Lad det være sagt med det samme: Denne artikel er på ingen måde ment som en løftet pegefinger, men kan forhåbentlig både give lidt smil på læben og også konkret inspiration til, hvordan vi som forældre kan vise vores børn, at vi forstår, hvad de siger og kan sætte os i deres sted. Uanset hvor hårdt vi prøver, kan vi nemlig allesammen komme til at sige ting, som vi faktisk ikke helt har tænkt igennem, og som måske ligefrem modarbejder alle vores gode intentioner.
Nedenfor har vi derfor samlet 10 eksempler på klassisk forældreadfærd – ting de fleste af os kommer til at sige, men som børn ofte opfatter på en helt anden måde, end vi tænkte, da vi sagde det. Du kan også få konkrete ideer til, hvad du kan sige i stedet.
1. “Jo, du kan”
Alle forældre har hørt deres børn sige “jeg kan ikke” – og de fleste har nok også hørt sig selv svare “jo, du kan”. Men hvorfor siger vi egentlig det? Børnene har jo ret i, at de ikke kan, så hvorfor prøver vi, at bilde dem noget andet ind? Børnene vil umiddelbart tænke “forstår min mor/far ikke, hvad jeg siger?” eller i værste fald kan de måske tænke “tror min mor/far, at jeg kan mere, end jeg egentlig kan – og skuffer jeg dem så, når jeg ikke lykkes?”
En af verdens førende motivationsforskere anbefaler derfor, at vi i stedet svarer “du kan bare ikke – endnu”. Det anerkender børnenes oplevelse samtidig med, at vi viser børnene, at vi tror på, at de kan lære det.
2. “Det er nemt nok”
Har du nogensinde hørt dig selv sige “det er nemt nok – lad mig vise dig det”, når dine børn har svært ved noget? Vi siger det, fordi vi gerne vil vise vores børn, at det er let – underforstået, “jeg tror på, at du kan lære det”. Men børn kan opfatte det stik modsat: “Så er jeg da dum, at jeg har så svært ved det”.
Derfor kan det ofte virke bedre fx at sige “det er svært, men jeg tror på, at du kan lære det – vis mig, hvad du prøvet indtil nu”.
3. “Der er ikke noget at være ked af”
Børn oplever mange store følelser. De bliver bange, vrede, nervøse, kede af det osv. Og hvad siger vi som forældre? Ja, ofte har mange af os nok hørt os selv sige “du skal ikke være ked af det”, “der er ikke nogen grund til at blive så vred”, “du skal ikke være nervøs”, “der er ikke noget at være bange for” osv.
Uden at vi tænker over det, kommer vi til at afvise eller minimere børnenes følelser, hvilket faktisk ofte kan forstærke børnenes reaktioner, fordi de oplever, at de er nødt til at vise dem ENDNU MERE, for at vi forstår dem.
Hvis vi vil hjælpe børnene med deres følelser, virker det langt bedre at anerkende dem ved at sige ting som “det gjorde dig virkelig ked af det, hva’?”, “nogle gange kan man godt blive bange for…”, “jeg ved godt, at det er svært” eller “du ville rigtig gerne … det kan jeg godt forstå”.
4. “Hvorfor skal du altid…”
“Hvorfor hører du aldrig efter”, “hvorfor rydder du aldrig op efter dig?”, “du er altid så drillesyg”. I kampens hede bliver vi frustrerede over, at vi skal sige de samme ting igen og igen, og det kan få os til at bruge generaliseringer. Problemet er bare, at de kan få børnene til at føle, at vi som forældre bærer nag og ikke er kommet videre. I sidste end risikerer vi, at børnene tænker “det er ligegyldigt, hvad jeg gør” eller “du siger alligevel, at jeg aldrig hører efter, så kan jeg lige så godt lade være.”
Hold derfor altid fokus på de konkrete situationer og tal om dem i stedet for at gøre det til et generelt problem.
5. “Jeg får ondt i ørerne, når I råber så højt”
Selvom vi faktisk godt kan føle, at vores børn giver os grå hår eller at deres konflikter giver os hjerteproblemer, så er forældres martyrier ofte kontraproduktive. De kan nemlig få børnene til at føle sig skyldige eller tænke “og hvad så?” og dermed være ligeglade. Prøv derfor altid at holde fokus på børnenes konkrete handlinger (i stedet for på egne symptomer): “Jeg kan ikke lide, når du råber. Prøv at sige det igen på en rolig måde.”
6. “Du opfører dig som et pattebarn”
“Hvor er du klodset”, “se lige hvordan du spiser – hvor er du ulækker”, “der er maling ud over det hele nu – hvor er det dumt, at du ikke satte låget på” eller “du opfører dig som et pattebarn, når du…”. Alt sammen sætninger, hvor vi uden at tænke over det, kalder børnene navne. Men hvordan oplever børnene det? Når eksperter spørger dem svarer de ting som “han/hun har ret – jeg er dum” eller “hvorfor overhovedet prøve – det nytter nok alligevel ikke noget”.
Som hovedregel er det derfor godt kun at fokusere på din egen oplevelse: “Jeg kan ikke lide, når du taler sådan til mig. Hvis du er vred, må du sige det til mig på en anden måde”.
7. “Hvis ikke du rydder legetøjet op, smider jeg det ud”
Trusler er et særdeles anvendt forælderværktøj – også selvom vi faktisk sjældent gør alvor af dem. Og det er her problemet opstår, for enten bliver børnene bange for truslerne (“tænk hvis jeg lige pludselig ikke har mere legetøj”) eller også får de lyst til at teste dem i praksis (“så snart mor/far kigger væk, kaster jeg med legetøjet for at se, hvad der sker”).
Frem for at true er det langt mere effektivt at bruge logiske konsekvenser: Nægter børnene at rydde op, så læg legetøjet væk i et skab og sig til barnet, at han eller hun kan få det tilbage, når han er med på at leve op til reglerne.
8. “Jeg ved, hvordan du har det”
Som forældre vil vi gerne vise vores børn, at vi forstår de ting, de går igennem, så vi siger ting som “jeg ved, hvordan du har det”, for på den måde at vise, at vi har prøvet at stå i samme situation (“du er ikke alene”). Hvad de færreste af os tænker over er dog, hvor meget den sætning egentlig forpligter. Alt hvad vi siger efterfølgende skal være helt præcist – for ellers vil børnene jo stoppe med at tro på os.
Derfor virker det typisk bedre at hjælpe med at sætte ord på den specifikke situation, som børnene fortæller om: “Det er svært, når man oplever at blive holdt udenfor – man føler sig alene”. Det vil nemlig få børnene til at føle, at vi faktisk virkelig forstår dem.
9. “Det er bare en fase”
“Han er vist bare sulten” eller “hun er overtræt” er to eksempler på, hvordan vi som forældre kan have en tendens til at tale henover hovedet på vores børn.
Det kan sagtens være, at det er rigtigt, og at børnene vitterligt er i en fase, men det virker typisk bedre at hjælpe børnene med at komme igennem det frem for at “bortforklare” deres adfærd med den.
10. “Det skal du ikke bekymre dig om”
Børn har en levende fantasi og relativt få erfaringer. Det betyder, at de ofte kan forestille sig, at alle mulige ting sker. Der ligger et monster under sengen, de er bange for at drukne, hvis de tager hovedet under vand eller frygter at de ikke får nogen venner i den nye klasse. Og hvad siger vi? “Det skal du ikke bekymre dig om”. Det hjælper bare sjældent på børnenes frygt, for den er lige så virkelig, som den hele tiden har været.
Derfor er det ofte bedre at spørge “hvad forestiller du dig kan ske?”, så børnene kan få lov til at sætte ord på, og kan få konkret hjælp til at håndtere det, der gør dem bange eller nervøse.
Kilder: Adele Faber og Elaine Mazlish: How To Talk So Kids Will Listen & Listen So Kids Will Talk, Scribner.