Lær fire tips fra forældre, der kun behøver sige tingene én gang

Mange forældre kender det: Man føler, at man skal sige de samme ting igen og igen til ens børn, og ofte gør det måske endda slet ikke rigtig nogen forskel. Børnene bliver ved ikke at ville tage tøj på, ikke selv at ville gå, ikke at komme, når man kalder eller ikke at ville rydde op efter sig.

Så hvad gør man, når man for hundredesyttende gang hører sig selv sige de samme ting, og børnene stadig ikke lytter?

 

Det starter med os forældre

Som forældre kan vi ofte have en tendens til at have fokus på børnene og deres adfærd, men ofte er den mest effektive tilgang til opdragelse faktisk, at vi starter med os selv. Børn bliver nemlig kun ved med at udfordre os, fordi de oplever, at det – i hvert fald nogle gange – virker. Som når et lille barn ikke vil gå, fordi barnet nogle gange får lov til at blive båret (og det er ikke klart for barnet, hvornår undtagelserne gælder). Eller når det større barn lader være med at rydde op, fordi det ikke umiddelbart har nogen konsekvens at lade være – måske en voksen endda nogle gange ender med at gøre det for en.

Når børn ikke gør, som vi siger – eller vi oplever de samme konflikter igen og igen – så sker det altså typisk, fordi vi som voksne ikke er tydelige nok i forhold til, hvad vi forventer og hvilke grænser, der gælder. Det er selvfølgelig noget lettere sagt end gjort at være god til at sætte grænser, men det er faktisk vigtigere, end man måske umiddelbart skulle tro. Respekten for grænser er nemlig fundamentet under en række af de egenskaber, som mange forældre synes er vigtige: Hensynsfuldhed, empati, ansvarlighed og evnen til at tænke på andre. Når børn eksempelvis lærer at vise hensyn ved ikke at afbryde eller bliver gode til at hjælpe til, så er det i begge situationer muligt, fordi de er gode til at vise respekt for grænserne.

Derfor er grænser et emne, som beskrives indgående i den nye bog “Kærlighed er ikke nok”. Den handler egentlig om, hvad der skal til for at børn får det godt og trives, men noget overrraskende viser det sig, at forældres grænser og forventninger faktisk spiller en nøglerolle i forhold til at ruste børn til at have det godt. Når børn bliver i stand til at håndtere, at tingene ikke altid kan være på deres måde og de bliver gode til at tænke på andre, så får de det nemlig ganske enkelt bedre viser helt ny forskning, som præsenteres i bogen. De bliver blandt andet mere følelsesmæssigt sikre, gladere og mere socialt kompetente end andre(du kan læse meget mere om bogen, hente et uddrag og købe den med rabat her).

Men i praksis er det ikke altid lige enkelt. For hvad gør man, når børnene bare ikke vil gøre det, de skal? Hvor meget tid skal man bruge på at forklare grænserne? Og hvad gør man, når børnene trækker tiden ud i en uendelighed eller de glemmer det, de skulle, nærmest før de er kommet i gang? Alt det præsenteres der helt nye værktøjer til i “Kærlighed er ikke nok” (og som noget nyt er de aldersinddelte, så du kan finde konkret inspiration, som passer både til børnehavebørn og skolebørn). Men her kan du allerede nu finde fire konkrete værktøjer, som ofte virker – og som det samtidig også er muligt at huske i situationen.

 

1. Giv børnene valgmuligheder (men uden, at de kan sige ‘nej’)

En af de enkleste veje til at få børn til at samarbejde er at kombinere tydelige forventninger med valgmuligheder, som giver børnene indflydelse på processen. På denne måde føler de nemlig ikke, at tingene bliver “trukket ned over hovedet på dem”. Til gengæld er det vigtigt, at børnene ikke kan sige ‘nej’ til de forventninger, de voksne har, for så bliver det pludselig børnene, der bestemmer opdragelsen og ikke de voksne.

Man kan finde på valgmuligheder i ALLE situationer. Her er nogle eksempler:

“Man må ikke løbe her. Her er dine muligheder: Du kan gå selv eller du kan sidde i vognen. Hvad vælger du?”

“Vi skal ud af døren nu – vil du have jakke eller støvler på først?”

“Vi skal gå nu – vil du vælge hvilken historie jeg skal fortælle i bilen?”

“Vi skal ud med hunden – vil du bestemme, hvad vi skal tale om?”

“Jeg har brug for hjælp med aftensmaden – vil du dække bord eller rydde af?”

 

Man kan også sagtens gøre det mere legende:

“Det er sengetid – skal vi se hvem der kommer først ud på badeværelset?”

“Vi skal hjem fra børnehaven nu – hvilket farligt dyr skal vi kigge efter på vejen hjem?”

Opdragelse kan sagtens være tydelig samtidig med, at det er hyggeligt og sjovt.

Det vigtigste er, at børnene ved, hvad der forventes. Hvis ovenstående ikke virker, kan du springe videre og bruge nogle af de næste tips.

2. Udvælg situationer, hvor du VED, at du kan bære forventningerne igennem

Har du en situation, som konsekvent går i hårdknude, og hvor det reelt er umuligt at fastholde forventningerne (fordi I fx

skal ud ad døren til tiden, og dit barn nægter at tage overtøjet på), så overvej, om det er muligt at træne den samme kompetence, men i en anden kontekst. I stedet for at træne ”du skal selv tage tøj på om morgenen”, kan du eksempelvis træne det om aftenen, når barnet skal i nattøjet, for her har du mere kontrol over tiden. Tag kampene så mange gange, der skal til – og når dit barn så (endelig) lykkes, så sørg for at være rigtig stolt og fremhæv alt det, dit barn har gjort godt.

Følg herefter op og byg bro mellem aften og morgen: ”Wow, du gjorde det – HELT SELV. Tror du også, at du kan det i morgen tidlig, når vi skal ud ad døren? Det tror jeg, selvom det selvfølgelig er rigtig svært, men her til aften kunne du, fordi du både kæmpede og koncentrerede dig. Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi skal øve det i morgen, når vi skal ud ad døren”.

Denne tilgang vil naturligvis ikke virke i alle situationer, men generelt er det godt at træne børns mere grundlæggende udfordringer i situationer, hvor det reelt er muligt at bære forventningerne igennem, og hvis børnene mærker, at vi mener det på ét område, så vil det med tiden også føre til resultater på andre områder.

3. Brug logiske og naturlige konsekvenser – ikke straf eller trusler

Vi tænker måske ikke over det, men straf og trusler er nogle af de mest anvendte forældreværktøjer, når det brænder på. Vi sender børnene på værelset eller siger, at de ikke må få fredagsslik, hvis ikke de rydder op.

Straf og trusler kan måske godt se ud som om, at det virker – men hvad lærer det børnene?

Formentlig ikke, hvad det er, de har gjort forkert – og det er her problemet opstår. Opdragelse bliver nemlig først rigtig virkningsfuld, når vi som forældre lærer børnene de underliggende principper for de “regler” vi opstiller. Børnene skal jo ikke gå selv, fordi vi truer dem med, at de ikke må se Disney-sjov, men fordi de skal lære, at “det man kan selv, skal man selv”. På samme måde skal børnene jo heller ikke rydde op, fordi de er bange for, at vi bliver vrede, men fordi de har brug for at lære, hvordan man tager et fælles ansvar i familien og hjælper hinanden.

Det er disse grundlæggende principper, som er det centrale, for når børn tager dem til sig, så fører det en masse positiv adfærd med sig.

Men det kræver, at vi udskifter trusler og straf med logiske og naturlige konsekvenser. Nægter børnene at rydde op, så læg legetøjet væk i et skab og sig til barnet, at han eller hun kan få det tilbage, når han er med på at leve op til reglerne. Vil børnene ikke samarbejde om morgenen, så kan konsekvensen være, at man ikke får lov til noget af det “sjove” fx legetid om morgenen eller at få et stykke legetøj med i børnehave.

De bedste logiske konsekvenser lever op til følgende kriterier:

Er relateret til børnenes handling

Er respektfulde over for børnene (ingen skyld eller skam)

Er hverken for hårde eller for bløde

Er kendt af børnene på forhånd

Logiske konsekvenser viser børnene, hvad der helt naturligt sker, når de vælger ikke at høre efter: Vil man ikke gå op ad trappen, må man blive siddende (kan børnene ikke sidde alene, så sæt dig ved siden af uden at sige noget), vil man ikke rydde op, er der ikke noget rent vasketøj, pakker man ikke sit idrætstøj, kan man ikke være med til idræt osv.

Der findes næsten altid en logisk konsekvens, og det er den, vi skal lade børnene gøre sig erfaringer med. Sæt gerne ord på og fortæl, at “næste gang … så kommer der til at ske …”, så børnene er forberedt. Kan du dog ikke umiddelbart komme i tanke om en konsekvens, så prøv at tænke situationen igennem på forhånd og overvej, hvad dit barn gerne vil have ud af den. Har dit barn eksempelvis svært ved at komme ud ad døren til tiden om morgenen, så overvej, hvad han eller hun gerne vil have særlig tid til om morgenen (fx tid for sig selv), og aftal, at det kan man godt få lov til, men først EFTER pligterne. På den måde kan konsekvensen blive, at barnet ikke får den ekstra tid de morgener, hvor han eller hun ikke får gjort, det det skal.

Oplever du, at det nogle gange kan være svært at vide, hvad du skal gøre i de situationer, hvor det brænder rigtig meget på, og hvor dit barn pludselig er meget vred eller uvillig, så spring videre og brug det næste tip.

 

4. Beslut, hvad du vil gøre

Logiske konsekvenser kan også handle om, at vi som voksne beslutter, hvad vi vil gøre i stedet for kun at fokusere på, hvad vi gerne vil have børnene til. Frem for at blive vred over, at dit barn ikke lægger sit tøj til vask, så sig “jeg har fuld tillid til, at du er så ansvarlig, at du sagtens kan lægge dit tøj til vask, så fremover vasker jeg kun det, der er i vasketøjskurven”.

Eller hvis dine børn slår, sparker, råber eller svarer igen, så fortæl, hvad du vil gøre “jeg kan ikke lide, når du … så næste gang det sker, så sætter jeg mig herovre i stedet og så prøver vi igen” (lad ikke børnene være alene, sæt dig blot og vent ved siden af).

På denne måde undgår vi som voksne at føle, at vores autoritet bliver undermineret, når børnene ikke gør, som vi siger. I stedet for “lad være med at råbe”, hvorefter børnene straks råber børnene af os (og vi føler os lidt latterlige), så viser vi med denne metode konsekvenserne ved hjælp af vores egne handlinger. Det kan i mange sammenhænge være overraskende effektivt.

I “Kærlighed er ikke nok” kan du blive klogere på en masse ny forskning om forventninger og grænsesætning og finde mange flere konkrete værktøjer målrettet alle de hverdagssituationer, hvor mange forældre oplever, at det hele kan brænde lidt på.

Artiklen er opdateret den 2. november 2017. Kilder: Alle de studier, der nævnes er fra “Kærlighed er ikke nok”, Sofie Münster, Politikens Forlag 2017. 

InspirationOpdragelseLær fire tips fra forældre, der kun behøver sige tingene én gang
Sofie Münster
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Psykolog og stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast på Go' Morgen Danmark på TV2. Sofie er selv mor til tre piger.

Mest læste lige nu