Relationen mellem barn og forældre er ikke lige, og når børn kan mærke, at vi tør tage styringen og er til at regne med, så bliver de ganske enkelt tryggere. Man tror det måske ikke, men ifølge forskere er struktur næstefter kærlighed noget af det mest tryghedsskabende for børn, for når de ved, hvad de kan regne med fra os, tager de os alvorligt.
Men det er vigtigt, hvordan vi gør det.
Hvis vi udøver vores autoritet arbitrært eller tilfældigt, vil børnene synes, at vi er uretfærdige frem for hensigtsmæssige og værd at lytte til – og det går ud over relationen, fordi det skaber usikkerhed og unødige konflikter.
At være fair – og derfor respekteret og værdsat som forælder – kræver, at vi som forældre tør bestemme netop i de situationer, hvor børnene har mest brug for det.
Hvornår har børn især brug for, at deres forældre bestemmer?
At bestemme er ikke det samme som at være unødigt striks eller “køre børnene over”, men handler om, at vi som voksne tager styringen, så børnene kan mærke, at der er nogen, der går foran og har “styr” på situationen. Det er faktisk en hjælp til børnene, fordi de på den måde kan mærke, at de har voksne omkring sig, som tager ansvar for at vise dem rigtigt og forkert, når de selv er i tvivl.
Især i to situationer har børn brug for, at vi som deres forældre hjælper dem ved at tage styringen. Når de går i “rød zone”, hvor de bliver vrede, hidsige, svarer igen og måske endda slår og sparker. Eller når de går i “blå zone”, hvor de går ind i sig selv, bliver passive og trækker sig tilbage, som vist på nedenstående tegning. I begge disse situationer har børnene nemlig selv “mistet” kontrollen, og derfor har de særligt brug for, at vi tager den.
Når børn derimod er i “grøn zone” (som de fleste børn er det meste af tiden) er de rolige og lyttende, og der er typisk ikke behov for, at vi tager over. Her kan de tænke selv og vi kan derfor sætte grænserne uden, at det fører til magtkampe.
I praksis er det dog noget lettere sagt end gjort. Faktisk er det typisk allersværest at bestemme lige netop i de situationer, hvor børnene har mest brug for, at vi gør det. Når de går i rød eller blå zone har de det nemlig med at “trykke på vores knapper”, så vi ender med at give børnene magt over situationen frem for selv at tage styringen:
Vi bliver frustrerede eller vrede og giver faktisk på denne måde børnene “magt” over vores reaktioner.
Vi begynder at forhandle eller file på kravene: “Ok, du behøver ikke at spise det hele, men du skal tage to bidder mere.”
Vi tigger børnene: “Vil du ikke nok være sød at tage de støvler på” eller “det ville gøre mig rigtig glad, hvis du hjalp med at rydde legetøjet op.”
Men hvad er alternativerne? Hvordan kan forældre skabe naturlig respekt for grænserne? Nedenfor har du fire skridt som er særligt effektive, hvis du gerne vil bestemme på en god måde:
1. Tag altid styringen, når dit barn selv har mistet den
Som hovedregel har børn i særlig grad brug for, at vi som voksne står fast i de situationer, hvor de selv har mistet fodfæstet. Når de går i rød eller blå zone og reagerer kraftigt, irrationelt eller går ind i sig selv, så sker det ikke pga. os, men fordi deres hjerner ikke nær så udviklede som voksnes hjerner.
Vi kan med andre ord styre impulser og opføre os på socialt accepterede måder, men det kan børn ikke altid. For at de kan lære det, har de imidlertid brug for, at vi som voksne viser dem hvordan.
I praksis handler det om aldrig at give børn magt i situationer, hvor de har mistet styringen over sig selv. Undgå derfor at bringe dig selv i spil ved at sige ting som “jeg ville blive glad, hvis du vil spise den” (børnene skal jo ikke spise grøntsager for at gøre deres mor/far glade) eller at stille åbne spørgsmål som “hvad skal der til for, at du bliver glad igen?”. Det vender nemlig situationen på hovedet.
Hold derimod altid fokus på det DU GERNE VIL HAVE UD AF SITUATIONEN. Har du børn som gerne vil diskutere en masse, så undlad at gå ind i diskussionen: “Det her handler ikke om mig, men om dig” og stil så dit krav som beskrevet i næste skridt.
2. Fortæl, hvad du gerne vil have til at ske
Selvom det ikke er noget, vi tænker over, kan vi som forældre være lidt for gode til at sige, hvad vi IKKE vil have. Vi siger “nej”, “stop”, “lad være”, “ikke nu” osv. Det er der ikke noget i vejen med, men ofte virker det dog bare langt bedre, hvis vi i stedet siger, hvad vi gerne vil have:
“Du vil gerne løbe? Kom med mig, så hjælper jeg dig ud i haven, hvor du må løbe så meget du har lyst til”
“Jeg ved, at du sagtens kan sige det på en rolig/pæn/god måde – så prøv lige igen”.
“Kom med mig, så skal jeg vise dig, hvor du må tegne/høre musik/rode/osv.”
For små børn med et begrænset sprog kan det virke godt at reducere antallet af ord og i stedet vise med handlinger, hvad du gerne vil have: Tag dit barn i hånden og før ham/hende væk fra situationen og hen til noget, man gerne må (væk fra trappen og hen til noget sjovt legetøj). Er han hun ked af det, kan det være nok bare at fjerne dit barn fra situationen og tage ham/hende på skødet uden at sige andet end trøstende ord. På den måde får børnene hjælp fra mor/far samtidig med, at vi holder fast i grænsen.
3. Giv gerne medbestemmelse, men KUN på denne måde
Har børnene stadig svært ved at gøre, som vi siger, kan man nogle gange komme til at give børnene “en lille smule” lov. Men undgå så vidt muligt kompromiserne (fx at man gerne må tegne på spisebordet, HVIS man sidder på mors/fars skød) – det er som at tisse i bukserne og skaber forvirring. Hold i stedet altid fast i din oprindelige grænse.
Det betyder dog ikke, at du ikke kan give dit barn medbestemmelse. Det er bare virkelig vigtigt, at du er opmærksom på, hvordan du gør det. Det handler om at give børnene valgmuligheder, som fører til samme resultat (nemlig at du får “ret”): “Du må ikke tegne på spisebordet, men på værelset – skal vi finde tuscherne eller farveblyanterne frem?” eller “du må ikke tegne på spisebordet, men på værelset – skal vi tegne en tegning sammen der?”
Børnene må ikke kunne sige ‘nej’ til grænsen (sig fx ikke “tager du tøj på, nu?”) for så er det, at konflikten opstår. Børnene har brug for at mærke, at det er os, der bestemmer, men det betyder ikke, at deres mening er ligegyldig.
Hvis dine børn stadig nægter at samarbejde og det er umulige at få bragt dem tilbage til grøn zone, kan du bruge det sidste skridt som udvej.
4. Indfør en konsekvens, som handler om, hvad DU vil gøre
Hvis der noget, der kan få en til at føle sig latterlig som forælder, er det kampen for en grænse, som børnene bare nægter at lytte efter. I sådan en situation kan vi nemt ende med at føle os undermineret, men det kan du undgå, hvis du indfører en konsekvens, som handler om noget, du vil gøre frem for at være noget dit barn skal gøre: I stedet for at sige “lad være med at råbe, kan du sige “jeg kan ikke lide, når du råber/slår/osv. – næste gang det sker, går jeg lige væk 5 minutter og så prøver vi igen” (hvis barnet ikke kan lide at være alene, så sæt dig blot og slap af ved siden af uden at sige noget).
På denne måde viser vi børnene konsekvenserne ved hjælp af vores egne handlinger, og uanset hvad børnene gør, sikrer vi, at det er os, der bestemmer.
Kilder: Artiklen tager udgangspunkt i viden fra professor Daniel Siegel og Dr. Tina Payne Brysons hjerneforskning, bl.a. bøgerne “The Whole-Brain Child” og “No-Drama Discipline”, Ed.D. Jane Nelsens arbejde, bl.a. klassikeren “Positive Discipline” og Laurence Steinberg, Nina S. Mounts Susie D. Lamborn og Sanford M. Dornbusch, “Authoritative Parenting and Adolescent Adjustment Across Varied Ecological Niches”, Journal of Research on Adolescence, Laurence Steinberg, “Presidential Address: We Know Some Things: Parent-Adolescent Relationships in Retrospect and Prospect”, Journal of Research on Adolescenc og Laurence Steinberg, “The 10 Basic Principles of Good Parenting – One of America’s Leading Experts Tells You What You Need to Know”.
