Skældud er et af de mest omdiskuterede emner indenfor børneopdragelse – også her på NOPA. Her går vi et spadestik dybere med forskningen, og ser nærmere på, hvorfor skældud ikke virker – og hvilke alternativer, som omvendt har større effekt, fordi de rent faktisk får børn til at lytte.
De fleste forældre vil kunne nikke genkendende til, at deres børn nogle gange bare opfører sig enormt grænseoverskridende. I sådanne situationer kan det være svært at holde hovedet koldt. Vi bliver måske både vrede og frustrerede, og før vi ser os om, reagerer vi mere kraftigt, end vi havde tænkt os (eller havde lyst til).
Vores reaktioner er naturlige. Men det er børnenes også.
Ser vi nærmere på børnenes hjerner og deres udvikling, er deres reaktioner faktisk endnu mere forståelige end vores.
Derfor virker skældud ikke
Inden for de seneste år har hjerneforskere dokumenteret, at børns reaktioner i høj grad påvirkes af hvilke dele af deres hjerne, som er aktive.
Når børn ikke hører efter, slår, råber, sparker, modarbejder os eller går ind i sig selv og nægter at kommunikere med os, så er det typisk de mere primitive dele af hjernen, som er aktive. De får børnene til at opføre sig ret rigidt (alting skal være på DERES måde) eller kraftigt (de bliver meget kede af det, vrede eller frustrerede).
Når børnene omvendt samarbejder, kommunikerer og hører efter, så er det de mere avancerede områder af børnenes hjerner, som er aktive. Det er de dele, som gør børnene i stand til at se nuancerne, forholde sig til andre menneskers oplevelse og i det hele taget får børnene til at lytte og tage ved lære (alt det vi har brug for, når vi opdrager).
Nogle hjerneforskere beskriver de primitive områder som “hjernen nedenunder” (reactive=reagerende), og de avancerede områder som “hjernen ovenpå” (receptive=modtagelig), som vist på denne tegning :
Illustration fra bogen “No-Drama Discipline” (se kilder)
Når børnene bruger den del af hjernen, som er nedenunder, går de i forsvarsposition og ofte ender vi i konflikter med dem. Når børnene bruger de områder af hjernen, som er ovenpå, bliver de derimod modtagelige og samarbejdsvillige.
Men det er ikke det eneste, vi ved.
Forskere har nemlig også fundet ud af – og det er her, at det bliver rigtig interessant – at børn fødes med en fuldt udviklet primitiv hjerne, mens den avancerede del af deres hjerne faktisk først er færdigudviklet, når de bliver 25 år.
Denne viden forklarer os, hvorfor børn ganske enkelt ikke altid kan “opføre sig ordentligt”. Deres primitive hjerne er simpelthen så dominerende, at det ofte kan være næsten umuligt for børnene at aktivere de mere avancerede områder. Nogle dage kan de måske godt, men andre dage er det næsten umuligt.
Især når vi skælder ud, bliver det svært for børnene.
Vores reaktion aktiverer nemlig de primitive områder, og det får børnene til at føle sig “truet”, de bliver kontrære, “umulige” og i det hele taget arbejder de imod os ved enten at være udadreagerende eller ved at gå ind i sig selv. Derfor virker skældud ikke.
Hvis børnene omvendt mærker, at vi som forældre anerkender dem og forstår dem, så beroliger vi børnenes reaktioner, og det øger faktisk sandsynligheden for, at de kan aktivere de mere avancerede dele af hjernen.
Samtidig kommunikerer anerkendelse også noget meget grundlæggende til børn, nemlig, at vi altid er der for dem – også når de opfører sig allerværst. Og det er faktisk her, du har det stærkeste og bedste argument imod skældud.
Men hvordan gør man det så? Nedenfor har du tre alternativer, som hjælper børnene med at aktivere “hjernen ovenpå”.
1. Vent med at stille krav indtil dit barn rent faktisk kan leve op til dem
Som hovedregel er det altid godt at have lidt is i maven, når man har med børn at gøre. Ofte reagerer de hurtigt eller uventet, og det kan tage noget tid for os som voksne at få aflæst, hvorfor vores børn reagerer.
Derfor kan det være en rigtig god ide at vente med at stille krav.
I stedet for straks at sige “tag så de støvler på”, så vent med at sige det til dit barn rent faktisk hører, hvad du siger. Når vi stiller kravene for tidligt, ender vi nemlig rigtig ofte med at føle, at vores autoritet bliver undermineret (fordi børnene ikke gør, som vi siger og tager støvlerne på), og før vi ser os om, er vi i fuld gang med at forhandle kravet, så vi da i det mindste føler, at vi har en lille smule autoritet (“…men så tager du dem altså selv på næste gang!”).
Det virker dog langt bedre, hvis vi undgår forhandlinger, og i stedet hjælper børnene med at finde ro (få konkret tips til dette her). Så snart du har kontakt til dit barn, kan du stille dit krav og sætte grænsen – men ikke før.
2. Ro er et af vores bedste værktøjer
Vores reaktioner påvirker vores børns reaktioner, og det kan virke både positivt og negativt.
Det virker negativt, hvis vores reaktioner skifter, og vi f.eks. den ene dag råber, og den anden dag ikke orker konflikten og dermed ser gennem fingre med børnenes adfærd. Det skaber utydelighed over for børnene, for hvad gælder så? Når børn ikke ved, hvad de kan regne med fra os forældre, kan det skabe usikkerhed hos børnene, og det øger sandsynligheden for, at de reagerer med de primitive områder af hjernen.
Reagerer vi omvendt altid på samme måde – ved at være rolige – så smitter vores ro med tiden af på børnene, og langsomt får de lov til selv at erfare, hvordan deres mor eller far faktisk sagtens kan hjælpe og støtte dem, selvom de er kommet til at opføre sig forkert. Dette opbygger relationen mellem barn og voksen, og sikrer, at børnene faktisk tager de regler og grænser til sig, som vi sætter. Måske ikke første gang, men i hvert fald over tid.
At være rolig er altså noget af det bedste vi kan være. Det handler ikke om, at vi som forældre ikke må vise børnene følelser, men derimod om børnenes fuldstændigt naturlige behov for at mærke, at vi kan rumme deres.
3. Anerkend ALTID børnenes følelser
Anerkendelse er ikke det samme som at give børn ret i det, de har gjort. Derimod giver det dem plads til at føle sig forstået, og det får automatisk børn til at vende deres opmærksomhed mod os.
Helt konkret handler anerkendelse om ikke at minimere eller “afvise” det børnene går igennem. Når vi anerkender, undgår vi at sige ting som “der skete ikke noget”, “der er ikke noget at være ked af”, “det skal du ikke være bange for” “slap af” eller “der er ikke nogen grund til at blive vred”.
Det virker langt bedre at sige ting, som sætter ord på børnenes oplevelse: “det gjorde dig virkelig ked af det, hva’?”, “nogle gange kan man godt blive bange for…”, “jeg ved godt, at det er svært” eller “du ville rigtig gerne … det kan jeg godt forstå”. Alle mulige typer sætninger, som anerkender børnenes følelser og oplevelse.
Kilder: Professor Dan Siegel og Mary Hartzell, “Parenting from the Inside Out”, professor Daniel Siegel og PhD Tina Payne Brysons, “The Whole-Brain Child” og “No-Drama Discipline” (her er billedet i artiklen også fra) og i Ed.D. Jane Nelsens arbejde, bl.a. klassikeren “Positive Discipline”
