Børn har brug for at mærke, at det er de voksne, der bestemmer og sætter grænserne. Det skaber nemlig tryghed og dermed de optimale betingelser for, at børnene kan udvikle sig.
Men de færreste forældre har lyst til at gennemtvinge deres magt, så hvordan sætter man egentlig grænser på en måde, som børnene respekterer og tager alvorligt, og som de samtidig føler sig 100 procent trygge ved? Det er et af hovedtemaerne i den nye bog “Kærlighed er ikke nok”, der med udgangspunkt i de seneste års forskning viser, hvordan forældres grænser faktisk er med til at øge børns trivsel – ikke bare mens de er små, men også videre i livet (bogen handler om, hvad forældre konkret kan gøre for at få glade, stærke og omsorgsfulde børn – du kan læse mere om den her og hente gratis uddrag). Nedenfor kan du derfor blive klogere på nogle af de vaner, der i følge “Kærlighed er ikke nok” kendetegner forældre, der er gode til at sætte grænser.
Det letteste er at straffe eller belønne
Hvis man gerne vil påvirke børns adfærd som forælder, findes der grundlæggende tre måder: Vi kan straffe børnene for det, de gør forkert, belønne dem for det, de gør rigtigt eller også kan vi forklare dem, hvad de har gjort forkert og vise dem, hvordan vi gerne vil have dem til at opføre sig næste gang.
I praksis kan alle tre metoder have en effekt, men i denne artikel vil vi fokusere på den sidstnævnte, fordi det er den, der på den lange bane ruster børnene bedst. Den gør nemlig børnene klogere – de lærer ikke bare reglerne, men lærer også med tiden at forstå, hvorfor det er de rigtige regler. Det er det, der gør, at børnene også er i stand til at træffe de rigtige beslutninger, når de fx er ude hos andre, og vi ikke står ved deres side.
Men det er også den metode, der kræver mest af os forældre, og som er sværest at udleve i praksis.
Den kræver nemlig ikke bare, at vi sætter ord på grænser og konsekvenser – den kræver også, at vi selv gør det, vi siger. Kort sagt, at vi forbilleder, som med vores adfærd viser børnene, hvad der er det rigtige at gøre. Ellers virker den ikke.
1. Er bevidst om, hvad man gerne vil stå for – og tør stå fast
Det lyder måske lidt hårdt, men er vi inkonsistente som forældre, så er det er os, der er årsagen til, at børn ikke opfører sig ordentligt – ikke børnene.
At være konsistent handler om, at børnene ved, hvad de kan regne med. Det, der gælder i dag, gælder også i morgen. Vi er nødt til at give børnene noget at navigere efter, for kun på den måde kan de lære, at der findes “rigtigt” og forkert”.
Det kræver, at vi som forældre er bevidste om, hvad vi egentlig gerne vil vise vores børn, så vi styrer efter de værdier frem for at handle mere automatisk i situationerne. Det kan vi i praksis opnå ved at sætte ord på nogle grundlæggende værdier i familien. At børn og voksne fx sammen dækker bord eller laver mad, fordi “vi er en familie, hvor vi hjælper hinanden”. Eller at både børn og voksne skal tale pænt (uden råb, skrig, øgenavne osv.), fordi “vi er en familie, hvor vi behandler hinanden ordentligt”.
Når vi er tydelige om, hvilke værdier, der gælder i familien, bliver det langt lettere for os som forældre at efterleve dem selv.
Kan du uden tøven svare på, hvilke værdier du gerne vil give videre til dine børn og hvordan det konkret kommer til udtryk i hverdagen? Hvis ikke, så kan det være en god ide at tænke over (og snakke med din partner om), for så bliver det med stor sandsynlighed også tydeligere for dine børn. I “Kærlighed er ikke nok” kan du desuden finde aldersinddelte oversigter med inspiration til, hvilke konkrete grænser, der lærer børn værdier som empati, ansvarlighed og hensynsfuldhed.
2. Lader ikke børns reaktioner påvirke egne reaktioner
En af de største årsager til at vi som forældre “mister kontrollen” og opfører os anderledes, end vi egentlig helst vil, er, når børn bliver ved med at teste grænserne. Det klart, at det kan være svært i praksis altid at sætte de præcis samme grænser, for alle situationer er forskellige og man kan ikke opdrage ud fra et fast skema.
Men noget af det, der vigtigste vi kan gøre er at sikre, at børnene altid kan regne med vores reaktioner som forældre. At vi ikke den ene dag er lyttende og forhandlende, mens vi den anden dag råber og skriger.
Hvis vores reaktioner skifter eller afhænger af vores børn (fx at vi bliver virkelig vrede, hvis de hyler og skriger), så vil børnenes tolkning være, at det, de gør, virker. De vil altså – helt ubevidst – opleve, at de har “magt” i situationen, og så vil de sandsynligvis blive ved med teste grænserne, og vi vil have endnu sværere ved at styre vores reaktioner.
Du bliver derimod tydelig, hvis dine reaktioner ikke er til diskussion. På den måde signalerer du, at ‘jeg står for det her og det er ikke til forhandling’.
Det handler alene om, at du en gang for alle beslutter dig for, hvordan du gerne vil reagere, når I har konflikter eller uoverensstemmelser (fx at du vil bevare roen, at du vil holde fast, at du ikke lader dig provokere osv.). Tag gerne udgangspunkt i, at dine reaktioner skal danne forbillede for, hvordan du gerne vil have at dine børn reagerer i fx børnehaven og skolen, når de oplever konflikter.
3. Indrømmer det, når man er kommet til at træde ved siden
Alle kan komme til at begå fejl. Det skal der til enhver tid være plads til, men det er vigtigt at indrømme det, når det sker. Det giver det ikke nogen mening at lade som om, at det man gjorde var i orden, hvis ikke det var det.
Det virker langt bedre at samle op på de situationer, der er gået skævt: “Jeg er ked af, at jeg kom til at råbe af dig. Det var forkert, for vi har jo en aftale om, at vi taler ordentligt til hinanden herhjemme, og det øver jeg mig på at blive bedre til” eller “jeg har tænkt over den snak vi havde i aftes og måske har du ret.”
Man kan måske tænke, at det vil få børn til at tage os mindre seriøst, men faktisk sker der oftere det modsatte: Børn vil sandsynligvis respektere vores mening endnu mere, fordi de kan se, at vi respekterer deres.
4. Gør selv det, der forventes af børnene
Børn og voksne er ikke lige, men det er vigtigt, at børnene ikke ser os have en adfærd, som er en helt anden, end den vi forventer af dem. Sat lidt på spidsen duer det ikke, hvis vi kalder folk for “idioter” i trafikken, men siger til børnene, at de ikke må kalde andre børn for øgenavne.
Børn har en nærmest iboende trang til at vokse op og være som deres forældre, og derfor tager de i særlig grad vores signaler og adfærd til sig som deres egen. Studier har eksempelvis vist, at selv helt små børn efterligner deres forældre, når de leger med andre børn.
Konkret handler det om at være bevidst om, hvad det er egentlig er for en adfærd, vi beder børnene have og så selv blive god til at gå foran og vise det. Vil vi fx gerne lære vores børn, at de skal prøve sig frem og øve sig, så det ikke så hensigtsmæssigt, hvis vi selv brokker os, når vi har svært ved noget eller er nødt til at bruge lang tid på det.
5. Har respekt for børnene
Som forældre kan vi ofte have meget fokus på, om vores børn har respekt for os, men det er faktisk lige så vigtigt at være opmærksom på, om vi viser respekt for dem.
Det handler om helt grundlæggende ting som at tale på en ordentlig og pæn måde, lytte til børnenes meninger, være opmærksom, når børnene taler til os og være venlig og høflig (bed om hjælp på en pæn måde, sig tak osv.).
Respekt handler også om at vise tillid til børnenes intentioner. Du kan fx gøre det til en regel for dig selv altid at antage, at dine børn har de bedste intentioner. Nogle gange kan det måske være svært at få øje på, men det gemmer sig som oftest et sted.
Det kan også være en god ide at undgå generaliseringer, så børnene kan mærke, at vi kommer videre. I stedet for at sige “hvorfor hører du aldrig efter” eller “hvorfor skal du altid…”, så hold fokus på den specifikke situation, så børnene kan mærke, at vi ikke bærer nag og stoler på, at de tager ved lære og på den måde lader dem komme videre.
Når vi på denne måde viser respekt for vores børn lærer de, hvordan de skal vise respekt for andre (inklusiv os), og dermed bliver de gode til at efterleve de grænser, som er sat.
Du kan læse meget mere om betydningen af forældres grænser i “Kærlighed er ikke nok”, hvor du også kan finde massevis af konkret inspiration og værktøjer inden for blandt andet disse emner:
Kilder: “Kærlighed er ikke nok” af Sofie Münster (Politikens Forlag 2017). Konkret forskning: T. Vanderwal, E. Hunyadi, D.W. Grupe, C.M. Connors & R.T. Schultz, ”Self, Mother and Abstract Other: An fMRI Study of Reflective Social Processing,” Neuroimage 41 (2008): 1437-46, M. Main & C. George, ”Responses of Abused and Disadvantaged Toddlers to Distress in the Day Care Setting,” Developmental Psychology 21 (1985): 407-12 og C. S. Dweck, Mindset: How You Can Fulfil Your Potential (London: Constable and Robinson, 2012) og professor Laurence Steinberg, “The 10 Basic Principles of Good Parenting – One of America’s Leading Experts Tells You What You Need to Know”.
