Hvorfor er der nogen børn, der bliver ved med at prøve at få gyngen til at nå endnu højere op ved egen kraft, mens andre giver op og i stedet beder mor eller far om at skubbe?
De svar har forskere igennem mange år forsøgt at finde. Og det viser sig, at noget af det, der gør den allerstørste forskel, er noget, som selv vi forældre sjældent er en del af, nemlig den indre dialog, som børn har med sig selv.
Hver dag, hele dagen har børn en skjult samtale med sig selv. En samtale, som gør dem usikre, hvis den er unødigt selvkritisk og hård, men som omvendt også kan give dem indre styrke til at overvinde store udfordringer, så længe den er positiv og konstruktiv.
Børns indre stemme
Vi ved godt, at den er der, men vi er ikke så vant til at tænke bevidst over den. Vi voksne har den – og vores børn har den også: En indre stemme, som kommenterer og sommetider guider vores handlinger.
Det der mærkelige “jeg”, som taler til os, når vi forholder os til os selv og andre. Det er fx den stemme, der styrer børnene, når de skal vælge, om de skal svede videre over det virkelig svære matematikstykke, eller om de i stedet liiige skal holde en lille-bitte pause og “bare lige hurtigt” tjekke telefonen.
Ligesom vores egen kan være det, er også børns indre stemme svær at få i tale, men den har en virkelig stor betydning for børns liv og læring.
Især på ét område: Hvad den siger, når de oplever, at noget er svært.
Forskning har nemlig vist, at overraskende mange børn tror, at det er bedst, når man har nemt ved noget.
Det lyder nok som en ubetydelig detalje, men den viser sig at have afgørende betydning for, hvad børnene siger til sig selv, når de møder udfordringer: Overbevisningen om, at det er bedst, når noget er let, får nemlig børnene til at føle sig “dumme”, når noget er svært.
Og det påvirker børnenes adfærd.
Studier har dokumenteret, at børnene begynder at holde sig væk fra alt det, der er vanskeligt og udfordrende (for så undgår de jo at føle sig dumme), og i stedet kun gør de ting, de kan i forvejen.
Det kan være noget af forklaringen på, at mange børn tegner det samme motiv igen og igen, ligesom det for mange forældre er velkendt, at børnene helst vil have de voksne til at gøre det for dem, når noget er svært.
Børnene bliver ganske enkelt utrygge ved alle de ting, som ikke kommer naturligt og hurtigt til dem (uanset om det er faglige færdigheder eller sociale kompetencer), og over tid får det dem til at trække sig fra udfordringer.
Det gør børnene sårbare, og studier har endda også vist, at det betyder, at de lærer mindre i skolen.
Heldigvis kan vi som forældre dog påvirke vores børns opfattelser og indholdet af deres indre stemme. Og faktisk kræver det ikke ret meget – nemlig blot den lille ændring, at vi lærer børn, hvorfor det er helt ok, at noget er svært og at man har noget at øve sig på.
Børn skal have en grundlæggende tro på, at det er normalt at være uperfekt, og vide, at det ikke handler om at være den bedste, men om at blive bedre, for på den måde bliver de trygge i situationer, hvor de oplever de svære følelser af usikkerhed og utilstrækkelighed.
Nedenfor har du lidt konkret inspiration til, hvordan du kan omsætte denne viden i hverdagen.
1. Det er ikke forkert, at noget er svært – det er sejt
Børn har rigtig godt af at vide, at det er helt normalt (og faktisk rigtig godt), når noget er svært. Derfor kan det være en god ide at holde igen med de store ord, når børnene for tiende gang viser, at de kan tegne en sol.
Derimod gavner det, hvis de får masser af anerkendelse, når de kaster sig ud i nye udfordringer: “Sejt, at du kæmper”, “godt, at du forsøger”, “super, at du prøver så mange gange” og “fedt, at du kaster dig ud i det, selvom du ikke ved, om du kan – det skal du endelig blive ved med at gøre”.
Det er også en god ide at prøve at undlade at bekræfte børnene i, at det er “øv” eller “irriterende”, når noget er svært.
Sig i stedet: “Jeg kan godt lide at have noget at øve mig på, for så lærer jeg jo nye ting”, “jo mere tid du bruger, des mere lærer du” eller “du lærer mest af det, der er sværest”.
Hvis børnene er gået i stå og det hele føles nytteløst er det fristende at give dem “tilladelse” til at give op ved fx at sige “ej, men nogle gange er det også bare helt umuligt”, men i stedet kan du sige: “Fortæl mig, hvad du har prøvet indtil nu, så vi sammen kan tale om, hvad du kan prøve at gøre i stedet…”
På den måde kan du nemlig tage en konkret snak med dit barn om, hvad der skal til for, at han eller hun kan komme videre. Det giver dem handlemuligheder og derfor mod på at blive ved.
2. Fokuser på det børnene gør, frem for på det, de opnår
Mange gange kan vi som forældre have en tendens til at fokusere på det vores børn opnår – især hvis de klarer sig godt (de får en masse ros for at score i fodbold eller for at få en god karakter).
Men faktisk viser forskning, at for meget fokus på resultater ligefrem kan risikere at gøre børn bange for at opsøge nye udfordringer, fordi de i stedet vælger at gøre de ting, som de ved, at de er gode til (og altså kan i forvejen) for på den måde at sikre et godt resultat (og masser af ros og opmærksomhed).
Derfor er det en god ide at vænne sig til at fokusere mindre på børnenes resultater og mere på børnenes proces:
“Wow, hvordan gjorde du det?”, “der skal vist bare flere forsøg til – hvad kunne du prøve at gøre anderledes?”, “sejt – hvad er så det næste du skal øve dig på?” eller “jeg lagde mærke til, at du havde en god indstilling, selvom det var svært – hvad sagde du til dig selv, som gav dig mod på at blive ved?”
3. Lyt til, hvordan dit barn udtrykker sig
Mange gange kan det, børnene siger, faktisk lærer os en masse om, hvad deres indre stemme siger til dem.
Læg mærke til udsagn som “det er ikke noget for mig”, “det lærer jeg aldrig”, “jeg kan ikke”, “jeg kan det allerede” eller “det har jeg ikke brug for”.
De kan nemlig alle være tegn på, at barnet opstiller begrænsninger for sig selv, så han eller hun undgår at kaste sig ud i det, der er svært.
Grib dit barn i det og mød ham eller hende med et positivt udsagn: “Det er super godt at have noget at øve sig på – lige for tiden øver jeg mig på…” og følg derefter op med at snakke med barnet om, hvad han eller hun konkret kan gøre for at komme videre (brug her tricksene fra punkt 1 og 2).
Artiklen er opdateret den 2. november 2016.
Kilder: David B. Miele og Daniel C. Molden, “Naive Theories of Intelligence and the Role of Processing Fluency in Perceived Comprehension”, Journal of Experimental Psychology.
