Som forældre ved vi det egentlig godt: Hvis vores børn skal lære meget i skolen, så kræver det, at de leverer en indsats. Hvad de færreste dog nok ved er, at der er en skjult gevinst ud over de gode karakterer, når børn øver sig, anstrenger sig og bruger tid på det, de skal lære. De udvider også deres hjernekapacitet, så det bliver nemmere for dem næste gang.
Mennesker kan udvide deres hjernekapacitet
I mange år har man troet, at hjernen var fast i sin struktur. Man antog, at vi hver især havde de evner og talenter, vi nu en gang var født med, og det var ligesom det – hvis ikke du var født med det, kunne du nærmest lige så godt droppe det. Vi betragtede ikke hjernen som noget, der var under udvikling og som noget, der kunne forandre sig i løbet af vores levetid.
Men det har vist sig, at man tog fejl.
Inden for det seneste årti har forskere opdaget, at vores hjerner tilpasser sig bemærkelsesværdigt meget over for vores oplevelser og erfaringer.
Hjernen bygger nye strukturer og forandrer sig simpelthen fysisk baseret på det, vi bruger den til. Den er et organ i konstant udvikling, som fortsætter med at regenerere og danne nye celler gennem hele livet. Den kan bl.a. forbinde områder af hjernen bedre ved at danne nye netværk eller reorganisere eksisterende netværk, så de områder kan behandle information hurtigere og mere effektivt.
Fænomenet kaldes for “neuroplasticitet”, og det betyder i princippet, at vi mennesker nærmest kan lære, hvad vi vil, og udvikle os som de vil – og selvom træerne naturligvis ikke vokser ind i himlen, så er det stadig en god nyhed, for det betyder, at børn faktisk har rigtig gode muligheder for selv at påvirke, hvad de bliver gode til.
Helt konkret betyder det, at vi kan gøre områder af vores hjerne stærkere bare ved at bruge dem – nogle områder endda så meget, at de vokser fysisk i størrelse, når de bliver brugt meget.
Eksempelvis har et studie vist, at en gruppe erfarne taxachauffører fra London havde en forstørret hippocampus – et område i hjernen, som vi bruger til at huske, navigere og finde vej.
Ingen kommer sovende til en klogere hjerne
Pointen i vores nye forståelse af hjernens muligheder for at udvikle sig, er at børn – også dem, der påstår, at de “bare ikke kan huske tabeller” – i princippet kan træne deres hjerner og opnå samme effekt som taxichaufførerne i London: De bliver bedre til at finde vej, fordi de øver sig på at finde vej.
Gennem fokuseret træning kan de gøre områder af deres hjerne hurtigere og bedre, og på den måde faktisk øge deres egen intelligens (og evne til at huske tabeller).
Men det kræver noget af børnene. De skal kunne fokusere og koncentrere sig, og de skal have tålmodigheden og vedholdenheden til at blive ved med at øve sig – ikke bare en eftermiddag, men kontinuerligt over en lang periode. Først når træningen er vedvarende danner børnenes hjerner nemlig de nye faste forbindelser, der giver dem en større hjernekapacitet.
Det estimeres, at omkring 40-60 procent af børns intelligens er nedarvet. Resten afhænger af børnenes miljø, opvækst og så altså af deres evne til at øve sig og træne.
Sådan udvider børn deres hjernekapacitet
1. Man skal øve sig (rigtig meget)
Det er ikke nok at øve sig en enkelt eller to gange – børnene skal udføre en rutine eller færdighed mange gange, før den indlejrer sig i hjernen.
2. Man skal kunne koncentrere sig og holde fokus
Børn skal kunne give det, de øver sig på deres fulde opmærksomhed uden afbrydelser fra telefoner, legekammerater og overspringshandlinger.
3. Man skal blive ved, indtil rutinen kan udføres uden, at man tænker over det
Det er ikke nok, at barnet lykkes en enkelt gang. Selv når barnet godt kan, skal træningen fortsætte, indtil det bliver automatisk. Det er fx ikke nok, at barnet kan plusse rigtigt én gang, eller at barnet kan lave én vejrmølle korrekt – barnet skal blive ved, indtil han eller hun kan gøre det rigtigt hver gang.
En kompetence er automatiseret, når man kan trække på den helt ude af kontekst og i de situationer, hvor man mindst venter det, fx når børn får et plusstykke midt i morgenmaden og kan svare på det spontant.
Kilder: Hippocampus,16:1091–1101 (2006): London Taxi Drivers and Bus Drivers: A Structural MRI and Neuropsychological Analysis Eleanor A. Maguire, Katherine Woollett, and Hugo J. Spiers. Du kan finde en generel introduktion til forskningen i neuroplasticitet i bogen “Klog er noget, man øver sig på” af Sofie Münster (Politikens Forlag, 2016).
