Alle børn oplever vanskeligheder. Når man er lille er det svært selv at tage tøj på eller at holde sig inden for stregerne, når man farvelægger sin tegning. Og når man er større bliver man hver dag udfordret i skolen af faglige krav og af de sociale relationer med klassekammeraterne.
Men hvad siger man egentlig som forælder, når børn oplever disse vanskeligheder? Hvordan kan vi med vores ord give børnene den samme tro på deres muligheder, som vi har haft siden den dag, de blev født? Det har en amerikansk forsker brugt en hel karriere på at undersøge – og her får du hendes bedste råd til, hvordan vi ved gennem velovervejet anerkendelse kan give børn mod på det, der er svært og udfordrende. Som du vil se, er det bestemt ikke ligegyldigt, hvad vi siger.
Ikke al anerkendelse virker lige godt
Anerkendelse af børn er noget af det vigtigste, men det er faktisk også noget af det sværeste, har professor Carol Dweck fra Stanford University dokumenteret. Det er vigtigt, fordi børnene er meget opmærksomme, når de bliver anerkendt, hvilket betyder, at de i meget høj grad tager de signaler, vi sender til sig. Men det er også svært, fordi vi uforvarende kan komme til at tale børnenes følelser ned.
Igennem talrige forsøg har Dweck dokumenteret, hvordan børn opfatter det vi siger. Hun har bl.a. undersøgt, hvordan børn opfatter vores svar til dem, når de er skuffede over sig selv. Hvad siger vi fx, hvis et barn er skuffet over en tegning, som barnet selv føler er mislykkedes?
Et svar kunne være “jeg synes, at den er rigtig flot”, for på den måde at vise vores børn, at vi synes, at de er dygtige. Men det kan meget nemt give børnene en oplevelse af, at vi ikke forstår den følelse, de sidder med. I følge Dweck er børnenes følelse af skuffelse reel – de føler selv, at de kunne have gjort det bedre, og det skal vi anerkende.
På samme måde kan vi måske også komme til at affeje børnenes følelse: “Pyt med det, skat”. Men det risikerer faktisk også at sende de forkerte signaler til børnene. “Er det ikke vigtigt, at jeg bliver ved med at prøve?”, kan børnene komme til at tænke. Det kan faktisk give børnene en oplevelse af, at det er lige meget, om de gør sig umage, og så får de ikke øvet sig.
Men hvad skal man så sige?
Sådan kan dine ord give børnene tro på sig selv
Når børn oplever vanskeligheder eller udfordringer er noget af det vigtigste vi kan vise – og derfor anerkende – at det er helt ok, at resultatet ikke er perfekt, og at man lærer henad vejen og samler tingene op bid for bid. Vi skal i virkeligheden turde give børnene “ret” i deres følelse (eller i hvert fald ikke afvise den), for på den måde viser vi dem, at vi tager dem alvorligt. Og så skal vi hjælpe børnene med at finde ud af, hvad de kan gøre anderledes (“måske du skal prøve at tage blusen over hovedet, før du stikker armene ind i ærmerne”, “lad mig hjælpe dig med at finde en tyndere tusch, så det bliver nemmere at farve de små ting” osv.).
På den måde giver vi nemlig børnene en oplevelse af, at der er noget de kan gøre ved deres følelse af skuffelse eller utilstrækkelighed, når noget går i fisk. Børnene får konkrete handlemuligheder, og det giver dem mod på at blive ved med at prøve, selvom det er svært. Man kan næsten sige, at vores anerkendelse giver dem en udvej.
Når Carol Dweck og kollegaer tester dette i forsøg viser det sig at have overraskende stor effekt. Hun har bl.a. dokumenteret, at børnene bliver mere villige til at gribe udfordringer, de får større mod på at fejle og de ender med at bruge længere tid på at øve sig end de børn, som ikke er blevet anerkendt på denne måde.
Og det er jo egentlig ikke så underligt. Ved ikke at afvise deres følelse, gør vi over tid det, der går “galt” til noget helt ok. Det vil sige børnene bliver trygge ved at fejle – og samtidig viser vi dem, hvad de kan gøre ved det, og det giver dem mod på at blive ved.
Men hvordan gør man det helt konkret i praksis? Nedenfor får du en masse eksempler fra Carol Dweck:
“Fortæl mig, hvad du har prøvet indtil nu, så vi sammen kan finde ud af, hvordan jeg kan hjælpe dig videre.”
“Jeg beundrer, at du bliver ved – det er rigtig godt for dig, fordi du er så god til at kaste dig ud i svære ting.”
“Det er svært, men du kan godt, hvis bare du tager det skridt for skridt – lad os prøve at bryde opgaven ned i små bidder…”
“Ok, så du har ikke klaret dig så godt, som du gerne vil, og det er du ked af. Hvad med at vi to sammen ser på det her, som en mulighed for, at du kan lære noget nyt.”
“Det er helt naturligt, at du begår nogle fejl undervejs – det er sådan vi sammen finder ud af, hvordan jeg bedst kan hjælpe dig videre.”
“Det er svært, men det er sådan du bliver bedre til… (nævn gerne konkrete områder)”
“Hvis det var nemt, ville du ikke lære noget som helst nyt – så det er godt, at det er svært.”
Artiklen baserer sig på forskning fra professor ved Stanford University, Carol Dweck, “Mindset: How You Can Fulfil Your Potential” (London: Constable and Robinson, 2012); Carol Dweck, “Carol Dweck Revisits the ‘Growth Mindset’”, Education Week, 22. september 2015, Temple University: “Child development: The right kind of early praise predicts positive attitudes toward effort” (februar 2013).
