Hvordan kan vi voksne sige tingene, så børnene hører efter?

Børn har ikke et nær så veludviklet sprog som os voksne. Derfor er det vigtigt, at vi tænker over, hvordan vi udtrykker os, hvis vi gerne vil have, at de skal gøre, som vi siger. Det øger nemlig børnenes forståelse og mindsker frustration. Se her, hvad det er godt at være opmærksom på, når du taler med dit barn.

Vores børn har som udgangspunkt de bedste intentioner. De vil gerne forstå, hvad vi siger til dem, men i modsætning til os, som jo har brugt vores sprog til at tale, læse og skrive i årevis, er sproget jo stadig forholdsvist nyt for dem. Derfor kan det være rigtig svært for dem at forstå, hvad vores ord egentlig betyder, hvis ikke vi gør os lidt umage.

Helt grundlæggende er det godt altid at tale til børnene som børn, men samtidig tage dem 100 procent alvorligt.

Her er 10 gode tommelfingerregler til, hvordan du kan gøre det i praksis. Nogle er mest relevant til små børn, andre til større børn, men forhåbentlig du kan finde noget, som inspirerer dig.

 

1. Få altid kontakt med børnene først

Sørg for at have dit barns opmærksomhed, før du taler, så du sikrer dig, at han eller hun rent faktisk fokuserer på, det du siger. Vær meget gerne i øjenhøjde, få øjenkontakt og sig: “Noah, jeg har lige brug for, at du hører, hvad jeg siger”. Til mindre børn kan du bare sige “ører” og pege på barnets ører, så du signalerer, at det er dem, du har brug for.

 

2. Sig det så enkelt som overhovedet muligt

Ofte kan vi forældre komme til at ævle en masse (fx “nu skal du høre. Din far og jeg har brug for…” eller “klokken er blevet mange, så nu er det tid til at…”). Men hvis du i stedet går direkte til din pointe med det samme (“vi skal i nattøjet nu”) sender du et klart signal til dit barn om, hvad du mener, og det øger faktisk sandsynligheden for, at han eller hun lytter til det, du siger. Husk også altid at tale alderssvarende. Spørg ikke en 3 årig “hvorfor gjorde du det?” (selv store børn kan ikke altid svare på det spørgsmål). Sig i stedet “lad os tale om, hvad du kom til at gøre” og tal situationen igennem med dit barn og snak om, hvad der ville have været det rigtige at gøre.

 

3. Se børnene i øjnene og smil, når du taler

Det virker, for det gør børnene trygge. Og husk, at jo mere roligt, du siger tingene (uanset børnenes reaktion, som måske er både vrede eller frustration), des større er sandsynligheden for, at de lytter.

 

4. Stil aldrig åbne spørgsmål, hvis der er noget, du gerne vil have barnet til at gøre

Undgå at skabe en situation, hvor dit barn kan sig ‘nej’ til det, du vil have ham eller hende til (fx “kommer du og tager sko på?”). Sig i stedet “nu skal vi have sko på” eller bare “sko på” til de helt små børn. Hvis du gerne vil give dit barn en følelse af at være med i processen, kan du sagtens sige “nu skal vi have sko på – hvilken fod først?”, for det spørgsmål åbner ikke op for muligheden for at sige ‘nej’.

 

5. Udtal ordene rigtigt

Det er fristende at tale “babysprog” til små børn, men det er faktisk bedst at lade være. Hvis ikke vi udtaler ordene rigtigt, vil børnene ikke lære de rigtige lyde, mundbevægelser og intonationer. Det er langt bedre at bruge færre ord (som beskrevet i punkt 2), end det er at begynde at bruge ord, som slet ikke findes. Når børnene øver sig på at udtale et ord, så lyt til dem, smil, nik og gentag så det ord barnet lige har sagt på den måde, som det rent faktisk skal udtales.

 

6. At lytte til børnene er ikke det samme som at inddrage dem i beslutningen

Lad altid børnene komme med deres udlægning eller give udtryk for deres mening, for når du lytter til dit barn, lærer du samtidig ham eller hende selv at lytte, fordi dit barn spejler sig i dig. Det gør børnene gode til at løse konflikter. Husk, at I ikke behøver at være enige, og at du sagtens kan bestemme, selvom du har lyttet: “Jeg hører, at du… Vi behøver ikke være enige, men lige nu vil jeg have, at…”

 

7. Sig det positivt

I stedet for at sige “du må ikke løbe” virker det langt bedre, hvis du siger “indenfor går vi, udenfor løber vi”. Eller hvis dit barn er lille, kan du også bare vise ham eller hende, hvad man må: Sidder dit barn fx og banker i bordet, kan du guide ham eller hende hen til hammerbrættet og sige “slå her”.

 

8. Undgå bebrejdelser

Når vi bebrejder børnene, får det deres forsvarsparader op og de hører automatisk mindre af, hvad vi siger. Undgå formuleringer som “hvorfor kan du ikke bare..” eller “jeg er så træt af..”. Det virker langt bedre, hvis du bare siger, hvad du gerne vil have “nu skal vi…” eller “det er tid til…”

 

9. Vær sikker på, at dit barn har forstået dig

Bed gerne børnene om at gentage med deres egne ord, hvad du lige har sagt, så du sikrer dig, at de har forstået det. Spørg, uden at være konfronterende (sig f.eks. bare “Super. Hvad har vi aftalt?”) og husk at smile, når du spørger, så de ikke føler, at de er i krydsforhør. Du kan også bruge samme tip den anden vej og gentage dit barn, for at være sikker på, at du har forstået, hvad han eller hun siger.

 

10. Når…, så…

“Når du har fået børstet tænder, så er det tid til at læse historie” eller “når du har ryddet op på dit værelse, så kan du lege” virker langt bedre, end “hvis du gør.. så kan du…” for brugen af ordet ‘hvis’ signalerer, at barnet har et valg, selvom det ikke er tilfældet.

InspirationOpdragelseHvordan kan vi voksne sige tingene, så børnene hører efter?
Sofie Münster
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Psykolog og stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast på Go' Morgen Danmark på TV2. Sofie er selv mor til tre piger.

Mest læste lige nu