En af hemmelighederne bag dit barns succes, er dit eget forhold til fejltagelser

Vi har længe vidst, at modet til at fejle og evnen til at kæmpe sig igennem nederlag, har stor betydning for, hvordan børn klarer sig i livet. Men hvor kommer det mod fra? Ikke fra børnene selv, viser ny amerikansk forskning. Det kommer derimod fra os forældre og fra vores reaktioner, når vores børn oplever skuffelser og fejltagelser.

Vi har mødt topforskeren, som står bag undersøgelsen til et interview om hendes nyeste forskning og en snak om, hvordan vi forældre kan give vores børn mod på at fejle.

Årtiers forskning har vist, at de børn, der lærer mest i skolen, er dem, der er motiverede for at øve sig, tør fejle og har mod på at gribe udfordringer.

På engelsk kalder forskere det for et growth mindset, og det betyder, at børn har en grundlæggende tro på, at de kan udvikle deres egne evner og blive bedre (du kan læse meget mere om det i denne artikel). De tænker “det kan godt være, at jeg ikke er så god til matematik lige nu, men hvis jeg øver mig, bliver jeg bedre” i stedet for at tænke “matematik er ikke noget for mig”, blot fordi de fx har lidt svært ved det eller er nødt til at bruge lang tid for at forstå det.

Det kan på overfladen lyde som en lille detalje, men den har afgørende betydning for børns motivation for at lære – og nu viser ny forskning, at det i høj grad er noget, der formes af os forældre i især én situation: Hvordan vi reagerer, når vores børn oplever skuffelser, nederlag og vanskeligheder.

Nopa har været i Californien og interviewet topforskeren Kyla Haimovitz fra Stanford University, som har stået i spidsen for undersøgelsen.

“Vores forskning viser, at forældres syn og reaktion på deres børns fejltagelser har en meget stor betydning for børnene. Ser forældre fejl som noget, der kan være hjælpsomt og lærerigt, så styrker det børnenes motivation, mens hvis de omvendt ser det som noget, der kan være skadeligt og som noget, der helst skal undgås, så sender det et signal til børnene om, at det er deres præstationer og evner, der er det vigtige, og det svækker faktisk børnenes motivation og mod på at lære,” fortæller Kyla Haimovitz.

Forældres reaktion på deres børns vanskeligheder, nederlag og skuffelser “overføres” altså til børnene og påvirker deres tro på, at de kan udvikle deres evner og blive klogere. Og det påvirker igen, hvor meget børnene ender med at lære, viser forskningen.

Umiddelbart kan det måske lyde lidt abstrakt, men prøv at bruge et øjeblik på at tænke over, hvordan du har det, når dit barn fx er skuffet over et resultat eller har svært ved at lære noget, som de andre børn godt kan. Tænker du, at det er synd og får du lidt ondt af ham eller hende, så kan du faktisk ubevidst komme til at sende et signal til dit barn om, at det med at fejle eller have svært ved noget, er en lidt “slem ting”, som man helst skal undgå (ellers ville du vel ikke synes, at det var synd?).

Lærer du omvendt dig selv at se dit barns vanskeligheder som gode læringsmuligheder, så former det måden du reagerer på over for dit barn, så du i højere grad fokuserer på dit barns proces frem for resultatet.

For børnene kan skuffelser selvfølgelig sagtens være en hård oplevelse, men som forælder er det vigtigt, at du holder fokus på, hvad dit barn kan lære af den svære situation.

“Det betyder naturligvis ikke, at forældre skal ignorere, at det kan føles svært for deres børn, når der er noget, man gerne vil kunne, som man ikke kan. Men det er vigtigt at tænke over, hvordan man gør det”, fortæller Kyla Haimovitz.

Som forældre kan vi nemlig nemt komme til at ty til nogle velmenende, men ikke særligt hjælpsomme reaktioner. Det kan fx være, at vi reagerer med et “åh gud – er du ok?” eller at vi tænker, at situationen må føles rigtig svær, og derfor trøster vores børn.

Men sådanne reaktioner kan ofte sende et signal til barnet om, at det her en “stor ting”, selvom barnet måske mere har brug for at se, at fejl er en ganske naturlig del af livet, og at det ikke gør noget, at man nogle gange træder ved siden af, for på den måde bliver de trygge ved det.

Kunsten er i følge Haimovitz at anderkende børnenes følelser samtidig med, at vi som forældre husker at holde fokus på, hvad børnene kan få med sig videre af nyttige erfaringer.

Heldigvis er det nogle ret enkle teknikker og tips, der skal til for, at vi som forældre kan vise vores børn, at det er helt i orden at fejle. Glæd dig til senere på ugen, hvor du på RaisingLearners.com kan læse Kyla Haimovitz’ helt konkrete råd til, hvordan vi som forældre kan ruste vores børn til fejltagelser og vise dem, at det er ok ikke at være perfekt

Desuden kan du læse meget mere i min bog “Klog er noget, man øver sig på”, som netop handler om, hvordan du som forælder kan hjælpe dit barn igennem usikkerhed og fejltagelser.

InspirationSkolebørnEn af hemmelighederne bag dit barns succes, er dit eget forhold til...
Sofie Münster
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Psykolog og stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast på Go' Morgen Danmark på TV2. Sofie er selv mor til tre piger.

Mest læste lige nu