Intet har så afgørende betydning for børns udvikling og trivsel som den følelsesmæssige tilknytning til deres forældre. Det fastslår mere end 50 års forskning. Men hvad er tilknytning egentlig – og hvordan bliver den så tryg som muligt?
I ”Den bedste start på livet” viser Sofie Münster, hvad en nær følelsesmæssig relation mellem børn og forældre er. Med humor, lettilgængelig viden og konstruktive eksempler lærer du at se årsagen bag al den klassiske børneadfærd, så du kan forstå, hvorfor dit barn føler og handler, som det gør. Bogen går i dybden med de populære temaer fra Instagram-profilen @nordicparenting og viser, hvordan du kan sætte grænser og møde små børns følelser på en måde, der skaber balance i jeres familie og plads til både børn og voksne.
For når børn føler sig forstået, kan man opbygge den vigtige følelsesmæssige kontakt, der sikrer, at hverdagens aktiviteter som at komme afsted om morgenen, måltider, putning og tandbørstning forløber uden efterfølgende dårlig samvittighed. Uden trusler, råben, time-outs eller hundredevis af gentagelser for at få børnene til at høre efter.
Når vi har fokus på tilknytningen, mens vi opdrager, bliver opdragelse til det, som det hele tiden burde have været: At lære børn at gøre det rigtige, uden at de føler sig forkerte undervejs.