andre? Et barns følelse af at kunne bør med andre ord ikke afhænge af, hvad andre børn kan eller ikke kan og sammenligninger kan ofte tolkes af barnet som et bevis på, at “jeg ikke er god nok”.
Hold dig derfor altid til at beskrive det, du har set dit barn gøre: ”Du har godt nok øvet dig meget på at cykle, og nu kan du helt selv holde balancen – det er da fantastisk” eller ”det er svært at binde sine snørebånd, men nu kan du”.
2. Udskift ros med interesse
Nogle gange kan vi voksne have en tendens til automatisk at tale en masse om vores børns resultater (uanset om det gik godt eller mindre godt). Tænk bare på, hvor meget mere opmærksomhed vi giver lærernes tilbagemeldinger på opgaver sammenlignet med, hvor meget vi taler med børnene om deres proces og indsats. Eller hvordan de fleste af os automatisk roser vores børns tegninger, når de kommer og viser dem frem.
Det er selvfølgelig ganske naturligt, fordi resultater er konkrete og nemme at forholde sig til. Problemet er bare, at al den snak om resultater kan give børnene en oplevelse af, at det er det, der er det centrale. De vil fx naturligt konkludere, at vi voksne fokuserer på resultatet, fordi det er det, der er det vigtige – ellers havde vi vel talt om noget andet?
Derfor kan det være en rigtig god ide nogle gange at udskifte ros med ren og ægte interesse: “Wow, hvordan gjorde du det?”, “Fortæl mig hvordan du har…” eller “Jeg kan se, at du har…” Det sender nemlig et signal til børnene om, at det er dem og ikke deres resultater, som vi er optagede af.
3. Drop etiketterne
Generelt kan det være en god ide at undgå at sætte for mange mærkater på børn. Det kan eksempelvis være, at vi fortæller dem, at de er ”særligt følsomme”, eller at de er “pressede” eller ”generte”. Men selvom vi måske har ret, så kan mærkaterne – ganske utilsigtet – have en selvforstærkende virkning, som gør børnene endnu mere magtesløse over for situationen. De kan nemlig nemt komme til at tolke mærkatet som et udtryk for, at det er en permanent tilstand – en uforanderlig del af, hvem de er – og så er der jo ikke rigtig noget, de selv kan være med til at gøre ved det.
Børn har naturligvis altid brug for at blive mødt af den fornødne forståelse for deres udfordringer, men det skal ske på en måde, hvor vi som voksne samtidig tager ansvar for at vise dem at det ikke nødvendigvis er en permanent tilstand.
Så længe der ikke er tale om deciderede diagnoser stillet af en fagperson, er det således en god ide at holde igen med mærkater og i stedet holde sig til at beskrive børnenes adfærd: ”Jeg kan godt se, at du synes, at det er overvældende med alle de skoleopgaver og lektier – det kan måske føles helt uoverkommeligt” eller ”du er bare ikke helt klar til at hilse på fremmede endnu”.
På den måde giver vi nemlig børnene den samme form for anerkendelse af deres oplevelser, men vi undgår at signalere, at det er en (mere eller mindre) permanent tilstand.
4. Skærm ikke dine børn fra nederlag og skuffelser
Studier har vist, at en del forældre reagerer på deres børns fejltagelser ved at synes, at det er synd for dem, selvom de, når de bliver spurgt, siger, at de synes, at det er helt o.k., at deres børn fejler. Det sker formentlig helt ubevidst, men det kan være en god ide at tænke over, hvordan vi som forældre rent faktisk reagerer, når vores børn kommer hjem og fortæller, at de ikke kunne finde nogen at lege med i frikvarteret eller har tabt en vigtig kamp.
Skuffelser og nederlag er nemlig en naturlig del af livet, og hvis vi tør vise børn det og fokuserer på det, de kan lære af situationerne, så opbygger de med tiden en tiltro til sig selv. De erfarer, at livet er noget de kan klare og det bygger børnene op som mennesker.
Kilder: Sofie Münster, “Kærlighed er ikke nok”, Politikens Forlag 2017, Mette Rasmussen, Trine Pagh Pedersen og Pernille Due, Skolebørnsundersøgelsen 2014, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, Lene Væsel “Dit barns selvværd”, Dansk Psykologisk Forlag 2016.
