Opdrag uden skældud: Hvordan vi kan arbejde med vores egne triggere

Der er ikke en eneste forælder, som har lyst til at skælde sit lille barn ud eller råbe ad det. Alligevel sker det nogle gange. Ikke af ond vilje, men i frustration over, at det man gør, ikke virker, og man ikke ved, hvad man ellers skal gøre. På NOPA har jeg mange gange beskrevet konkrete værktøjer til løse konflikter med små børn (senest i denne artikel: Sådan undgår du at konflikter med små børn trækker i langdrag). I denne artikel vil jeg imidlertid gøre noget andet, for måske vejen til at undgå lange konflikter og skældud slet ikke ligger hos barnet, men derimod i os selv og den måde vi er skolet i at tænke om uoverensstemmelser mellem børn og forældre.

Kontroverser er tegn på et sundt forhold

Det kommer bag på mange, hvor besværlig relationen mellem børn og voksne er. Der er gråd. Masser af gråd. Forskere, der har observeret samvær mellem små børn og deres forældre, har dokumenteret, at der opstår milde til moderate uoverensstemmelser hvert tredje minut, og store sammenstød kan forekomme op til tre gange i timen. Tænk lige over det. Mindre uoverensstemmelser hvert tredje minut og større sammenstød flere gange i timen.

Det mest overraskende er imidlertid, at der er meget godt at sige om kontroverserne. Dels er de – som forskernes optællinger tydeligt viser – helt og aldeles normale i alle tætte relationer mellem voksne og børn. Dels er en kontrovers faktisk en tilstand, som små børn er programmeret til at klare. De evner at være i sync med forældrene og komme ud af sync og så i sync igen. Og endelig er kontroverser mellem forældre og børn et tegn på, at børnene er trygge og rolige ved at vise forældrene deres følelser. Kontroverser er således tegn på et sundt forhold – og de bør derfor ikke undgås.

Desværre er vi forældre skolet i at se anderledes på kontroverser. Det skyldes, at man i årtier har fokuseret på at få børn til at rette ind og høre efter – og i det paradigme passer gråd og kontroverser ikke særlig godt ind. Først bestemte de voksne. Siden har man forsøgt sig med metoder, som skulle få børnene med på ideen. Men i begge tilfælde er målet, at det skal se ud, som om voksne og børn vil det samme. Så selvom kæft, trit og retning ligner det stik modsatte af forhandlinger og aftaler, er metoderne ens i den forstand, at de forsøger at undgå uoverensstemmelserne. Idealtilstanden er ro og enighed.

Den tilknytningsbaserede opdragelse, som Sofie Münster introducerer i den “Den bedste start på livet”, markerer derfor for første gang et skifte: Her er det ikke et mål at minimere antallet af kontroverser, for de er en del af den pris, man betaler for ægte nærhed.

Gråd er ingen skam. Gråd er en af de vigtigste medfødte adfærdsparametre, som vi mennesker har, fordi den er til at forstå for alle. Når børn græder, ved vi intuitivt, at de har brug for noget: tryghed, beskyttelse og omsorg. Uden gråden ville vi ikke ane, hvad børnene havde brug for. Men selvom børns gråd er helt naturlig, og hver eneste forælder på kloden kender den, har vi på mange måder et unaturligt forhold til den. Vi bliver usikre, når vores barn græder. Vi føler os utilstrækkelige – særligt hvis vi står med vores første baby. Vi kan opleve, at gråden tolkes af andre som et vidnesbyrd om, at vi ikke ved, hvordan vi skal passe barnet, og at vi ikke har styr på vores barn.

Mange af os bryder os meget lidt om, at vores barn græder offentligt. Også selvom vi rationelt set udmærket er klar over, at alle andre forældres børn også græder. Hvis vores barn bryder ud i højlydt gråd på legepladsen, i vuggestuen eller på besøg hos andre uden synlig eller objektiv ’god’ grund, som for eksempel en hudafskrabning eller mavepine, kan vi komme til at føle os akavede eller inkompetente, og vi kommer derfor til at reagere anderledes, end vi ville have gjort, hvis vi var lidt mere afslappede og rolige i forhold til gråd. Måske får vi trang til at reagere resolut og kontant for at stoppe gråden. Måske bliver vi mere sure på den toårige end rimeligt er, når han ikke vil med ind i bilen om morgenen, og naboerne hører hyleriet. Eller det kan være, at vi ender i den modsatte grøft, bliver let opgivende og bruger oceaner af tid på at få vores barn med hjem fra vuggestuen for at undgå en konflikt midt i garderoben blandt alle de andre forældre og pædagoger. Og det er der jo ingen, der har lyst til.

Men som forældre kan vi lige så godt vænne os til det, for det er især, når børnene er sammen med os, at de viser deres følelser. Den unikke relation – det tætte følelsesmæssige bånd – der er mellem os og vores børn, har nemlig den indbyggede egenskab, at børnene opfører sig mere ’barnligt’ end ellers, når de er sammen med os. Samværet vækker simpelthen nogle mere primitive og turbulente følelser, end samværet med andre mennesker gør. Det er et velkendt psykologisk fænomen, som også ses i dyreverdenen, hvor blandt andre finkeunger sagtens kan spise selv, når de er alene, men straks begynder at tigge om mad, når de får øje på deres forældre. Og i årtier har bedsteforældre og andre voksne fremhævet, hvordan børnene opfører sig eksemplarisk, når de er hos dem. Men det kan vi forældre groft sagt ikke bruge til så meget, for børn vil altid være mere ’besværlige’ over for deres forældre end over for andre. Det er ganske enkelt sådan, det skal være. Kontroverser er ikke et tegn på, at I har en svag relation. Tværtimod. Man kan ikke være tæt på hinanden uden at blive uenige med hinanden.

For børn tjener uoverensstemmelser en vigtig udviklingsmæssig funktion, for det er via dem, at de gradvist kan opbygge deres psyke på en sund måde. Uden kontroverser ville børn simpelthen ikke erfare, at ting kan være svære og blive gode igen, og så ville deres stress-responssystem ikke udvikle sig hensigtsmæssigt. Som mennesker er vi født til at gennemleve uoverensstemmelser med andre og udvikle os af dem. Vi erfarer, at man kan være uenige, men stadig høre sammen.

Kontroverser er altså i udgangspunktet ikke noget problem for børn. Heller ikke for voksne, i øvrigt. De giver børn og voksne mulighed for at minde hinanden om, at det er o.k. at være forskellige, og derfor skal vi ikke forsøge at undgå dem. De er enkeltstående sammenstød, som opstår mange gange i løbet af en dag. De dukker op, når barnet får ’nej’, hvis det føler sig misforstået, eller bare, når alle er trætte og har lidt kortere lunte. En kontrovers udløser stærke følelser hos barnet, men er kendetegnet ved, at kontakten bevares, og barnet derfor kan få hjælp til at komme hurtigt videre igen.

Helt anderledes forholder det sig med konflikter. For mens kontroverser er små og kortvarige uoverensstemmelser, er konflikter typisk længerevarende og kraftigere. Under kontroverser opfører vi voksne os genkendeligt, som barnet er vant til. Konflikter derimod har en tendens til at igangsætte en negativ spiral, som kan gøre os mere iltre og højrøstede.

I det perspektiv er pointen altså ikke, at vi skal undgå uenigheder med vores små børn. De kommer, når de kommer. Det eneste afgørende er, hvordan vi som voksne vælger at reagere på det.

Konflikter er røde – kontroverser er grønne

En optrapning af uenighed kan udvikle sig på to måder, afhængigt af os forældres reaktioner. Vi kan reagere automatisk, eller vi kan reagere bevidst. Jeg kalder det, at vi befinder os i rød zone, når vi reagerer automatisk, og i grøn zone, når vi reagerer bevidst. Målet er at reagere bevidst så ofte som muligt, da det er mindst problematisk for relationen, for barnet og for os selv.

Automatiske reaktioner er primitive, følelsesladede, unuancerede, ugennemtænkte og impulsive. De kan være voldsomme og få én til at handle ude af karakter. De fører ofte til konflikter, fordi man kommer til at skælde ud, kritisere, råbe eller andre ting, som man bagefter fortryder. De automatiske reaktioner er dem vi fortryder bagefter.

I andre situationer reagerer vi bevidst og kontrolleret. Vi er i den grønne zone, og selvom barnet er utilfreds og fortvivlet, ender det ikke i konflikt, fordi vi formår at holde fast i os selv. Bevidste reaktioner foregår blandt andet i de mere avancerede områder af hjernen. Når man benytter disse områder, bliver man i stand til at styre sin adfærd, tænke rationelt og reflektere, og det bliver muligt at tænke forskellige løsninger igennem og at overveje konsekvenserne af ens adfærd. Det er de områder af hjernen, som man benytter sig af, når man har sammenstød eller uoverensstemmelser med sine børn, uden at man mister sig selv eller bliver en anden, end barnet er vant til.

Ny og omvendt metode til konfliktløsning

Det afgørende er altså, hvilken mental tilstand vi som voksne er i, når der opstår kurrer på tråden mellem os og barnet. Det er os voksne, der bestemmer, om kontroverserne bliver til deciderede konflikter. Så enkelt er det. Det har ikke noget med børnene at gøre, selvom det føles sådan, når ens barn slår, sparker og på alle måder opfører sig urimeligt. Men relationens asymmetri betyder, at vi er nødt til at være i en mental tilstand, hvor vi bevarer evnen til at se både barnets og vores eget perspektiv på samme tid. Når vi reagerer automatisk, kan vi kun se vores eget og den allermest primitive del af det. Vi er i vores følelsers vold og ser ikke nuancer, årsager og forklaringer.

Den tilknytningsbaserede metode, som du får en kort introduktion til her og som udfoldes detaljeret i “Den bedste start på livet”, der løses konflikter med små børn omvendt af traditionelle metoder. I stedet for at kigge på barnet for at finde årsagen til konflikten – hvad triggede barnet? – så starter denne metode hos os selv som forældre: Hvad sker der i mig? Hvorfor trigger jeg? Refleksionerne kan gøre os klogere på os selv og dermed sikre, at vi så ofte som muligt kan forblive på de højere og mere rationelle niveauer i vores hjerne. Det vil sige, at vi kan holde op med at skælde ud og gøre en ende på den adfærd, som gør ondt på børnene og er uhensigtsmæssig i forhold til relationen. Og dermed undgår vi selv den efterfølgende nagende sorte samvittighed.

Typisk reagerer vi pr. automatik, når vores børn udløser bestemte følelser i os. Vi genkender ikke nødvendigvis følelserne straks, men de føles ubekvemme. De er en slags sårbarheder, som vi har med os fra vores eget liv som barn eller ung, og som vores børn har en helt særlig tendens til at kunne aktivere hos os. Børnenes adfærd kan simpelthen igangsætte nogle ubevidste og dybt indlejrede handlemønstre. Der kan vi alle have noget, vi gerne vil ændre som forældre. Og et første skridt er at begynde at overveje, hvad det er for følelser eller oplevelser, som man kan genkende som ubekvemme. Det er selvfølgelig forskelligt fra person til person, men der er nogle typiske tematikker, som går igen:

Man føler sig afvist af barnet. Følelsen opstår for eksempel, når vi rækker hånden ud, og barnet ikke tager imod den, men i stedet råber: ”Jeg vil ikke have dig, jeg vil have min faaaaarrrr” (eller mor), eller når barnet skriger, at man skal gå sin vej. Det er en følelse af ikke at kunne bruges. Og den strider imod ens urinstinkt om, at man som forælder ønsker at være barnets førstevalg.

Man har svært ved at sætte grænser for sig selv. Mange kender trangen til at ville gøre andre glade og møde andres behov frem for at prioritere sine egne. Det kan måske skyldes, at man ikke har ret meget træning i at sætte grænser for sig selv. Og når man endelig sætter en grænse for sig selv, kommer man til at gøre det for sent og for kraftigt. Pludselig eksploderer man, fordi man bare ikke kan have det mere. Især når man er sammen med ens børn, som jo af helt naturlige årsager kommer til at træde over ens grænser igen og igen, fordi de simpelthen ikke ved bedre endnu.

Man føler sig inkompetent. Vi vil alle sammen gerne være gode forældre for vores børn, og når vi pludselig står i en situation, hvor det, vi gør, ikke virker, kan det trykke på alle vores knapper. Man kan føle sig som en dårlig forælder, når man ikke ved, hvad man skal gøre, og så tyr man til de mere traditionelle metoder, hvor man bruger magt for at få styr på situationen og vise over for sig selv, at man godt kan håndtere den.

Man har svært ved adskillelser fra barnet. Nogle forældre får rigtig dårlig samvittighed, når de er nødt til at være væk fra deres barn. Det kan gøre helt almindelige situationer rigtig svære: at aflevere børnene i institution, at få dem passet af bedsteforældre eller sågar at putte dem om aftenen. Selvom putterutinen begynder i godt humør med en godnathistorie og aftenhygge, kan den ende som en slagmark. Når tiden kommer til, at man skal sige godnat og gå ud af værelset, begynder barnet at græde. Så bliver man ambivalent, får ikke rigtig sagt godnat, så barnet forstår det. Grænserne bliver utydelige, barnet kalder og løber ud af sengen, reagerer måske med mere gråd, og så accelererer situationen.

Man føler sig usynlig eller ignoreret. Man skal ikke have været forælder til et lille barn ret længe, før man stifter bekendtskab med følelsen af, at ens barn har selektiv hørelse. Selvom det er helt naturligt og egentlig blot er et udtryk for barnets begrænsede arbejdshukommelse, kan det udløse en pludselig følelse af skam og derefter vrede, fordi man kan opleve, at man ikke er værd at lytte til.

Man føler sig presset, træt og uden overskud. På dage, hvor man er udkørt, er der sjældent langt til de automatiske reaktioner. Vores hjerne har simpelthen ikke energi nok til rådighed til at kunne holde hovedet koldt. Og så kan det ende langt mere ophedet, end man havde lyst til.

Så hvad skal man gøre? Når man står der midt i situationen og måske godt ved, at det ikke er helt godt det, jeg gør, men at jeg ikke ved, hvad jeg i stedet skal gøre? Svaret er enkelt: Når man er lige ved at skælde ud, råbe, kritisere, true eller på anden måde gøre noget, som man bagefter fortryder eller har dårlig samvittighed over, og som barnet føler skam over og derfor reagerer negativt på, så skal man stoppe med at interagere med sit barn. Man skal lukke sin mund.

STOP med at interagere med barnet

Så enkelt kan det faktisk siges. Man skal bare stoppe. Man kan sætte sig ned i samme rum (ikke gå væk og skabe fysisk distance, for det vil virke utrygt for barnet) og trække vejret dybt for at få ro på hjernen og kroppen. Det kan nogle gange hjælpe at sige ting til sig selv som ”jeg skal have ro på nu” eller ”det her skal ikke accelereres yderligere”. Det er ikke vigtigt, om man gør det ’rigtige’. Det eneste, der er afgørende, er, at man er villig til at stoppe det ’forkerte’. Og hvis ikke man ved, hvad man skal gøre, kan man bare sige ærligt til barnet: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre lige nu”.

Herefter er man nødt til at vente på, at det hele bliver mere roligt. Det kan tage noget tid, sådan er det. Man skal endelig ikke sige for meget. Måske ikke andet end: ”Jeg er klar til at trøste dig, så snart du er klar”. Og når man begynder at mærke roen og stemningsskiftet, kan man åbne for at få genetableret forbindelsen ved at give plads til barnets oplevelse. Det handler altså ikke om at sige: ”Skal vi være gode venner igen?”, men om at give plads til det svære, før det kan blive godt igen: ”Du må være blevet forskrækket, da jeg råbte ad dig …?” eller ”du blev vred på mig, da jeg …”. Start altid med barnet og ikke dig selv. Når børn mærker, at deres oplevelser og ønsker bliver taget alvorligt, bliver det mindre vigtigt for dem at få ret. Og husk på, at de bruger et andet sprog end os. Min mellemste svarede for nylig, da jeg spurgte hende til hendes vrede, at jeg havde drillet hende. I mit hoved tænkte jeg: ”Hvad taler hun om”, men frem for at affeje det, spurgte jeg hende, hvad hun mente. ”Da du bare tog mig og løftede mig ovenpå, drillede du mig”. Det var hendes sprog for, at nogen gør noget mod én, som man ikke kan lide eller ikke vil have, og da jeg accepterede det, blev hun lydhør over for min udgave også.

InspirationOpdragelseOpdrag uden skældud: Hvordan vi kan arbejde med vores egne triggere
Sofie Münster
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Psykolog og stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast på Go' Morgen Danmark på TV2. Sofie er selv mor til tre piger.

Mest læste lige nu