Børn i alle aldre udfordrer grænser. Sådan skal det naturligvis være – men ikke hele tiden. Børn har brug for at lære, at der er nogle ting, der gælder. At der findes “rigtigt” og “forkert”, og at vi som forældre tør stå ved, at vi er de voksne, som faktisk ofte “ved bedre” og som bestemmer, hvornår man skal sove, hvad man må, hvordan man skal opføre sig osv.
Fornylig skrev vi en artikel med konkret inspiration til hvilke grænser, der er passende til børn i forskellige aldre. Her følger vi op med konkret viden om, hvordan du kan sætte grænserne på en måde, så børnene hører dem – første gang du siger dem.
Grænser gavner børn
Der er få forskningsområder, som har givet så konsistente resultater, som forskningen i forældreskab. I gennem mere end 40 år har forskere på tværs af geografi, børns alder og baggrund undersøgt, hvad der kendetegner de forældre, som opdrager de sundeste og gladeste børn. Og selvom der er store forskelle på både børn og kulturer, så er der nogle grundlæggende principper, som går igen og som ikke har ændret sig – overhovedet – de seneste årtier.
Et af de principper, som forskere ved er vigtige, er, at forældre er tydelige og tør sætte grænser.
Det er dog altid ikke nemt i praksis, men nogle gange kan vi faktisk komme til at gøre det sværere for os selv, fordi vi bliver utydelige og uforvarende kommer til at sende forvirrende signaler til børnene.
Men hvordan undgår man det?
Nedenfor har vi samlet de mest hyppige årsager til, at børn ikke hører, hvad vi siger – sammen med konkret inspiration til, hvordan du kan sige det på en anden måde.
1. Vi bruger for mange ord
Ofte kan vi som forældre komme til at tale alt for meget, og det kan få børnene til at stå af. De ved ikke, hvad det er, vi siger eller mister ganske simpelt interessen for det.
Hvis du gerne vil have dine børn til at høre efter, så sig det så enkelt, kort og fremadrettet som muligt. Ikke alle mulige krumspring eller forklaringer – bare sig helt konkret, hvad du forventer. I stedet for fx at komme med forklaringer på, at “det er tid til at skulle af sted nu, for vi skal også nå at købe ind og klokken er mange”, så sig, hvad du konkret har brug for (at tage tøj på, at tage dig i hånden osv.).
Grænsen skal være enkel – efterfølgende kan du dog sagtens gøre “seancen” hyggelig med sjov eller humor (se mere inspiration til det her).
2. Vi bringer børnene i forsvarsposition
Det er faktisk ret irriterende, når børn ikke gør, som vi siger, og det kan nogle gange få os til at sige tingene på en lidt uigennemtænkt måde:
“Hvorfor kan du aldrig…?”, “jeg er så træt af, at du altid…”, “du så klodset”, “hvorfor skal du være så stædig” osv.
I øjeblikket er vi naturligvis frustrerede, men formuleringer som ovenfor får (naturligt) børnene i forsvarsposition, så de i stedet for at fokusere på det, vi gerne vil have dem til, begynder at fokusere på os (“min mor er streng” eller “min far er dum”). Før vi ser os om har børnene glemt, hvad vi bad dem om, og de er i fuld gang med at kæmpe imod os.
Generelt er det godt at undgå generaliseringer og at fokusere på børnenes handlinger frem for deres personlighed, for det giver børnene en følelse af, at de kan gøre noget ved situationen – det er ikke fordi de er født klodsede, men fordi de ikke helt har lært, at man ikke skal tage både en tallerken, en kop, bestik, køkkenrullen OG en liter mælk samtidig.
3. Vi forsøger at overtale/overbevise børnene
Børn behøver ikke at være enige i de krav, vi stiller, men alligevel kan vi som forældre have en tendens til at føle, at vi skal overbevise eller overtale vores børn, så de “accepterer” grænserne. Børnene siger “hvorfor det?”, og vi begynder straks at forklare “…fordi…”.
Men børns hjerner er ikke nær så udviklede som voksnes, så de kan sjældent se det lange perspektiv, og derfor kan forklaringer ofte være mere forvirrende end gavnlige.
I stedet for at gå ind i forklaringer, så smil og sig “du hørte godt, hvad jeg sagde” og kom derefter gerne med hyggelige opfordringer “kom skynd dig, så ser vi hvem, der kommer først”.
4. Vi føler, at vi skal “kompensere” børnene
Hvis du har sat en grænse, som du oprigtig mener, er den rigtige – at børnene skal smage på grøntsagerne, at de skal smide sutten eller at de skal rydde op deres værelse – så skal de ikke kompenseres for den med sætninger som “hvis du går opad trappen, må du…” eller “hvis du spiser den her, får du…” eller “hvad skal der til for, at du kan…”.
Det signalerer nemlig, at du ikke helt mener det, og derfor skal gøre det “godt igen” eller komme med noget i “bytte”. Men de grænser, du vurderer er rigtige, er gode for dit barn, for det er dem, der lærer ham/hende de grundlæggende værdier, som er vigtige hjemme hos jer.
Det kan være svært at lære for børnene (og det skal der være plads til), men det er ikke synd for dem, og derfor skal de ikke have noget til gengæld for at gøre det, du siger.
5. Vi forhandler og indgår kompromisser
Grænser skal helst ikke være til forhandling, for hvis først vi vænner børnene til, at der er noget at “tale om”, så synes de – med rette – at man skal tale om det HVER GANG.
Grænser skal ikke aftales – de skal erfares. Når børnene er før skolealderen er det derfor vigtigt, at de mærker, at vi tør tage stilling og vise dem, hvad vi tror på. Det skaber ganske enkelt tryghed, og giver børnene en følelse af, at mor og far styr på det.
Det betyder ikke, at vi kan undgå modstand, men med tiden vil børnene tage grænserne til sig, og når de gør det, begynder de at vide, hvordan de skal opføre sig og være et “godt menneske” – også selvom vi ikke står ved deres side i børnehaven eller skolen.
Hvad er en god grænse?
Helt kort er en god grænse en, der lever op til følgende kriterier:
1. Sig det roligt og i almindeligt toneleje: Det signalerer, at din grænse er gennemtænkt, og at det er noget, du virkelig mener – hvis vi råber eller på anden måde bliver provokerede, signalerer det omvendt, at grænsen er fremprovokeret af situationen.
2. Sig det konkret og fremadrettet: Prøv om du kan gøre dine budskaber så præcise som muligt – og fokuser altid på, hvad du gerne vil have dit barn til frem for, hvad han/hun skal stoppe med.
3. Slut af med at sige, at I øver det sammen: Det er vigtigt at vise børnene, at det er helt ok, at der er noget, de ikke kan – det gør dem nemlig trygge ved at prøve sig frem. Ved at sige, at I øver det sammen, signalerer du desuden, at barnet ikke er alene, men at du som forælder står klar til at hjælpe. Grænser gør jeg ikke til modstandere – I er sammen om det.
Eksempel:
“Støvler nu, skat (med et smil). Jeg ved, at det er svært – vi øver det sammen”
Kilder: Forældreforskningen er gennemgået af professor Laurence Steinberg i bogen “You and Your Adolescent. The Essential Guide for Ages 10-25”, Simon og Schuster Paperbacks. Forskningen i betydningen af grænser er desuden gennemgået af Ph.D. Lenard Saxs bog “The Collapse of Parenting. How We Hurt Our Kids When We Treat Them Like Grown-Ups”, Basic Books.
