Ny viden: Sådan roser du, så det virker

For et par år siden besluttede jeg mig for at prøve noget nyt, som jeg gerne vil dele med jer. Gennem et par år havde jeg med stor interesse fulgt en forsker fra Stanford University i USA, der igennem en hel karriere har undersøgt, hvordan vores måde at rose på påvirker vores børn. Hendes forskning var så overbevisende, at jeg besluttede mig for at prøve hendes ideer af i praksis hjemme hos mig selv. Og det har jeg bestemt ikke fortrudt.

Læs med her og få indblik i den fascinerende viden om børn og ros – og få mine fire principper for, hvordan du nemt kan omsætte det i hverdagen.

Ros og anerkendelse er vigtigt for børn, men det er faktisk lige så vigtigt, at vi som voksne er opmærksomme på, hvordan vi gør det.

Carol Dweck (professoren fra Stanford, hvis forskning jeg læste) har nemlig dokumenteret, at det gør en enorm forskel for børn, om vi roser dem for deres intelligens (”wow, det er et virkelig flot resultat … du må være meget klog”), eller om vi roser dem for deres indsats (“wow, det er et virkeligt flot resultat … du må have arbejdet meget hårdt”).

Når børn bliver rost for deres intelligens, så er det, de tager med sig videre, at det er vigtigt at være klog. Og for at sikre, at de bliver ved med at “se kloge ud”, begynder de helt ubevidst at søge færre udfordringer, vælge de lette opgaver og – i rigtig grelle tilfælde – endda at pynte på sandheden.

Bliver børn derimod rost for deres indsats og for måden de arbejder med udfordringer på, erfarer de, at det, der betyder noget, er, at de forsøger at blive bedre. Og den selvopfattelse giver simpelthen børnene mod på at kaste sig ud i selv meget svære opgaver – ligesom det har vist sig, at de i langt højere grad bevarer engagementet og gejsten i opgaveløsningen, selv når de fejler.

Senest har et nyt studie fra et andet hold forskere sågar vist, at måden vi roser børn på helt ned i 1-3 års alderen forudsiger deres tilgang til fejl, nederlag og udfordringer fem år senere. Helt små børn, der bliver rost for deres indsats, får ganske enkelt et mere positivt syn på udfordringer og en større tro på, at de kan lære noget nyt og svært, hvis bare de arbejder for det.

Selvom det måske lyder lidt “nemt”, så er det altså bevist, at de ord, vi bruger i helt almindelige (og på overfladen ret ubetydelige) hverdagssituationer, har stor betydning for, hvordan børn opfatter sig selv og deres muligheder. Og det er jo faktisk ret fantastisk, fordi det betyder, at det med at have mod på store udfordringer, er noget vi allesammen kan lære vores børn:

Fremhæver vi det børnene er (kloge, dygtige, talentfulde osv.), bliver de usikre på de situationer, hvor de ikke er det, fx når noget er svært, når de fejler eller når de oplever et nederlag. Fremhæver vi omvendt det de gør (at de ikke lader sig slå ud af modgang, at de træner hårdt, osv.), føler de sig ikke som en fiasko, bare fordi deres resultat ikke er perfekt, eller de er nødt til at kæmpe hårdt for at lære noget.

Hvis du er ligesom mig, så tænker du “shit!”, fordi du har gjort præcis det modsatte i årevis.

Men der er heldigvis håb – også for vores børn. Forskningen har nemlig også vist, at børns overbevisninger er så formbare, at det faktisk aldrig er for sent: Du kan til hver en tid begynde at rose dit barn for indsatsen frem for resultatet og over tid formentlig begynde at se effekten på dit barns tilgang til udfordringer.

Men hvordan gør man det så i det daglige? Nedenfor får du fire enkle principper for, hvordan du kan bruge denne viden i hverdagen.

1. princip: Ros børnene for det, de gør

Prøv om du kan vænne dig til altid at rose på en måde, der fremhæver dit barns indsats, handlinger og strategier. Som tommelfingerregel er det godt at undgå formuleringer som “hvor er du dygtig”, “du er så klog…” og “det har du da vist talent for…” for i stedet sige ting som: “Jeg lagde mærke til, hvordan du holdt humøret højt/arbejdede hårdt/blev ved med at prøve nye muligheder af/valgte den svære opgave/tog ansvar for at lære noget.”

2. princip: Ros ikke børnene, for det de kan i forvejen – men når de kæmper for at kunne noget nyt

Jeg ved godt, at dette lyder lidt hårdt, men når børnene for tiende gang viser os, at de kan noget, så er det altså ikke længere “wow”. Jeg har gjort det til en regel for mig selv primært at rose min datter, når hun kæmper for at lære nye ting, også selvom hun fejler en masse eller har rigtig svært ved det: “Sejt, at du kæmper”, “godt, at du forsøger” og “hele pointen er netop at kaste sig ud i det, også selvom man ikke ved, om man kan – det skal du endelig blive ved med at gøre”.

Hvis hun er gået i stå, og det, hun gør, ikke virker, siger jeg: “Fortæl mig, hvad du har prøvet indtil nu, så vi sammen kan tale om, hvad du kan prøve at gøre i stedet…”

Når hun viser mig ting, som jeg ved, at hun kan i forvejen, har jeg gjort det til en vane at opmuntre hende til at søge nye udfordringer: “Fedt. Hvad er så det næste du skal?” eller “hvad kunne du have gjort for at gøre endnu mere ud af det?” 

3. princip: Følg ros op med spørgsmål, der gør børnene klogere på sig selv

De fleste mennesker – hvis ikke alle – elsker at blive rost. Det betyder, at vi typisk har vores børns udelte opmærksomhed, når vi gør det – og derfor er det en god lejlighed til at hjælpe børnene med at blive klogere på sig selv, deres udvikling og de strategier de har, som virker.

Når du har rost dit barn for noget, er det derfor oplagt at følge det op med spørgsmål som: “Fortæl mig, hvad du gjorde for at…”, “gjorde du noget anderledes, end du plejer?”, “hvad sagde du til sig selv, da det var svært?” og “har du lært noget, som du kan bruge næste gang, du skal lære noget nyt?”.

4. princip: Ros ikke hvad som helst

Mange (måske især os mødre) kan ofte føle, at vi skal ‘gøre det godt igen’, hvis vores børn har haft svært ved noget. Vi siger “jamen JEG synes altså, at du er dygtig” eller “jeg tror på, at du kan”, når de er skuffede over sig selv eller har vanskeligheder med at kunne noget.

Men hvis vores børn reelt er faldet igennem med et eller andet (komplet misforstået en skoleopgave, modstanderen har fejet gulv med dem i en sportskamp, eller et kreativt projekt, som er gået noget så læsterligt i vasken), så ved de det godt selv.

De er faktisk så pinligt bevidste om det, at det kan virke stik mod hensigten, hvis vi forsøger os med det, som de oplever som total virkelighedsfornægtelse. Det tegner nemlig meget let et billede af, at vi som forældre tror, at de kan meget mere, end de egentlig kan, og at de derfor vil skuffe os, når de ikke lykkes.

Derfor er det langt bedre, hvis vi bare er helt ærlige om, at det er træls, når noget går i fisk og samtidig opmuntrer dem til at kæmpe videre: “Ja, det er rigtigt – det gik ikke denne her gang. Lad os tale om, hvad du kan gøre anderledes næste gang…”

Artiklen baserer sig på forskning fra professor ved Stanford University, Carol Dweck, “Mindset: How You Can Fulfil Your Potential” (London: Constable and Robinson, 2012); Carol Dweck, “Carol Dweck Revisits the ‘Growth Mindset'”, Education Week, 22. september 2015, Temple University: “Child development: The right kind of early praise predicts positive attitudes toward effort” (februar 2013).