For et par år siden læste jeg en forskningsartikel, som vendte op og ned på mine tanker om, hvad der egentlig er det vigtigste at give videre til vores børn. Jeg ved godt, at det lyder lidt underligt, at én enkelt artikel kan gøre det, men dens konklusioner viste, at børns tro på sig selv kommer et helt andet sted fra og har en helt anden betydning, end vi tror.
Igennem mange år har utallige studier fundet en sammenhæng mellem de børn, der har højt selvværd og dem, der får gode resultater i skolen, har gode sociale relationer og generelt bare har det godt. Men denne undersøgelse lavede en samlet gennemgang af tusindvis af disse studier, og det stod klart, at sammenhængen er en anden, end vi hidtil har troet.
Det er nemlig ikke det høje selvværd, som gør at vores børn bliver dygtige – det høje selvværd følger af, at vi oplever, at vi flytter os og bliver bedre.
På samme måde viste det sig også, at højt selvværd generelt ikke forbedrer børns venskaber. Børn med højt selvværd mener ganske vist selv, at de mere populære og mere socialt kompetente end andre børn, men studierne viser, at det faktisk ikke gør nogen forskel. Man kan sagtens være en god ven, selvom man ikke altid tror på sig selv.
I et stykke tid havde jeg svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle mene om undersøgelsens konklusioner. Kan det virkelig passe, at selvværd ikke har nogen betydning for succes? Men jo mere jeg efterfølgende dykkede ned i forskningen, des mere begyndte det hele at give mening.
Professionelt har jeg selv arbejdet med hundredevis af børn med faglige vanskeligheder. Og det har egentlig altid stået klart for mig, at de børn, som lærer mest og som flytter sig mest, ikke er dem, der er mest selvsikre, eller som har en stålsat tro på sig selv.
De børn, som bliver dygtigst, er derimod dem, der er trygge ved, at de nogen gange tvivler på sig selv. De børn tør nemlig indrømme, når der er noget, de ikke forstår. De er åbne om deres fejl og fulde af nysgerrighed efter at rette dem og lære af dem. Og de har modet til at komme på dybt vand og risikere at sige noget forkert, fordi de ved, at det uanset hvad, gør dem klogere.
Det, der gør forskellen for vores børn, er altså ikke deres tro på sig selv. Det, der betyder noget, er derimod deres tro på det, der skal til: Troen på, at det nytter noget at kæmpe, at det betaler sig at øve sig, at fejl er noget man bliver klogere af, og at man lærer mere, hvis man gør sig umage.
På overfladen ligner disse opdagelser måske ubetydelig professorsnak, men de stiller faktisk et meget konkret spørgsmålstegn ved kernen af vores moderne opdragelse.
Hver gang jeg holder kurser for forældre, er der ét spørgsmål, der altid kommer op: “Hvad siger jeg, for at få mit barn til at tro mere på sig selv?” Og jeg ved godt, hvorfor de spørger, for som mor har jeg også altid selv ønsket at give min datter en helt grundlæggende tro på sig selv. Men mit svar til dem (og mig selv) er i dag soleklart: Det kan du ikke.
Men heldigvis er der stadigvæk masser af gode muligheder for at hjælpe dine børn til et bedre selvværd – det er bare ikke selvværdet, du skal fokusere på. Det, du derimod kan fokusere på, er, at lære dem, hvad der skal til for at blive bedre – og efterhånden som de lærer det, kommer selvværdet helt af sig selv.
Det betyder ikke, at vores børn behøver at være den bedste til noget eller den klogeste i klassen for at kunne tro på sig selv.
Tværtimod er det er de små sejre i hverdagen, hvor de mærker, at de bliver en smule bedre, der betyder mest. At lykkes med et regnestykke, som virker umuligt, at turde springe fra 3-metervippen, selvom man nærmest er ved at dø af skræk eller at hjælpe en kammerat, der er i problemer i skolegården. Små sejre, der én for én bygger vores børns selvværd op. Ikke fordi vi fortæller dem, at de er dygtige, men fordi vi skaber muligheden for, at de selv kan få lov at mærke det.
Når min datter siger “jamen, jeg kan ikke”, har mit svar i mange år været “jo, du kan – du skal bare tro på dig selv”.
Det er det ikke længere.
I dag tør jeg godt anerkende, når der er noget hun ikke er god til, for jeg frygter ikke mere, at hendes tvivl skal føre hende til fiasko. I dag har jeg modet til at sige: “Nej, det er rigtigt. Du ikke har lært det endnu. Men det kan du, hvis du øver dig – og det vil jeg gerne hjælpe dig med.”
Det er stadigvæk sådan, at vores børn får det godt af at tro på sig selv. Alle bliver glade af at vide, at de er gode til noget. Men det, vi ved i dag, er, at uanset hvor meget vi som forældre tror på vores børn, så er den tro ikke noget vi kan give videre til dem – det er kun noget, vi kan vise vores børn, hvordan de kan give sig selv.
Det betyder ikke, at vi skal være mere passive. Tværtimod. Det kræver meget af os at have tilstrækkeligt med is i maven og mod til at lade vores børn tvivle på sig selv. Men det er vigtigt, at vi tør, for det er paradoksalt nok netop gennem tvivlen, de finder det, der gør, at de begynder at føle sig sikre på sig selv. Ikke på at de kan, men på at de ved, hvad der skal til for at lære det.
Artiklen baserer sig på: R.F. Baumeister, J.D. Campbell, J.I. Krueger & K.D. Vohs, ”Does High Self-Esteem Cause Better Performance, Interpersonal Success, and Happiness, or Healthier Lifestyles?” Psychological Science in the Public Interest 4 (2003): 1-44 og bogen R.F. Baumeister & J. Tierney, Willpower. Rediscovering the Greatest Human Strength (New York: The Penguin Press, 2011).
