Når man er barn, har man meget at lære. Faktisk så meget, at man ofte kan føle, at det slet ikke nytter noget. Hvordan er det jeg skal bevæge benene og kroppen, så jeg gynger rigtig højt? Hvordan tegner jeg næser, så de ligner (bare en lille smule)? Hvorfor kan jeg slet ikke læse lige så godt som de andre børn i klassen? Og hvad skal jeg gøre, når jeg bliver helt flov over, at jeg ikke kan udtale ordene rigtigt i engelsktimen?
Med SÅ meget at lære er det umuligt at være barn uden en gang imellem at tvivle på sig selv. Og for os som forældre kan det være svært at vide, hvad vi egentlig skal sige, som giver børnene den der helt grundlæggende følelse af, at de nok skal lære det, hvis bare de øver sig. Men måske er det slet ikke så kompliceret. I hvert fald tyder forskning på, at ét helt simpelt princip kan gøre en kæmpe forskel for børns tro på sig selv.
Vi skal faktisk bare gøre én enkelt ting
Det kan være svært at vide, hvad man egentlig skal gøre, når børnene står der og føler at det hele er meget op ad bakke. På den ene side vil vi gerne vise dem, at vi tror på dem – og på den anden side vil vi også gerne give dem en følelse af, at de er gode nok som de er, uanset om de kan det ene eller det andet.
Men hvordan gør man det? Ifølge den amerikanske forsker, professor Carol Dweck fra Stanford University (som jeg har skrevet en del artikler om tidligere) og hendes kollegaer, så skal der ikke så meget til. Én lille ændring fra vores side kan faktisk have enorm stor indflydelse på børnene:
Fokusér altid på børnenes proces i stedet for deres resultat.
Umiddelbart kan det måske lyde som en mindre detalje, men en række forskningsforsøg viser, at den har vidtrækkende konsekvenser.
Hver gang vi fokuserer på børnenes resultatet (“tegningen er flot”, “du er dygtig”, “hvor er du god til at…”), så lærer vi børnene, at det er det, der er det vigtige, og så bliver de usikre i de situationer, hvor resultaterne udebliver: “Synes min mor/far så ikke længere, at jeg er dygtig?”.
Når vi derimod fokuserer på børnenes proces, så bliver de opmærksomme på det, de gør frem for på det, de opnår: “Jeg har nemmere ved at læse, når jeg siger ordene højt” (i stedet for fx at fokusere på, om jeg er god/dårlig til at læse).
Vores fokus på processen frigør børnene, fordi de ikke føler, at de skal bevise sig selv. De lærer i stedet at fokusere på deres handlinger: “Hvad gør jeg, når noget er svært”, “jeg lykkedes med XXX i dag, fordi jeg blev ved, selvom jeg ikke gad”, “det kan godt være, at jeg ikke kan endnu, men jeg prøver mig frem”, “jeg begik en fejl, men det gjorde mig klogere” osv.
Og det har vist sig at have overraskende stor betydning.
I forsøg har man eksempelvis vist, at børn, der bliver rost for deres proces (“wow… du må have arbejdet hårdt”) har større mod på udfordringer, er mere villige til at fejle og bruger længere tid på deres opgaver sammenlignet med børn, der er blevet rost for deres resultat (“wow… du må være rigtig dygtig”).
Desuden har man dokumenteret, at børn får markant mere motivation og lyst til at lære, når de forholder sig til deres proces frem for deres resultater.
I praksis er der mange måder at gøre det på. Nedenfor får du fire konkrete eksempler, som det er lige til at tage til sig.
1. Ros børnenes proces
Når vi roser og anerkender børn, har vi som oftest deres fulde opmærksomhed (sådan er det også for os voksne – når nogen roser eller kritiserer os, så hører vi lige lidt ekstra efter…). Det er en helt naturlig adfærd, fordi vi mennesker er sociale væsner, som spejler os i andre.
Men det betyder også, at vi voksne skal være opmærksomme på, hvordan vi gør det. Samler man de seneste års forskning, er der meget, der tyder på, at vi styrker børnenes tro på sig selv ved at rose dem for deres proces frem for deres resultater:
“Wow! Hvad sagde du til dig selv for at kæmpe videre i så lang tid?”
“I dag blev du bare ved og ved – sejt gået.”
“Det er dejligt at se, hvordan du udvikler dig fra gang til gang.”
Når vi roser børnene på denne måde, mærker de, at vi interesserer os for dem og de bliver bevidste om, hvad de selv gør. Den bevidsthed er guld værd – ikke bare i situationen, hvor vi roser dem, men hver gang børnene har brug for at øve sig på noget.
2. Vi skal “turde” lade børnene være uperfekte
Det er aldrig rart, når ens børn tvivler på sig selv. Men det er faktisk vigtigt, at vi tør lade børnene fejle og mærke hvordan det er at have svært ved noget, for kun på den måde kan de gøre sig konkrete erfaringer med at komme igennem det.
Hvis børnene fx kan mærke, at vi får ondt af dem, når de fejler (“det var da træls, skat”), så tager de den reaktion til sig og tænker, at det er forkert at fejle eller have svært ved noget (ellers havde vi vel ikke syntes, det var synd for dem?).
På samme måde kan vi ofte også være hurtige til at få børnene “videre”, når de har fejlet: “Pyt med det, skat”. Det er sagt i den bedste mening, men igen kan det sende nogle andre signaler, end vi måske i virkeligheden ønsker: Det er åbenbart så slemt at fejle, at det er noget, man skal hurtigt videre fra og “glemme” i en fart.
Men der er ikke noget i vejen med at være uperfekt, og det kan vi endnu en gang vise, hvis vi hjælper børnene med at fokusere på deres proces frem for det udeblevne resultat:
“Meningen er ikke, at du skal kunne alting på én gang. Fortæl mig, hvad du har prøvet indtil nu, så kan vi sammen finde ud af, hvordan du kommer videre…”
“Ok, så du har ikke klaret dig så godt, som du gerne ville. Lad os se på det her, som en mulighed for at lære noget, så du kan klare dig bedre næste gang.”
“Jeg forventer, at du begår nogle fejl undervejs – det er sådan vi to finder ud af, hvordan jeg bedst kan hjælpe dig til at komme videre.”
3. Tænk over, hvad du siger, når dine børn har nemt ved noget
Vi mennesker – både børn og voksne – har det med at føle os kloge og dygtige, når vi har nemt ved noget. Det er en rigtig dejlig følelse – og det er helt naturligt – men det betyder omvendt også, at vi kan risikere at føle os som en fiasko, bare fordi vi har svært ved noget.
Sådan behøver det dog ikke være. Vi kan relativt enkelt påvirke børnene til have mere mod på det, der er svært, hvis vi tænker over, hvordan vi reagerer, når børnene har nemt ved noget og igen fokuserer på deres proces:
“Det er super, at du har lært det. Nu skal vi fundet noget, som er lidt sværere, så du kan lære endnu mere”
“Så sejt! Du er vist klar til noget, der er sværere – lad os finde noget nyt og spændende, du kan gå i krig med”
4. Svar dette, når børnene siger “jeg kan ikke”
Dette råd har jeg tidligere skrevet en hel artikel om, men det fortjener at blive gentaget. Hver gang dit barn siger “jeg kan ikke” eller “jeg lærer det aldrig”, så kan du svare “du kan bare ikke – endnu” eller “du har bare ikke lært det – endnu”.
Ved at fokusere på ordet “endnu” viser vi nemlig børnene, at det er ok, at de ikke er i mål – endnu – samtidig med, at vi understreger, at vi tror på, at de kan lære det, hvis bare de bliver ved.
Artiklen baserer sig på forskning fra professor ved Stanford University, Carol Dweck, “Mindset: How You Can Fulfil Your Potential” (London: Constable and Robinson, 2012); Carol Dweck, “Carol Dweck Revisits the ‘Growth Mindset’”, Education Week, 22. september 2015, Temple University: “Child development: The right kind of early praise predicts positive attitudes toward effort” (februar 2013).
