Følgende artikel er baseret på Sofie Münsters nye bog “Den bedste start på livet”. Lige nu kan den købes med gratis fragt her.
Man skal ikke have brugt ret lang tid sammen med et lille barn, før det går op for en, at det oplever livet igennem dets følelser. Det kan gå fra glad til vred på et splitsekund og kan føle, at verden nærmest er ved at falde sammen om ørerne på det, hvis man kommer til at give det den forkerte kop eller vælge et andet par bukser end yndlingsbukserne.
Små børn ER ganske enkelt deres følelser. Det betyder, at de hver dag oplever mange følelsesmæssige skift og utrolig mange negative følelser. De bliver bange, kede af det, frustrerede, skuffede og vrede. Og det bedste, vi forældre kan gøre, når barnet overvældes af de negative følelser, er helhjertet at acceptere følelserne uden at forsøge at få dem til at gå væk og sige: ”Det skal du ikke være ked af, se derovre er der en rigtig sjov bil” eller vende følelserne imod barnet: ”Der er ikke nogen grund til at blive så vred, du er gammel nok til at sige hej til folk – sig nu bare hej”.
Når barnet føler forældrenes accept af sine følelser, får relationen en sådan dybde, at vi med tiden kan lære børnene at regulere de mange negative følelser. At regulere følelserne betyder, at børnene lærer at udtrykke dem på en måde, som er effektiv (det vil sige nem at forstå for andre), hensigtsmæssig (det vil sige hverken for lidt: ikke at ville sige, når man er ked af det eller forsøge at undgå at virke sårbar, eller for meget: er utrøstelig og har svært ved at holde op med at græde igen) og reparerende (det vil sige på en måde, der genetablerer forbindelsen, så det bliver muligt at komme hurtigt og godt videre sammen). Det er for eksempel godt at lære at sætte ord på sin frustration og at lytte til andre, når man bliver uenig, så man opbygger andre strategier end at råbe, slå, bide eller løbe væk.
Afvisning versus accept af følelser
For det følelsesmæssige bånd mellem barn og forældre og for barnets udvikling har det stor betydning, at forældre praktiserer accept frem for afvisning. Det kan synes som små variationer i måden, vi forældre udtrykker os på. Men hvis man ikke er bevidst om nuancerne, kan man meget nemt komme til at sige ting, der ikke rummer barnets følelser. I boksen til nedenfor viser jeg konkrete eksempler på formuleringer, der henholdsvis accepterer følelser og afviser følelser. Oversigten stammer fra “Den bedste start på livet”.
Sådan udvikler børns følelser de første fem leveår
Selvom alle små børn har brug for at blive mødt i deres følelser, er det ikke det samme barnet har brug for, når det er halvandet år og når det er fire år. Nedenfor kan du derfor få en lille forsmag på noget af den viden og nogle af de værktøjer, der præsenteres i “Den bedste start på livet”
Baby til halvandet
Når et barn bliver født, er dets følelsesrepertoire begrænset. Det oplever enten behag eller ubehag, og som forælder til en baby sætter man så godt som alt til side for at imødekomme barnets behov bedst muligt. Udviklingspsykologisk taler man om, at der etableres en illusion i barnet, så det lærer, at omverdenen altid bidrager med det, der er brug for, netop når barnet ønsker det. Man kan med andre ord sige, at barnet har brug for at tro på verdens godhed og på, at alle andre vil barnet det godt. Dette er helt afgørende for barnets følelse af at være betydningsfuld og føle tillid til andre. Og på den måde skabes fundamentet for barnets udvikling.
I takt med at barnet bliver større og nærmer sig et år til halvandet, udvikler det mere komplekse følelser og begynder gradvist at opdage, at der også er andre mennesker i verden. Nye erfaringer viser barnet, at det ikke altid kan få tilfredsstillet sine behov, lige når det vil. Det sultne barn får ikke længere et bryst med det samme, men må sidde og vente på sin stol, indtil maden er klar. På samme måde begynder barnet også at kunne bevæge sig frit rundt, og det oplever, at det ikke kan få lov til at rode alle de steder, det har lyst til. Alt dette udløser pludselig nye og stærkere følelser i barnet. Og forælderen går fra at være 100 procent omsorgsgiver til både at være omsorgsgiver og opdrager.
Denne overgang kan være svær for forældre, fordi vi nu også skal skabe en plads til vores egne behov. Man kommer nemt i tvivl om, hvad ens barn egentlig kan forstå – kan man for eksempel sige ’nej’ til en etårig? Og man kommer i tvivl om, hvordan man møder barnet på en passende måde.
For forældre er det vigtigt at se denne periode som en træningsfase. Konflikterne er stadig relativt milde, og børnene er hurtigt videre. Derfor handler det om at bruge tiden til at vænne sig til at være nysgerrig på, hvad det er, ens barn prøver at fortælle med sin adfærd. Herefter kan man sætte ord på følelser og intentioner: ”Du vil gerne udforske skuffen, og jeg siger ’nej’, så du bliver ked af det”, ”du må gerne blive vred på mig”, ”du vil selv holde skeen”, ”du har det sjovt med at kaste med maden” osv. Det er ikke, fordi børnene forstår alt, hvad vi siger – langtfra. Når det alligevel giver mening, er det for vores egen skyld. Vi vænner os til at sætte ord på, mens børnene er helt små, og det vil gøre, at det er nemmere for os, når børnene bliver større og følelserne tilsvarende tilspidsede.
Og lad mig så svare på, om man kan sige nej til en etårig. Ja og nej. Man kan godt sige nej, men barnet kan ikke handle på et ’nej’. Så for at få barnet til at stoppe med det, som vi ikke vil have, skal vi fysisk gå hen til barnet, gå ned i knæ og bringe os selv i øjenhøjde, sætte ord på det, vi mener, og løfte barnet væk eller omdirigere barnet til det, vi gerne vil have det til. Derved får vi barnet væk fra situationen, og det får helt konkret hjælp til at gøre noget andet end det, som det ikke må.
Når barnet oplever andre følelser, for eksempel frygt og forskrækkelse, er det vigtigt at huske, hvor meget det lille barn spejler os voksne. Hvis vi bliver forskrækkede eller reagerer meget tydeligt på frygten, vil barnets frygt blive forstærket. I stedet har barnet brug for det, der i psykologien kaldes for markeret spejling: at vi med vores øjne og stemmeføring viser, at vi forstår barnets følelse, men at vi ikke samtidig overtager den. Det bedste er derfor at møde barnet med ro og sætte ord på barnets følelse: ”Du bliver bange for vandet – vi gør det helt forsigtigt”.
Halvandet til tre
Nu kommer vi forældre for alvor på opgave. Fra barnet er cirka halvandet år, kan man opleve, at det hele nærmest eksploderer derhjemme. Barnet reagerer vildt og voldsomt og retter det direkte mod os. Den ellers så milde dreng begynder at skrige og kaster sig ned på gulvet og sparker til alle sider i ren arrigskab og råber gå væk, gå væk, så højt han kan. Det kan komme ud af det blå, så man nærmest ikke kan genkende sit eget barn, men det er helt normalt. Det er imidlertid svært at vænne sig til som voksen. Man bliver afvist – ofte. Barnet vender sig væk eller løber sin vej.
For børnene er der noget meget grundlæggende på spil: De er i gang med at opdage, hvad de kan (og hvad de på ingen måde kan finde ud af), hvad de kan lide (og hvad de overhovedet ikke kan fordrage), og hvad, de synes, er sjovt (og hvad, de synes, er dødkedeligt). De er endnu for små til at kunne prioritere i relevansen af alle deres mange selvstændige indskydelser, ideer og meninger, men de er nødt til at få plads alligevel, for de vil aldrig kunne træde frem som mennesker, hvis ikke de får mulighed for at forfølge deres egne indre ønsker.
Det er (heldigvis) ikke en løsrivelsesproces, hvor børnene forsøger at gøre sig uafhængige af os, men det er en proces, hvor de forsøger at blive nogle andre end os.
De vil være sig selv, og derfor er det noget, de gør for sig selv. Ikke mod os. Og hvis man husker på det som voksen, bliver det mindre følelsesmæssigt opslidende at rumme de kraftige reaktioner.
For denne aldersgruppe er det også vigtigt at være opmærksom på, at de ikke har brug for mange ord. Hvis børnene løber deres vej ind i et andet rum, så giv dem lidt luft, og vent et par minutter, og gå så derind, og sæt dig ved siden af barnet. Ofte behøver man ikke at sige andet end: ”Er du vred? Ked af det? Skuffet?”. Og hvis barnet bekræfter en af følelserne, kan man sige noget a la: ”Det må man gerne blive herhjemme”. Hvis barnet derefter stadig ikke vil tale med dig, så vent. Sæt dig ved siden af barnet, måske en meter derfra. Hvis dit barn slår ud efter dig, så brug så få ord som muligt: ”Jeg vil ikke have, at du slår mig”, og flyt dig så langt nok væk til, at barnet ikke kan nå dig. Det er vigtigt, at barnet mærker, at du vil det, selvom det ikke vil dig.
Hvis børn holder fast i vreden, men man selv har brug for at komme videre, kan man sige: ”Du må gerne være vred. Jeg vil gerne trøste dig, når du klar. Jeg er ude i køkkenet og går videre med aftensmaden”.
Tre til fem
Selvom børnene efterhånden er blevet større, og mange har et veludviklet sprog i denne alder, kan man stadig opleve, at ens barns følelser sidder uden på tøjet. Det kan være frustrerende, men det er vigtigt, at man ser de små udviklingstrin. Børn i denne alder begynder nemlig så småt at kunne tage noget af ansvaret for deres egen følelsesregulering. Det betyder konkret, at vi – når barnet bryder sammen i gråd over mindre ting – kan sige: ”Prøv at trække vejret, skat, og sig det til mig roligt, så jeg bedre kan forstå det”.
Børn i tre-femårsalderen vil i konkrete situationer kunne tale om deres følelser og sætte ord på, og de begynder også så småt at kunne sætte sig i andres sted. Det betyder, at man med fordel kan gøre endnu mere ud af at sætte ord på sine egne følelser som voksen. Stadig må man gerne holde igen med mængden af ord, men når det er relevant, kan man godt formulere lidt længere forklaringer: ”Jeg bliver irriteret, når du ikke tager skoene på, som jeg sagde, at du skulle”.
Det er imidlertid vigtigt, at man ikke overvurderer, hvor meget de kan forstå, hvis først følelserne buldrer og brager. Her gælder de samme principper som for de mindre børn. Så få ord som muligt og ikke noget med at bruge deres alder imod dem: ”Du er for stor til at opføre dig på den måde”. Altså, det er barnet jo åbenlyst ikke, og det er kun via den nære kontakt til os, at barnet kan lære at forstå sine følelsesmæssige reaktioner og på den baggrund regulere dem.
Det er denne dybe følelsesmæssige forståelse, der er pointen, og hvis bare vi holder fast i det, vil børnene med tiden lære at vise deres følelser på nogle mere hensigtsmæssige måder, men uden at de er blevet gjort forkerte undervejs.
Denne artikel er en introduktion til den tilknytningsbaserede tilgang til at møde børns følelser. Den baserer sig på Sofie Münsters nye bog “Den bedste start på livet”, som lige nu kan bestille med gratis fragt her.
