Førende legeforsker: “Jeg er varm fortaler for iPad’en som babysitter”

De fleste af os har et had/kærligheds-forhold til børnenes iPad. Hvor vores forældre kun havde børnetime, har vores børn nu en dims, der er så effektiv, at de kan sidde med den i flere timer uden at kigge op. Og det giver os nogen gange lidt dårlig samvittighed. Men det bør det faktisk ikke, hvis man skal tro en førende legeforsker. Her følger historien om, hvorfor iPad’en faktisk lærer vores børn noget af det allervigtigste, nemlig at lege.

Normalt er vi vant til at betragte dem som hinandens modsætninger. Når børnene er på skærmen, så slapper de af, men de leger ikke. Og når de til gengæld er væk fra skærmen og hopper rundt i stuen, så leger de og udfolder deres kreativitet.

Men det er et falsk modsætningsforhold, mener Stine Liv Johansen, der er lektor ved Aarhus Universitet og forsker i leg og børns brug af medier.

Det børnene gør, når de bruger en iPad, er præcis det samme, som vi gjorde, da vi klædte os ud som fine damer og så os i spejlet eller når vi indtalte vores egne radioprogrammer på kassettebånd.

“Leg handler om at finde ud af, hvem man er som menneske. Hvem er jeg, hvad kan jeg, hvad kan jeg lide, hvad kan min krop osv., og det gør børnene konkret ved at eksperimentere, teste grænser og prøve alt muligt af. Det sker fx når de siger en masse grimme ord og afventer de voksnes respons. Men det sker også, når de bruger deres iPad til at lave film, tage billeder, tegner, optager lyd, prøver at bruge programmer på nye måder osv. Når børnene bruger iPad’en på alle mulige kreative måder, så fungerer den på præcis samme måde som et almindeligt stykke legetøj, så derfor er jeg varm fortaler for iPad’en som babysitter, ” siger Stine Liv Johansen.

Men leg er ikke noget, der kommer af sig selv. Det er noget børn har brug for at lære.

 

Børn skal lære at lege

Vi ved godt, at leg er fantastisk for børn, og der er ikke noget bedre, end når ens børn er helt uden for rækkevidde, fordi de er så begravet i deres egen verden. Men modsat, hvad vi måske ofte tænker, så er leg ikke noget, der kommer af sig selv. Leg er noget børn har brug for at lære. Og her er iPad’en faktisk også et fantastisk redskab.

“Børn skal lære at lege. Traditionelt lærte børnene det af de større børn. Man så dem lege og de små fik lov til at være med i deres leg. Man startede som hund i ‘far, mor og børn’ – og hvis man var heldig fik man med tiden lov til at avancere til storesøster. I dag lærer børn at lege på andre måder. Når de ser større børn eksperimentere på YouTube eller når de ser, hvordan man skal spille Minecraft eller går på monsterjagt,” siger hun.

Men kan det ikke blive for meget med iPad’en? Jo, for det kan alting jo, som Stine Liv Johansen udtrykker det. Men i stedet for at spørge os selv, hvor meget børnene skal være foran skærmen, er der et andet spørgsmål, som det er vigtigere, vi stiller.

 

Hvad bruger børnene iPad’en til?

Vi hører ofte begrebet “skærm-tid” og bliver opfordret til at sætte konkrete tidsgrænser for børns brug af iPad’en. Men det giver ikke så meget mening ifølge forskeren, for det centrale er ikke iPad’en, men derimod, hvad børnene bruger den til:

“‘Skærm-tid’ tror jeg ikke på, for det kommer jo an på, hvad børnene bruger skærmen til. Det er ikke det samme som, at der ikke skal være nogen grænser. Men det skal der jo være for alting. Kig på, hvad børnene bruger skærmen til og lad det være rettesnoren. Har børnene eksempelvis brugt en hel dag på at lave en film, hvor de spiller roller med replikker og har klippet den sammen til en historie og prøvet sig selv af på alle mulige måder, så har de haft en fuld dag med leg og fordybelse. Skulle man så have stoppet det efter 60 minutter, fordi ‘skærmtiden’ var slut?!”

Hendes råd til os forældre er at understøtte børnenes kreativitet. Tag iPad’en med udenfor og tag billeder, tilbyd at være kameramand, hent nye programmer og se hvad I sammen kan med dem. I virkeligheden skal vi lege iPad på samme måde, som vi leger ‘far, mor og børn’ eller bygger legotårne.

Og næste gang du synes, dit barn har siddet for længe og set en film, kan du eventuelt prøve at stille følgende spørgsmål: Kan du finde på noget andet med iPad’en? Hvem ved, måske resulterer det i en fantastisk leg.

InspirationSkærme og SoMeFørende legeforsker: "Jeg er varm fortaler for iPad'en som babysitter"
Sofie Münster
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Psykolog og stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast på Go' Morgen Danmark på TV2. Sofie er selv mor til tre piger.

Mest læste lige nu