For de fleste forældre er det sværeste ved at opdrage børn at sætte rammer og grænser – ikke fordi vi ikke ved, hvilke regler vi gerne opstille, men fordi det kan være vanskeligt at efterleve dem i praksis, når der opstår konflikter eller når børnene nægter at gøre, som vi siger.
Især store børn kan nogle gange virke fuldstændigt ligeglade, så hvad gør man? Nedenfor giver vi dig fem konkrete skridt, som er gode til børn, der går i skole (hvis dine børn små og endnu ikke går i skole, så læs i stedet mere her).
Du kan bruge dem i alle de situationer, hvor du har brug for, at dine børn respekterer dine grænser og regler. Det betyder ikke, at du altid kan undgå diskussioner – børn er og bliver børn – men du kan sikre, at det sker på en konstruktiv måde.
1. Kontakt først
Indled altid med at skabe kontakt først: “Hvad er du i gang med?”, “hvad laver du?”, “hygger du?” osv.
På den måde får du nemlig etableret en forbindelse til dit barn, inden du stiller dit krav, hvilket skaber et langt bedre udgangspunkt for at få ham eller hende til at lytte.
2. Sig hvad du har brug for – og følg op med en valgmulighed, barnet ikke kan sige ‘nej’ til
Følg herefter op med at sige, hvad du har brug for. Som hovedregel virker det typisk bedst, hvis du udtrykker helt præcist, hvad du gerne vil have dit barn til for derefter at give ham eller hende en valgmulighed:
“Jeg har brug for, at du … går ud med skraldet/lave dine lektier/rydder op efter dig selv i stuen/osv. – vil du gøre det nu eller om 10 min.?”
“Jeg har brug for hjælp til aftensmaden – vil du dække bord eller rydde af?”
“Du skal spise noget morgenmad nu – vil du have mit selskab, mens du spiser eller vil du hellere sidde alene?”
Det er vigtigt, at børnene ikke kan sige ‘nej’ til valgmuligheden – det er ikke til forhandling, om de skal gøre det, men du viser respekt for børnene, når du inddrager dem. Det kan jo være, at de lige sidder midt i noget, som de med god grund gerne vil gøre færdig først.
Valgmuligheder får ubevidst børnenes parader ned, så de forholder sig til, hvad de helst vil frem for at gå til angreb på kravet.
3. Følg op …
Vælger børnene, at de først vil gøre deres pligt senere, så kan det ret ofte ske, at de glemmer det. Det er naturligvis frustrerende, at man aftaler, at de vil gøre det om 10 minutter, og så sker der bare INGENTING.
Men det er ikke en falliterklæring, at børnene glemmer aftalen. Selv store børn kan have brug for at øve sig på det. De er styret af en hjerne, som optimerer efter det, der er lettest og rarest – og det gør sig især gældende hos børn i de tidlige teenageår. Her er driften efter de nemme og behagelige løsninger stærkere end på noget andet tidspunkt i livet.
Derfor kan børn have brug for at blive mindet om aftalen, og hvis vi gør det på en konstruktiv måde i stedet for at angribe (“jeg er så træt af …”, “jeg har sagt det hundrede gange …” osv.), så virker det typisk langt bedre. Tal op til børnene ved fx at sige: “Kom skat, husk hvad vi aftalte”.
Hvis børnene stadig nægter at gøre som aftalt, kan du gå videre til næste skridt.
4. Vær altid den voksne
Det er typisk nu, at konflikterne opstår, men med dette skridt kan du måske undgå det. Prøv om du kan minde dig selv om, at en konflikt kræver to parter. Hvis der kun er en part, der angriber eller taler grimt, så er der ikke nogen konflikt.
Derfor er det godt altid at agere som den voksne – også selvom børnene er grænseoverskridende og provokerende – for hvis først vi synker til deres niveau, så kan vi være helt sikre på, at situationen kører af sporet.
Grundlæggende handler det om at få etableret en ordentlig dialog, så børnene selv kan indse, at de skal gøre som aftalt. Det kan gøres på flere måder:
I. Når dine børn går til angreb eller brokker sig, så “sæt pris på”, at de udtrykker sig: “Jeg er glad for, at du fortæller mig, hvordan du har det”
II. Når dine børn råber eller taler grimt, så vis tiltro til, at de godt kan finde ud af at agere mere hensigtsmæssigt: I stedet for “du skal ikke råbe af mig”, så sig fx “jeg ved, at du sagtens kan sige det på en pænere måde, så prøv lige igen.”
III. Når dine børn nægter at acceptere grænsen, så sæt den med positive formuleringer: I stedet for “nej, jeg vil ikke smøre din madpakke, det skal du selv”, så sig “du skal selv smøre din madpakke, men jeg vil rigtig gerne holde dig med selskab imens og høre om din dag.”
Hvis du kan mærke, at I får genetableret kontakten, så vend tilbage til udgangspunktet og gentag, hvad du har brug for og sæt også gerne nogle ord på, hvorfor det er vigtigt, at børnene overholder aftalerne.
Virker det stadig ikke, er det vigtigt, at børnene mærker at det har en konsekvens:
5. Brug en naturlig konsekvens
Hvis børnene nægter at leve op til aftalen, bør det have en konsekvens. Det er nemlig på den måde de lærer, hvordan man bliver en person, der er til at stole på.
Konsekvenser kan være svære at håndhæve i praksis, men grundlæggende er det godt altid at huske på, at de skal være logiske og være knyttet til situationen. Lægger børnene ikke deres vasketøj til vask, bliver det ikke vasket. Nægter de at hjælpe til med borddækningen, må de spise rugbrødsmadder til aftensmad osv.
Nogle gange kan det også være nok blot at sige: “Jeg er skuffet og jeg vil ikke have, at det her sker igen”. Det kan virke for børn, som grundlæggende har en god relation til deres forældre, for de vil generelt gerne gøre deres forældre glade og ønsker egentlig at leve op til forventningerne.
Kilder: Artiklen trækker på følgende forskning om autoritative forældre: Laurence Steinberg, Nina S. Mounts Susie D. Lamborn og Sanford M. Dornbusch, “Authoritative Parenting and Adolescent Adjustment Across Varied Ecological Niches”, Journal of Research on Adolescence, Laurence Steinberg, “Presidential Address: We Know Some Things: Parent-Adolescent Relationships in Retrospect and Prospect”, Journal of Research on Adolescenc og Laurence Steinberg, “The 10 Basic Principles of Good Parenting – One of America’s Leading Experts Tells You What You Need to Know” og “You and Your Adolescnet – The Essential Guide for Ages 10-25”.
