Man tror det måske ikke, men noget af det, der ser ud til at gøre den absolut største forskel for, om børn tror på, at de kan, er måden vi forældre giver feedback på. Det betyder faktisk så meget, at den måde forældre roser deres børn på, når de er i 2-3 års alderen, forudsiger deres motivation i skolen fem år senere.
Og selvom betydningen altså er stor, er det faktisk en mindre detalje, der er afgørende: Fokuserer vores ord på børnenes indsats eller på deres resultat?
Voksnes ros former børns tro på, om de kan
I den kommende bog “Kærlighed er ikke nok”, Sofie Münsters opfølger på bestselleren “Klog er noget, man øver sig på”, bliver det undersøgt, hvad vi egentlig ved om de børn, som trives bedst og er gladest, og i den kan du med udgangspunkt i den nyeste og mest interessante forskning finde massevis af konkrete eksempler målrettet både børnehavebørn og skolebørn til, hvordan forældre ruster deres børn til at have det godt med sig selv og andre (du kan læse meget mere om bogen, hente et uddrag og forudbestille den med 20 procent rabat her).
Og en af de forskere, som i den sammenhæng er rigtig interessant, er professor Carol Dweck fra Stanford University. Hun er en af verdens førende motivationsforskere, og har brugt en hel karriere på at undersøge, hvad der giver børn en grundlæggende tro på, at de kan, selvom de nogle gange møder udfordringer, fejler eller oplever, at de har svært ved noget. Noget, der viser sig at have stor indflydelse på deres generelle trivsel. Og selvom der selvfølgelig er flere faktorer, der spiller ind, så viser hendes forskning, at en af de ting, der er vigtigst, er, om vi som forældre fremhæver vores børns resultater eller om vi fokuserer på deres indsats, når vi roser dem.
I et af hendes mest kendte forsøg gav forskerne en gruppe børn nogle opgaver, de skulle løse, hvorefter børnene blev delt i to grupper, der fik to forskellige typer feedback: Den ene gruppe blev rost for deres intelligens (”wow, det er et virkelig flot resultat … du må være meget klog”), mens den anden gruppe blev rost for deres indsats (“wow, det er et virkeligt flot resultat … du må have arbejdet meget hårdt”).
Herefter gav forskerne børnene nogle endnu sværere opgaver for at se, hvad der så skete. Og her viste det sig, at de børn der var blevet rost for, hvor kloge de var, klarede sig markant dårligere end de børn, der var blevet rost for deres indsats.
Til slut fik børnene nogle opgaver, som var på præcis samme niveau, som da de startede – og endnu en gang havde måden børnene var blevet rost på sat sig spor: De børn der var blevet rost for, hvor dygtige de var, klarede sig DÅRLIGERE end første gang de lavede opgaverne, mens de børn, der var blevet rost for deres indsats, klarede sig markant BEDRE, fordi de brugte mere tid på opgaverne og var mindre bange for at fejle.
Resultaterne af forsøget var så overraskende, at forskere siden har gentaget forsøget et antal gange med børn fra forskellige baggrunde og i forskellig aldre – hver gang med samme resultat.
Men hvorfor betyder voksnes ros så meget?
Det vi fremhæver, er det, børnene tillægger værdi
Når vi fokuserer på børns intelligens, dygtighed og resultater, lærer det dem, at det er vigtigt at være klog og god. Og for at sikre, at de bliver ved med at “se kloge og gode ud”, begynder de helt ubevidst at søge færre udfordringer, vælge de lette opgaver og gøre de ting, som de ved med sikkerhed, at de får succes med.
Fremhæver vi derimod børns indsats og proces, så erfarer de, at det, der betyder noget, er, at de forsøger at blive bedre. Og den selvopfattelse giver simpelthen børnene mod på at kaste sig ud i selv meget svære opgaver – ligesom det har vist sig, at de i langt højere grad bevarer engagementet og gejsten i opgaveløsningen, selv når de fejler.
Det er selvfølgelig ikke sådan, at ros for processen en enkelt gang er en mirakelkur, der herefter giver børnene mod på udfordringer resten af deres liv. Men forsøget viser os noget helt centralt, nemlig, at børn er særdeles påvirkelige i konkrete situationer. De søger naturligt voksnes feedback, og måden, vi vælger at give den på, kan have indflydelse på de valg, barnet træffer efterfølgende: Fremhæver vi det, børnene er (kloge, dygtige, talentfulde osv.), bliver de usikre på de situationer, hvor de ikke er det, fx når noget er svært, når de fejler, eller når de oplever et nederlag. Fremhæver vi omvendt det, de gør (at de ikke lader sig slå ud af modgang, at de træner hårdt osv.), så føler de sig ikke som en fiasko, bare fordi deres resultat ikke er perfekt, eller de er nødt til at kæmpe hårdt for at lære det. Og denne grundlæggende følelse ser igen ud til på den lange bane at have stor indflydelse på både børns tro på sig selv og deres trivsel.
Men hvordan omsætter man denne viden til hverdagen?
I “Kærlighed er ikke nok” er der samlet massevis af konkrete ideer til, hvordan vi kan svare børn på en måde, så de får lyst til prøve sig frem, gøre sig umage og tør fejle (du kan bl.a. finde eksempler, der passer til en lang række almindelige dagligdagssituationer målrettet både børnehavebørn og skolebørn). Men nedenfor kan du allerede nu få en forsmag på nogle centrale principper, som fremhæves af forskerne.
1. Fremhæv det børnene gør
Prøv om du kan vænne dig til altid at fremhæve dit barns indsats, handlinger og strategier.
Som tommelfingerregel er det godt at undgå formuleringer som “hvor er du dygtig”, “du er så klog…” og “det har du da vist talent for…” for i stedet sige ting som: “Jeg lagde mærke til, hvordan du holdt humøret højt/arbejdede hårdt/blev ved med at prøve/valgte den svære opgave/tog ansvar for at lære noget.”
2. Ros ikke børnene for det, de kan i forvejen – men når de prøver at lære noget nyt
Det lyder måske lidt hårdt, men når børnene for tiende gang viser os, at de kan noget, så er det altså ikke længere “wow”.
Derfor er det godt at fokusere på at rose børnene, når de kæmper for at lære nye ting, også selvom de fejler en masse eller har rigtig svært ved det: “Sejt, at du kæmper”, “godt, at du forsøger” eller “hele pointen er netop at kaste sig ud i det, også selvom man ikke ved, om man kan – det skal du endelig blive ved med at gøre”.
Hvis børnene er gået i stå, og det, de gør, ikke virker, kan du sige: “Meningen er ikke, at du skal kunne alting på en gang. Fortæl mig, hvad du har prøvet indtil nu, så kan vi sammen finde ud af, hvad du kan prøve at gøre i stedet…”
Når børnene omvendt viser dig ting, som du ved, at de kan i forvejen, kan du gøre det til en vane at opmuntre børnene til at søge nye udfordringer: “Sejt. Hvad er så det næste du skal?” eller “hvad kunne du have gjort for at gøre endnu mere ud af det?”
3. Nogle gange er interesse mere værd end bedømmelser
De fleste mennesker elsker at blive rost. Det betyder, at vi typisk har vores børns udelte opmærksomhed, når vi gør det – og derfor er det en god lejlighed til at hjælpe børnene med at blive klogere på sig selv, deres udvikling og de strategier de har, som virker.
Når du har rost dit barn for noget, er det derfor oplagt at følge det op med spørgsmål som: “Fortæl mig, hvad du gjorde for at…”, “gjorde du noget anderledes, end du plejer?”, “hvad sagde du til sig selv, da det var svært?” og “har du lært noget, som du kan bruge næste gang, du skal lære noget nyt?”.
Nogle gange kan det måske endda være bedre helt at droppe bedømmelserne og ganske enkelt udskifte dem med interesse, hvor vi spørger ind til børnene og får dem til at fortælle os om deres tegning, legotårn, skoleopgave eller computerspil.
Når vi har lidt is i maven og på en begejstret og engageret måde “bare” viser interesse, så vænner vi nemlig børnene til at bedømme sig selv (“hvad er det, der gør mig stolt”, “hvornår synes jeg selv, at jeg gjort det godt” osv.). På den måde undgår vi, at børnene vænner sig til, at deres tegning eller tårn først har en værdi, når de er blevet bedømt af andre. Dette er en af de vigtigste nøgler til, at børn kan føle sig kompetente som mennesker.
4. Ros ikke hvad som helst
Ofte kan vi måske som forældre føle, at vi skal ‘gøre det godt igen’, hvis vores børn har haft svært ved noget. Vi siger “jamen JEG synes altså, at du er dygtig” eller “jeg tror på, at du kan”, når de er skuffede over sig selv eller har vanskeligheder med at kunne noget.
Men hvis vores børn reelt er faldet igennem med et eller andet (komplet misforstået en skoleopgave, modstanderen har fejet gulv med dem i en sportskamp, eller et kreativt projekt, som er gået noget så læsterligt i vasken), så ved de det godt selv.
De er faktisk så pinligt bevidste om det, at det kan virke stik mod hensigten, hvis vi forsøger os med det, som de oplever som total virkelighedsfornægtelse. Det tegner nemlig meget let et billede af, at vi som forældre tror, at de kan meget mere, end de egentlig kan, og at de derfor vil skuffe os, når de ikke lykkes.
Derfor er det langt bedre, hvis vi bare er helt ærlige om, at det er træls, når noget går i fisk og samtidig opmuntrer dem til at kæmpe videre: “Ja, det er rigtigt – det gik ikke denne her gang. Lad os tale om, hvad du kan gøre anderledes næste gang…” eller “du har bare ikke lært det – endnu”.
Vil du vide mere?
Hør Sofie Münster blive interviewet af Morten Resen om måden vi roser børn på:
Artiklen er opdateret den 28. oktober 2017.
Kilder: Alle de studier, der nævnes er fra“Kærlighed er ikke nok”, Sofie Münster, Politikens Forlag 2017. Det drejer sig bl.a. om: “Mindset: How You Can Fulfil Your Potential” (London: Constable and Robinson, 2012); Carol Dweck, “Carol Dweck Revisits the ‘Growth Mindset’”, Education Week, 22. september 2015, Temple University: “Child development: The right kind of early praise predicts positive attitudes toward effort” (februar 2013).
