I mange år har det været en gængs opfattelse blandt både forældre og eksperter, at børn kan have brug for at køle af alene, når de er oprevne. Man kalder det for en ’timeout’, som er et begreb fra sportens verden, der er trænerens mulighed for, for eksempel midt i et angreb, at give ophidsede spillere en mulighed for at få pulsen og vreden lidt ned.
Metoden har muligvis vundet udbredelse i børnefamilier og blandt professionelle, fordi den umiddelbart kan se ud til at virke ganske godt. Man sender det ’umulige’ barn ind på værelset et lille stykke tid, indtil det bliver mere roligt. Og ganske rigtigt kommer barnet lidt senere ud fra værelset i stand til at tale behersket og forståeligt – altså mere roligt.
Men kun på overfladen.
Studier har vist, at når børn op til fire år ufrivilligt bliver adskilt fra deres forældre, øges deres stressniveau. Der sker således det stik modsatte af timeoutens formål. Og ikke nok med det. Den erfaring, barnet tager med sig, er, at hvis man oplever følelser, der får én til at opføre sig på bestemte måder – for eksempel at slå, sparke, råbe eller skrige – så er det ubehag, man er nødt til at klare alene – for de voksne vil ikke hjælpe. Derfor vil erfaringen naturligt få barnet til at tro, at disse følelser er skamfulde og forbudte – og i hvert fald helt sikkert ikke er nogen, man kan få andres hjælp til at håndtere.
Barnet lærer dermed det modsatte af det, som barnet har brug for at lære. Det erfarer, at vi kun gider det, når det er på bestemte måder. I stedet har barnet brug for at erfare, at vi gider det, uanset hvordan det opfører sig.
I den tilknytningsbaserede opdragelse, som præsenteres i Sofie Münsters nye bog “Den bedste start på livet” og som handler om tilknytning, og om hvordan forældre kan knytte det stærkeste bånd til deres børn, er timeouts derfor ikke et værktøj i værktøjskassen. I stedet hjælpes forældre til at tage ansvar for at løse kontroverser og konflikter med deres små børn på en måde, så relationen ikke lider overlast.
Voksne kan sagtens have brug for en pause
At børn ikke sendes på værelset, betyder ikke, at vi voksne ikke kan have brug for en pause og trække vejret. Men så er det vores behov og ikke barnets. Derfor handler det om at blive hos barnet og turde stå ved sit behov: “Jeg skal lige have ro på mig selv” eller “jeg har lige brug for et øjeblik”. Man kan bare sætte sig og give sig selv ro til at finde ud af, hvad der er brug for.
Og hvis ikke man ved, hvad man skal gøre er det fuldstændigt okay at sige: “Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre lige nu, så jeg sætter mig lige ned et øjeblik og tænker mig om”.
Sådan løser man konflikter med små børn uden brug af timeout
I “Den bedste start på livet” præsenterer jeg en skridt-for-skridt-beskrivelse til at løse konflikter med små børn, som du nedenfor kan få en forsmag på. Hvis man hidtil har bekendt sig til opdragelsesmetoder, der hylder fraværet af kontroverser, kan det virke bizart at få en guide til det gode skænderi. Men samvær med andre mennesker kan ikke udelukkende bygge på enighed. Samvær skal i stedet bygge på, at der er plads til alles følelser og meninger, og det lærer barnet gennem kontroversen med sine forældre.
1. Sæt ord på barnets intention eller uenighed
Når vi opdager det første tegn på, at der er optræk til konflikt, er vores impuls ofte at gentage vores ønske eller hensigt: ”Det er altså tid til at tage tøj på nu — vi skal skynde os” eller ”så må du gå forrest næste gang”. Men det vil ofte forstærke barnets reaktion, fordi barnet ikke føler sig set og forstået. Kan vi derimod vise barnet, at vi ser dets frustration eller uenighed, kan vi ofte bevare kontakten og få rundet situationen af. Vi skal ikke begynde at give barnet tøjet på eller gå op ad trappen igen for så at lade barnet gå ned igen forrest. I stedet skal vi for eksempel sætte os ned på knæ foran barnet, ae det kærligt på kinden for at signalere, at vi ser dem, og sige: ”Du er lige i gang med noget andet og har ikke lyst til at tage overtøj på?” eller ”jeg kom til at gå først, selvom du gerne ville gå først?”. Det virker beroligende, hvis vi er fysisk tæt på barnet, er kærlige og i øjenhøjde.
Hvis ikke det virker, kan du gå videre til trin 2.
2. Giv tid
På trin nummer to er barnet vrangvilligt og viser tydeligt, at det ikke ønsker at samarbejde lige nu. Det modarbejder os, løber måske væk eller laver spagettiben, når vi forsøger at få det i gang med at tage tøjet på. Det græder ikke ustoppeligt, men det er ikke tilfreds med situationen. I denne situation er vores impuls ofte at gøre grænsen endnu tydeligere. Det kan være, at vi begynder at forklare, hvordan vi altså har travlt, og at det er tid til at komme ud ad døren, eller at vi siger tingene mere bestemt: ”Jeg gider ikke diskutere det – tag så det tøj på, når jeg beder dig om det”. Er vi rigtig utålmodige, begynder vi måske at overtage opgaven og giver barnet tøjet på, hvilket vil gøre de fleste børn endnu mere vrede. De vil selv, bare ikke lige nu.
Det hjælper dog sjældent at intensivere konflikten og sætte tempoet op. Til gengæld virker det stort set altid at gøre det modsatte. Giv barnet tid. Det virker måske kontraintuitivt eller eftergivende, men små børn har brug for mere tid end voksne til at omstille sig. Når de lige får et øjeblik, går tingene typisk meget nemmere (og ender med at tage meget mindre tid end optrapningen).
Man giver tid ved at sige til barnet: ”Du får lige et øjeblik til at blive klar”. Situationen er endnu ikke ophedet konflikt. Det er bare et barn, som er vrangvilligt. Og at give barnet et øjeblik trækker energi og intensitet ud af situationen. Ofte vil det i øvrigt give forælderen de to minutter til lige selv at færdiggøre sine gøremål. Pakke tasken og så komme tilbage. De to minutter giver barnet mulighed for selv at vælge at komme med om bord, og derfor er tid simpelthen det vidundermiddel, som virker allerbedst med små børn. Modsat vil vi voksne typisk for meget for hurtigt.
Hvis det stadig ikke virker, kan du gå videre til næste trin.
3.a Hvis du har mulighed for det, så vent til dit barn er mere rolig
Konflikten er nu en realitet. Barnet er oprevet, og følelserne lader sig ikke lige regulere. Træk vejret dybt, og mind dig selv om, at barnets reaktioner er helt normale. Det er ikke, fordi din opdragelse ikke virker, men fordi dit barn endnu ikke har lært at regulere sine følelser. Giv endnu en gang barnet lidt tid. Det giver ikke mening at tale til et barn, der er meget vredt. Som forælder kan man ellers have temmelig meget lyst til at forsøge at stoppe adfærden og sige ting som ”så slapper du lige lidt af” eller ”der er ikke nogen grund til at blive så vred” eller ved at tage barnet op i armene og holde det fysisk fast. Men det gør kun tingene værre. Så lad være med det. Hvis barnet er løbet ind på et andet værelse, kan man lade det være lidt alene der. (Det har intet med en timeout at gøre, for det er barnets valg at flytte sig væk fra os).
Efter et lille stykke tid (maks. et par minutter) går man ind til barnet. Hvis man har været i samme rum hele tiden, kan man efter et par minutter bevæge sig lidt tættere fysisk på barnet. Tag initiativ til kontakt ved at vise barnet, at du ser, hvilke følelser det har: ”Du er blevet meget vred på mig”, eller sætte ord på barnets ønsker: ”Du ville rigtig gerne lege lidt mere”. Måske barnet bekræfter påstanden. Måske gør det ikke. Herefter kan man validere oplevelsen: ”Det må man gerne blive herhjemme”, for at tydeliggøre over for barnet, at det ikke er forkert at føle vrede eller at ville noget andet. Dette kan nogle gange åbne for kontakt og dermed for at få rundet situationen af. ”Kan du huske, hvad det var, du ikke ville?”. Nogle gange kan barnet huske det – andre gange kan det ikke. ”Du ville ikke have tøj på. Vi kan gøre det sammen”. Det handler om at udnytte kontakten og nærværet til at komme tilbage på sporet, for så vil barnet med stor sandsynlighed ikke længere kæmpe imod.
3.a Hvis ikke du har mulighed for at vente, så bær din grænse igennem uden drama
Hvis det ikke er muligt at vente, fordi I fx skal ud af døren, så er man selvfølgelig nødt til at bære sin grænse igennem. Men der er ikke nogen grund til at handle i affekt eller vrede.
Sig til dit barn, hvad du kommer til at gøre (“Jeg bærer dig ud i bilen nu og så må du sidde der uden sko”). Det handler med andre ord om at holde fast i grænsen (og planen), men uden at man med en masse forklaringer, kritik eller vrede får gjort barnet forkert.
4. Hvis barnet er i rød zone
På dette øverste trin er situationen i rød zone. Man har måske selv været en tur omkring sin egen røde zone, og barnet har reageret fuldstændig ufiltreret ved at spænde op i hele kroppen og slå, sparke, råbe eller gemme sig under sengen.
På dette trin føler man som voksen, at alle ens muligheder er udtømt. Ligegyldigt hvad man gør, slår, sparker eller råber barnet. Der er ingen kontakt. Nu handler konflikten for os voksne ikke længere om, at barnet ikke vil have tøj på, men om barnets opførsel. Man føler en stærk trang til at sætte grænser og vise barnet, at man ikke vil finde sig i det. Men det hjælper ikke at accelerere sin egen vrede og sige ting som ”nu er det nok” eller ”nu vil jeg fandeme ikke mere”. Det hjælper heller ikke at gå ind i diskussionen med barnet og forsøge at forklare sig og svare på det, det siger. I stedet må man – selvom det er svært – bevare roen. Hvis barnet slår, kan man bare ganske kort og bestemt sige: ”Jeg vil ikke slås” og så bevæge sig lidt væk, så barnet ikke længere kan slå én.
Barnet har brug for, at vi reducerer kompleksiteten. At vi bare sætter os ned og venter og siger så lidt som overhovedet muligt uden at ignorere barnet. På et tidspunkt kan man fornemme, at barnet bliver mere roligt. Det kan tage ganske lang tid for nogle børn, hvilket er helt normalt. Men når man fornemmer, at barnet er ved at falde lidt ned igen, kan man tage initiativ til kontakt. Det er forældrenes ansvar, at kontakten genoptages. Det er altså ikke barnet, der ’kan komme igen, når det kan opføre sig ordentligt’. Man skal heller ikke lægge ansvaret over på barnet ved for eksempel at spørge, om han er ’blevet god igen’. I stedet kan man tage kontakten til den toårige ved for eksempel at sige: ”Du er blevet vred på mig”, eller til det lidt ældre barn med et mere veludviklet sprog: ”Har du lyst til at fortælle mig, hvorfor du er blevet så vred?”. Endnu en gang er det vigtigt at validere oplevelsen: ”Okay, jeg forstår. Det er virkelig træls at skulle tage overtøj på, når man er i gang med noget sjovt”.
Hvis man selv har været i den automatiske zone, er det vigtigt at tage meget tydeligt ansvar for at genetablere forbindelsen: ”Jeg er ked af, at jeg råbte ad dig, blev du forskrækket?”. Det er vigtigt, at oplevelsen ikke får lov til at stå uantastet, og derfor dur det ikke at give barnet et medansvar eller at begynde at forsvare sig selv. Forbindelsen bliver genetableret, når barnet kan mærke, at vi ser og accepterer de følelser, som fulgte med sammenstødet.
5. Husk reparationen
Et du endt med at skælde ud, råbe, kritisere eller på anden måde gjort noget, som du bagefter fortryder eller føler dårlig samvittighed over, så skal det hele nok gå alligevel. Alle forældre begår fejl og det kan en nær relation sagtens holde til.
Men husk altid reparationen – at samlet det op igen. Ikke ved at lægge ansvaret over på barnet eller ved at forklare barnet en masse om, hvorfor du blev vred (for så gennemlever barnet bare det hele igen), men ved at tage ansvar og giv plads til barnets oplevelse: “Jeg er ked af at jeg råbte – du må være blevet forskrækket”. Hvis barnet vil sætte ord på, så fint, men hvis det ikke vil er det også helt ok. Det vigtigste er den voksne anerkendelse af barnets følelser.
