De fleste konflikter og konfrontationer med børn opstår, når vi som forældre har svært ved at få børnene til at gøre det, vi siger. De gider ikke at tage tøj på, nægter at rydde deres legetøj op eller vil ikke spise aftensmaden. Og før man ser sig om er situationen stukket af, og børnene er vrede og vi er frustrerede.
Men hvad er alternativet?
I sin helt nye bog “Den bedste start på livet” beskriver Sofie Münster indgående, hvordan forældre med nogle ganske små justeringer kan dulme børns store følelser og hjælpe dem med at regulere dem på en måde, som ikke skaber afstand i relationen.
Men allerede her kan du få fire enkle skridt fra bogen, som du kan benytte hver eneste gang, du gerne vil have dine børn til at samarbejde. Jo oftere du bruger dem, des mere effektive bliver de, fordi det skaber klarhed og tryghed for børnene, når de ved, hvad de kan forvente af os som forældre.
Hvad sker der, når børn “IKKE vil”?
Børn reagerer typisk på én af to måder, når de har svært ved at samarbejde, som vist på nedenstående tegning. Enten går de i “rød zone”, hvor de bliver vrede, frustrerede, svarer igen og måske endda slår og sparker. Eller også går de i “blå zone”, hvor de går ind i sig selv, bliver indadvendte og går ind i sig selv.
Børnenes forskellige reaktioner kan få os som voksne til at reagere på forskellige måder, men uanset om børnene reagerer på den ene eller den anden måde, så er det faktisk ofte det samme, de har brug for fra os. Vi skal hjælpe dem tilbage til “grøn zone”, hvor der er ro på kroppen, og børnene bliver i stand til at lytte og tage ved lære – og til det formål er nedenstående fire skridt særligt effektive:
1. Giv børnene medbestemmelse, men KUN på denne måde
Når børn reagerer på vores krav, sker det lynhurtigt og ofte helt ubevidst – og det betyder, at det faktisk har stor betydning, hvordan vi siger tingene. Siger vi “tag bukser på”, “spis”, “kom nu i gang”, så øger vi sandsynligheden for, at børnene IKKE vil, fordi de ubevidst føler, at de ikke har nogen valgmuligheder og at kravet bliver “trukket ned over hovedet på dem”.
Giver vi i stedet børn valgmuligheder ved fx at sige “det er tid til at tage tøj på – skal vi starte med bukserne eller blusen?”, “det er sengetid – skal vi læse en bog eller synge en sang?” eller “vi skal ud af døren. Jeg hjælper dig med støvlerne og du bestemmer, hvilken fod, der skal først”, så er der langt større chance for, at børnene gerne vil.
Det er vigtigt, at begge valgmuligheder fører til samme resultat. Vi skal ikke stille spørgsmål, hvor vi ikke “kan leve” med begge svar (sig fx ikke “tager du tøj på, nu?”) for så er det, at konflikten opstår. Mindre børn kan ikke overskue en masse valgmuligheder og de bliver naturligt frustrerede, hvis vi stiller dem et spørgsmål, men ikke accepterer deres svar.
Begrænsede valgmuligheder er altså ofte gode. De lærer børnene, at deres mening har en betydning og det bygger dem op som mennesker. De oplever ganske enkelt, at det, som de kommer med har værdi. At de er værd at lytte til og så lærer de med tiden også at lytte til sig selv.
Hvis vi som voksne derimod styrer børnene hele tiden og ikke inddrager dem, så ved de ikke, hvordan de skal agere med mindre, der er en voksen ved deres side, og det er ikke særlig holdbart i længden. Hvad gør man fx på legepladsen, når man skal dele legetøjet eller i skolegården, når man skal være en god kammerat? Her har børn brug for at de tør lytte til sig selv og stå ved, hvem de er.
2. Søg kontakt, hvis du oplever modvilje
Virker nr. 1 ikke, så gå videre til dette skridt. Her handler det om at søge kontakt med børnene i stedet for at blive ved med at gentage vores krav.
Frem for at sige “kom nu i gang”, “hør så efter”, “nu gider jeg ikke at sige det mere”, så sæt dig roligt ved siden af dit barn, læg armen om ham eller hende (det frigiver positive signalstoffer som eksempelvis oxytocin), og sæt ord på dit barns modvilje: “Du har ikke lyst til at tage sko på lige nu”, “du var lige i gang med noget, der var rigtig sjovt” eller “jeg kom til at tage en anden kop end den du helst ville have”.
Dette handler ikke om at give efter for børnene, men om at vise dem, at vi forstår dem. Der er altid en grund, når børn ikke gør, som vi siger, og den kan vi med fordel være nysgerrig på. Det kan jo være, at barnet lige var igang med en sjov leg, og har brug for at høre mor eller far sige “jeg kan godt forstå, at du er skuffet. Vi kan lade legetøjet ligge fremme, så du kan lege videre, når du er hjemme igen”.
Dette skridt kan du også sagtens bruge til helt små børn, som endnu ikke har et færdigudviklet sprog. De har blot brug for, at vi hjælper dem med at sætte ord på. “Der blev du ked af det, var” eller “det kunne du ikke lide”.
Pointen er at møde barnet i dets følelser og at se dets intentioner, for på den måde bliver det meget nemmere for et barn at lære at regulere alle de store følelser.
3. Giv tid
Kan du mærke, at intet af det, du gør, virker, så GIV TID. Vores impuls er ellers ofte at gøre grænsen endnu tydeligere, når børnene ikke hører efter. Det kan være, at vi begynder at forklare, hvordan vi altså har travlt, og at det er tid til at komme ud ad døren, eller at vi siger tingene mere bestemt: ”Jeg gider ikke diskutere det – tag så det tøj på, når jeg beder dig om det”. Er vi rigtig utålmodige, begynder vi måske at overtage opgaven.
Det hjælper dog sjældent at intensivere konflikten og sætte tempoet op. Til gengæld virker det stort set altid at gøre det modsatte. Giv barnet tid. Det virker måske kontraintuitivt eller eftergivende, men husk på, at små børn har brug for mere tid end voksne til at omstille sig. Når de lige får et øjeblik, går tingene typisk meget nemmere (og ender med at tage meget mindre tid end optrapningen). Man giver tid ved at sige til barnet: ”Du får lige et øjeblik til at blive klar”.
4. Rund situationen af og undlad at trække den i langdrag
Det er vigtigt, at vi som voksne ikke overlader ansvaret for at runde situationen af til børnene. Hvis barnet er blevet mødt i sine følelser og har mærket, at det er okay at være uenig, kan man sagtens sige til barnet, at det er tid til at komme videre. Hvis barnet ikke er klar, kan man tilbyde sin trøst og eventuelt tage det på armen eller sige til barnet, at det gerne må få lidt tid til at blive klar, men at man selv går videre med det, man var i gang med.
For børn under to-tre år er arbejdshukommelsen stadig meget begrænset, og derfor har børnene brug for hjælp til at komme videre. De kan ikke huske særlig langt tilbage og formentlig glemt, hvad hele uoverensstemmelsen handlede om. Det betyder i praksis, at det ikke bør tage mere end højst et par minutter, hvor barnet bliver mødt i sine følelser. Hvis barnet fortsat er ked af det eller græder, kan man med fordel hjælpe det videre ved at komme med forslag til en leg, pege på noget legetøj eller gå videre med det, man var i gang med, for eksempel med barnet på armen.
Er barnet større kan man roligt at sige: ”Jeg er med på, at du stadig er ked af det, men jeg vil gerne videre med morgenen, så nu går jeg ud og pakker tasken. Kald, hvis du har brug for noget – ellers kommer jeg og kigger til dig lige om lidt” eller ”det er helt okay, hvis du har brug for lige at trække vejret. Jeg går videre med maden imens”.
Måske tænker du umiddelbart, at der ikke er tid til de fire skridt, men husk at konflikter ofte tager endnu mere tid (især fordi de også sidder i kroppen på både barn og voksen i lang tid efter).
Det kræver tålmodighed at lære børn at regulere deres følelser, så man undgår unødige konflikter, men den mest effektive vej er nu en gang at møde børnene med den SAMME tilgang HVER GANG. Alle ovenstående fire skridt skaber en grundlæggende tryghed, og det er derfor de virker. Børnene mærker, at man kan være uenig, men stadig høre sammen. Du kan læse meget mere om forskningen bag metoden og få mange flere konkrete værktøjer i “Den bedste start på livet” af Sofie Münster.
