Er du mor eller far til et stædigt barn, er du ikke i tvivl. De har meninger om ALT. Hvilken sko de skal have på først, hvordan rugbrødsmadderne skal skæres ud og hvem der skal hælde mælken i glasset. De udfordrer konstant status quo – og stiller helt instinktivt spørgsmål ved så godt som alle de grænser og regler de møder. Man tager sig til hovedet og tænker “det er helt sikkert min mands/kones gener, der er skyld i det her.”
På ene side er det fascinerende, at man kan have så mange holdninger, selvom man kun er en meter høj, og på den anden side er det også bare virkelig udmattende, at selv helt små ting kan føre til kæmpe konflikter. Men stædighed er faktisk godt – i hvert fald på den lange bane, viser nyere forskning.
Der er håb forude
I et nyt studie har forskere påvist, at børn, der ofte bryder reglerne eller går imod deres forældre, klarer sig bedre både i skolen og på arbejdsmarkedet.
Da børnene var 12 år blev de vurderet i forhold til en række personlighedstræk. Man så bl.a. på, hvor trodsige børnene var og hvor stærk en retfærdighedssans, de havde. 40 år senere fulgte forskerne op, og de kunne se, at de børn, som havde udfordret deres forældres autoritet og grænser, tjente markant mere end andre.
Om ikke andet kan stædighed da føre til en høj indkomst, ser det ud til. Men hvorfor er den så svær at håndtere, mens børnene stadig er børn?
Børns hjerner er ikke udviklet til at se andres perspektiv end deres eget
Hvis børn skal lære at bruge deres stædighed til noget positivt, kræver det at, at de lærer at se og lytte til andres perspektiver – og aktivt forholder sig til dem i stedet for bare at insistere på at have ret for en hver pris. Børnene skal lære at stole på andres intentioner og motiver (“nej, jeg hældte ikke mælken op i den grønne kop for at drille dig”), og de skal lære at sige “pyt”, selvom de måske oplever, at nogen har gjort noget uretfærdigt (som fx at lægge den gule trøje med bilen på til vask).
Problemet er bare, at det område af hjernen, som børnene bruger, når de skal se nuancerne og forstå andres synspunkter, først udvikler sig gradvist igennem barndommen. Det beskrives ofte som den mere avancerede del af hjernen, men fordi det ikke er færdigudviklet, når børnene bliver født, kan det for mange børn være rigtig svært at bruge deres stædighed på en god måde.
Den gode nyhed er dog, at hjerneforskere har fundet ud af, at vi som forældre faktisk kan hjælpe vores børn med at udvikle deres hjerner. Vores måde at kommunikere og respondere på, påvirker ganske enkelt, hvilke “dele” af børnenes hjerner, som bliver aktiveret. Og jo bedre vi er til at hjælpe børnene med at bruge de mere avancerede områder, des stærkere og mere udviklede vil de blive.
Nedenfor får du tre tips til, hvordan du konkret kan gøre det i dagligdagen med et stædigt barn.
1. Vi skal ikke bekæmpe stædigheden – kun de negative reaktioner, som kan følge af den
Dette er en vigtig distinktion. Nogle gange kan man måske drømme sig et sted hen, hvor ens barn genopstår en morgen som en velafrettet kostskoleelev, der altid retter ind og gør præcis, hvad vi siger. “Ja, mor”, “selvfølgelig, mor”, “tak, mor”.
Men hvis man har et stædigt barn, bliver det aldrig virkeligheden (og det ville faktisk også være ærgerligt). Det er i udgangspunktet faktisk en god ting, at børn udfordrer deres omverden og prøver at blive klogere på den ved at stille spørgsmål.
Målet er altså ikke at gøre børnene mindre stædige, men at hjælpe dem med, hvordan de kan være stædige på en god måde. De har brug for at lære, hvordan man siger sin mening på en god måde, hvorfor det er vigtigt at lytte, hvordan man skal reagere, når man er uenig osv. Det er altså hér, fokus skal være hos os forældre:
“Det er en rigtig god ting, at du siger din mening. Lige nu er det mig, der bestemmer, hvad vi skal købe ind. Du må til gengæld helt selv bestemme, hvilken vare vi skal tage først…”
“Jeg er med på, at du gerne ville have haft den grønne kop og at det er svært for dig lige nu. Kom her og lad mig trøste dig…”
“Ved du hvad, skat? Det er rigtig dejligt, at du har en mening, men jeg vil ikke have at du råber den. Du skal sige den.”
Og hver gang børnene bruger deres stædighed positivt:
“Hvor var det dejligt at se dig vise din utilfredshed på den måde…”
“Hvor er det skønt, at du lytter, så vi sammen kan finde en god løsning…”
Det er også en rigtig god ide at samle op på de situationer, der er endt i konflikt, når barnet er faldet til ro. Børn helt ned i 3-årsalderen kan sagtens huske, hvad der er sket – også selvom det var i går. Tag en stille og rolig snak, hvor du anerkender dit barns behov for at sige sin mening, men samtidig fortæller, hvordan man gør det på en god måde:
“Kan du huske i går, hvor…. jeg vil gerne lige tale med dig om det. Det er en rigtig god ting, at du siger din mening, men du skal øve dig på, hvordan du gør det. Det dur ikke at råbe – du er nødt til at sige det stille og roligt. Hvis det er svært, kan vi aftale, at du siger det til mig næste gang og så skal jeg nok hjælpe dig…”
Det er vigtigt, at det ikke bliver en forhandling eller at man begynder at file på grænserne. Grænserne er ikke til diskussion og børnene behøver ikke at få ret for at føle, at vi tager dem alvorligt. Pointen er derimod at hjælpe børnene med at blive bevidste om to ting: Det er godt, at de siger deres mening – men det skal gøres på en ordentlig måde.
2. Når vi anerkender børnenes følelser, dulmer vi deres reaktioner
Når børn udfordrer grænserne eller insisterer på deres ret, så bunder det som oftest i, at de overvældes af nogle meget stærke følelser.
Børnenes mere “primitive” hjerne tager over, og de oplever, at tingene er uretfærdige, alt bliver sort/hvidt og det bliver umuligt for dem at se andres perspektiv end deres eget.
Sådanne situationer ender meget nemt i konflikt. Men med et enkelt greb kan vi faktisk øge sandsynligheden for, at børnene dæmper deres reaktion til fordel for at bruge de mere avancerede dele af hjernen.
Det handler ganske enkelt om følgende: Start altid med at anerkende dit barns følelse.
Det kan du gøre ved at sige ting som:
“Da jeg tog dukken, så det ud som om, at du blev virkelig vred – er det rigtigt?”
“Jeg ved godt, at det er svært for dig lige nu. Lad mig hjælpe dig.”
“Du blev ked af at jeg kom til at lægge flødeskummet ovenpå kagen, det kan jeg se. Kom, jeg trøster dig.”
3. Sørg altid for, at børnene ser den “anden side”
Stædighed bliver en kæmpe styrke i det øjeblik den går hånd i hånd med empati, for så får vi børn, som tør udfordre verden – ikke kun for deres egen skyld eller for personlig vinding, men fordi det kan være til gavn for andre eller fordi det kan styrke det fællesskab, de indgår i.
Typisk vil empatiske, stædige børn være dem, der tør sige fra og som tør hjælpe deres kammerater, selvom de måske bliver upopulære. De udvikler fantastiske lederegenskaber.
Men empati er en af den slags evner, som børn ikke er født med. Den er placeret i den avancerede del af hjernen og udvikles gradvist i takt med at børnene bliver ældre. Til gengæld kan du bruge alle de situationer, hvor dit barn tester reglerne, til at styrke lige netop det område af hjernen.
Så snart der er kommet 100% ro på dit barn (ikke før), så sørg altid for at tale situationen igennem. Vær kærlig og imødekommende, for så bliver dit barn tryg ved situationen, og han eller hun bliver dermed i stand til at aktivere de avancerede dele af hjernen, som gør at de kan reflektere og se situationen fra flere sider.
Du kan med fordel starte med at spørge:
“Hvad tror du, jeg følte, da du blev vred over, at jeg havde taget den grønne kop?”
“Hvorfor tror du, at Noah tog det legetøj, som du syntes var dit?”
Det gør ingenting, hvis børnene ikke svarer, for så kan du sige: “Ved du hvad? Jeg kan godt forstå, hvis det er svært at svare på. Lad mig fortælle dig, hvordan jeg oplevede det/tror Noah oplevede det…”
Pointen er ikke om børnene selv kan se det eller at give dem dårlig samvittighed, men derimod gradvist at lære dem at se situationen fra flere vinkler, og det gør vi nemmest, når noget er sket.
Kilder: Spengler, Marion; Brunner, Martin; Damian, Rodica I.; Lüdtke, Oliver; Martin, Romain; Roberts, Brent W.: “Student characteristics and behaviors at age 12 predict occupational success 40 years later over and above childhood IQ and parental socioeconomic status”, Developmental Psychology, 2015 og Dr. Daniel Siegel og PhD Tina Payne Brysons hjerneforskning, bl.a. bøgerne “The Whole-Brain Child” og “No-Drama Discipline”.