At lære børn at opføre sig ordentligt er vejen til at lære dem at være ordentlige. Og det betyder noget, for så ved de, hvordan man viser hensyn til andre, og har lært, at man skal gøre sig umage, når man skal indgå i et fællesskab.
Høflighed og betænksomhed har således rødder i omsorg for andre mennesker. Når vi vælger at hilse pænt, gør os umage for at sige tingene ordentligt eller at sige tak og pænt farvel, så er det en måde at vise andre på, at vi er opmærksomme på dem, og at vi viser dem omtanke.
I Sofie Münsters nyeste bog “Kærlighed er ikke nok”, hendes opfølger på bestselleren “Klog er noget, man øver sig på”, bliver det undersøgt, hvad vi egentlig ved om de børn, som trives bedst og er gladest – og det viser sig faktisk, at børns evne til at tænke på andre har en enorm betydning for, hvor godt de har det både med sig selv og andre. Studier viser eksempelvis, at børn, der er gode til at vise hensyn får stærkere kammeratskaber, er mere socialt kompetente, er venligere og generelt gladere.
Det er dog ikke noget, der kommer af sig selv, men kan især stimuleres og udvikles gennem opdragelsen. I “Kærlighed er ikke nok” er et af hovedtemaerne derfor, hvordan forældre kan gøre deres børn gode til at tænke på andre. Her præsenteres bl.a. en ganske enkel metode til at udvikle børns hensynsfuldhed og høflighed og du kan finde en lang række eksempler målrettet både børnehavebørn og skolebørn (læs meget mere her). I denne artikel kan du dog nedenfor allerede nu finde fem mindre eksempler fra bogen på helt typisk børneadfærd, som det nogle gange kan være fristende at ignorere, men som der kan være god grund til at hjælpe børnene af med – gerne så tidligt som muligt.
På den korte bane er det hverken det nemmeste eller rareste at sætte nedenstående grænser, men det er det hele værd på den lange bane, for så får du børn, der evner at sætte sig selv til side og har blik for andre.
1. At afbryde, når der er andre mennesker, der taler
Børn har rigtig godt af at lære ikke at afbryde. Det viser respekt for andre mennesker, når de taler, og både i børnehaven og i skolen har børn brug for at kunne vente til det bliver deres tur. Ofte kan vi dog komme til at lade os afbryde – måske fordi børnene er så begejstrede for det, de vil sige, eller fordi vi ikke lige orker, at de står og trækker os utålmodigt i hånden, mens de venter.
Men hold hellere fast i princippet.
Næste gang dit barn afbryder, så sig sødt og roligt “du skal lige vente til det bliver din tur”. I kan også aftale, at du kommer over til dit barn, så snart du er færdig (“jeg kommer, så snart jeg er færdig”). Det behøver ikke være forbundet med hverken konflikt eller konfrontation. Det vigtige er egentlig blot, at børnene vænner sig til, at de ikke får noget ud af at afbryde – og hvis du er konsekvent, så lærer de det lynhurtigt.
2. At lade som om, at man ikke hører dig
I udgangspunktet er det ikke i orden, at man som forælder er nødt til at sige tingene tre, fire eller fem gange for at få børnene til at høre efter. Alligevel er der nok mange, der kan nikke genkendende til, at deres børn har “selektiv hørelse”. Det er frustrerende og nogle gange svært at finde ud af, hvad man egentlig kan gøre ved det.
Som forældre kan vi dog godt gøre noget.
I stedet for eksempelvis at råbe vores krav på tværs af stuen “vi skal gå nu”, virker det ofte langt bedre at gå hen til børnene sætte sig på knæ, holde dem kærligt på skulderen og sige, hvad man har brug for.
Hvis du oplever, at du bliver ignoreret eller at dit barn ikke hører dig, så er det typisk også bedre at sætte grænsen ved at fortælle, hvad det gør ved dig frem for blot at blive ved med at gentage dit krav. I stedet for at sige “kom så” for tiende gang, så sig: “Jeg kan ikke lide, når du ikke hører efter.”
Det virker ikke hver gang, men hensynsfuldhed vokser også ud af empati, og den træner du ved at fortælle dit barn, hvordan du oplever situationen. Det sætter tanker i gang – ikke mindst fordi børn faktisk gerne vil gøre deres mor og far glade.
3. At plage
Børn har brug for at lære at rumme, at alting ikke altid kan være på deres måde. Derfor skal de respektere et ‘nej’ og ikke blive ved med at plage og teste grænserne.
Du har selvfølgelig ikke magt over, hvad dine børn siger, men du har magt over, hvordan du selv svarer. Som hovedregel er det et godt princip aldrig at begynde at argumentere for, hvorfor du har sagt nej (“det er ikke fredag”, “vi har travlt” osv.), for det signalerer en villighed til at forhandle det.
Det er derimod ofte bedre at svare det samme: “Du ved godt, at jeg har sagt nej, og det mener jeg”. Det giver børnene en tydelig grænse at navigere efter, og på den længere bane vil de stoppe med at plage, fordi de erfarer, at det ikke virker.
Hvis børnene plager om at få mere, end de allerede har fået (fx tre kugler is i stedet for to kugler), så kan man også sige: “Du kan vælge én kugle eller ingen is.”
4. Ikke at hilse på folk
Nogle gange kan det være rigtig svært at være høflig. Især hvis man er meget genert. Det kan sagtens være en længere læreproces for nogle børn, men det er vigtigt at de på den lange bane lærer at svare, når nogen siger ‘hej’, eller at de ser folk i øjnene og siger, hvad de hedder, når de hilser på folk.
Vi kan gøre børnene trygge ved at forberede dem på situationen (“der er nok nogle nye mennesker, som gerne vil hilse på dig i dag – husk at sige ‘hej’, selvom det er svært. Jeg skal nok hjælpe dig”). Tilbyd også gerne dit barn at I fx kan gøre det sammen.
Det er også godt at lade være med at “undskylde” børnene med et “hun er genert”, for det kan nemt blive lidt selvforstærkende. Det virker langt bedre at sige, at I er i gang med at øve det: “XX er ikke helt tryg ved at hilse endnu,” for det sender et signal til børnene om, at vi tror på, at det er noget, de kan lære.
5. At overdrive sandheden
At lyve kan ret hurtigt blive til en vane, og derfor er det vigtigt at gribe børn i det – især i de situationer, hvor de bruger det til at slippe ud af noget eller til at få sig selv til at se bedre ud. Selvom det måske virker sødt eller harmløst, så kan det hurtigt blive et automatiseret handlemønster, fordi det er så nemt at sige, at man ikke gjorde det, at nogle andre gjorde det osv.
Men hvordan hjælper man børn til at sige det rigtige? Ifølge forskere er der markant mindre sandsynlighed for, at børn siger sandheden, hvis de er bange for, at de voksne bliver sure eller straffer dem (“hvis ikke du…, så…”).
Derfor virker det bedre enten at sige til børnene, at det er “det rigtige” at gøre (altså at bruge et moralsk argument) eller at fortælle dem, at det vil føles bedre for dem, hvis de siger sandheden. Vi bør altså altid konfrontere børnene, når de bevidst lyver (og det er ikke det samme som børn, der overdriver deres historier eller smører lidt tykt på) – men sørg samtidig altid for, at det sker på en tryg måde, hvor børnene mærker, at det kan “betale sig” at sige sandheden.
Ovenstående fem eksempler kan måske virke lidt firkantede eller hårde, men børn har brug for nogle ydre strukturer, der fortæller dem, hvad der er “rigtigt” og “forkert”. Det er på den måde, at børn tilegner sig værdier, og lærer at navigere efter dem, og som det vises i Kærlighed er ikke nok er det – udover og kærlighed og omsorg – selve fundamentet for, at børn vokser op og har det godt med både sig selv, andre og livet helt generelt.
Artiklen er opdateret den 6. februar 2018. Alle de studier, der nævnes er fra“Kærlighed er ikke nok”, Sofie Münster, Politikens Forlag 2017.
