Nyt studie: Sådan kan forældre opdrage selv helt små børn

Kan man egentlig opdrage små børn? Ja, mener forskere på baggrund af en ny forskningsgennemgang. Forældre kan godt være med til at understøtte positiv social adfærd hos børn allerede fra de er helt små, men ikke ved at tale en masse.

Faktisk ser det ud til, at forældre har stor indflydelse på deres børn allerede fra en tidlig alder. Det viser en gennemgang af de seneste års studier, som er offentliggjort i den nyeste udgave af Child Development Perspective. Allerede før børn har et veludviklet sprog, kan forældre således lægge grundstene til udvikling af en række positive kvaliteter og værdier hos deres børn.

Helt konkret fremhæver forskerne blandt andet et studie, som viser, at 2-årige børn, hvis forældre ofte opfordrer dem til at hjælpe til, er mere hjælpsomme et halvt år efter. Et andet studie har desuden vist, at tre ud af fire børn mellem blot 13-15 måneder hjælper voksne, når de bliver opfordret til det på en positiv måde (“se hun tabte noget, kan du hjælpe hende?”).

Forældre kan selvfølgelig ikke forvente konsistent adfærd af deres småbørn, men selv børn under tre år udviser helt intuitivt positiv adfærd på mange forskellige måder. De vil eksempelvis gerne hjælpe, udvise omsorg og samarbejde med mor eller far (“hjælpes ad”) – og det er den slags adfærd forældre kan hjælpe til at forstærke.

Dog ikke ved at tale en masse, men ved at bruge nogle af nedenstående konkrete råd, som omsætter forskningsgennemgangens anbefalinger:

 

1. Minimer ord og maksimer handling

Det lyder hårdt, men ofte kan det være godt at lukke munden. I stedet for at forklare en masse eller sige ting som “stop med…”, “ikke nu” eller “lad være med det”, så ti stille og vis, hvad man gerne må. Er din søn på vej op ad trappen, så tag ham i hånden og vis ham derhen, hvor han gerne må være. Kaster din datter med maden, så fjern maden og vis stille og roligt i små skridt, hvordan man skal spise. Grænserne bliver langt tydeligere for børn, når de får lov til selv at erfare dem.

Næste gang dit barn gør noget han/hun ikke må, så prøv at stoppe op og spørg dig selv, hvordan du uden at tale en masse kan VISE dit barn det, du gerne vil have ham/hende til at gøre anderledes.

 

2. Vis det med billeder

I et studie har forskere faktisk dokumenteret, at alene det at vise 1,5-årige børn billeder af positive handlinger (fx nogen, der giver hinanden et knus eller holder hinanden i hånden) øger sandsynligheden for, at børnene samarbejder og hjælper de voksne. De forstår endnu ikke, hvad vi siger, men de kan forstå det bedre, når de ser det visualiseret.

Derfor har vi på NOPA lavet konkrete oversigter til små børn, som med tegninger viser, hvad de skal om morgenen og hvad de skal, når de skal puttes (du kan hente dem som pdf under billederne). Det gør det langt lettere for børn at “falde en i rytmen”.

 

Du kan også hente dem som pdf her, så du kan printe dem: “Godmorgen” og “Godnat og sov godt” (linket åbner i et nyt vindue)

 

3. Få børnene involveret

Det er virkelig vigtigt, at børn ikke vænner sig til, at alting bliver gjort for dem. Det første leveår er de selvfølgelig fuldstændigt afhængige af deres forældre, men allerede fra 1-års alderen kan de så småt begynde at blive involveret i hverdagens rutiner.

Det handler om at få børnene engageret i så mange af de opgaver som muligt, som vi forventer, at børnene skal kunne selv på den længere bane. Det kan være at tage tøj af og på, at bære sin tallerken over, at dele sit legetøj, at gå selv osv. Husk ikke at gøre opgaverne abstrakte: I stedet for at sige “jeg har brug for hjælp til at hænge tøj op”, så giv børnene helt konkrete opgaver “kan du række mig en klemme?”, “kan du tage den sok?” osv.

Alle de ting, som gør børnene selvhjulpne, kan I øve på en positiv og hyggelig måde ved at gøre dem SAMMEN med børnene allerede fra de er små. Det behøver ikke at være store ting, som børnene gør. Det afgørende er, at de er involverede og vænner sig til at spille en aktiv rolle hver eneste gang.

 

3. Skab faste rammer og rutiner

Genkendelighed og faste rytmer er det absolut mest effektive “værktøj” til at opdrage børn. Tydelige regler vænner nemlig børnene til, hvordan vi som forældre gerne vil have tingene. Det er denne form for kontinuitet i forhold til, hvordan “tingene gøres”, som giver børn en grundlæggende tryghed og accept af grænserne.

Der findes ingen endegyldige svar på, hvad der er de “rigtige” rutiner. Det varierer fra familie til familie. Men som grundregel er det vigtigt at skabe rammer, som I som forældre kan “leve med” – også på en længere bane. Hvis I eksempelvis gerne vil have at jeres barn skal

For at det skal være enkelt at gå til, har vi på NOPA lavet nogle helt konkrete inspirationsark, som passer til børn i forskellige aldre (du kan hente dem som pdf nederst). Vi har udvalgt de rutiner i hverdagen, hvor du vil opleve størst effekt. Tag fat i de spørgsmål, som er relevante hjemme hos jer og tilføj endelig nogen, hvis der er noget, I synes mangler:

Du kan også hente dem som pdf her, så du kan printe dem: Hvordan skaber du trygge faste rammer i hverdagen? (linket åbner i et nyt vindue)

 

4. Brug humor

Opdragelse behøver hverken være kedeligt eller alvorligt. Børn skal selvfølgelig lære at samarbejde og at gøre de ting, som vi som voksne forventer – men det må gerne være både hyggeligt og sjovt.

Leg og humor virker nemlig. Et studie har eksempelvis vist, at børn mellem 1,5 og 3 år generelt udviser mere positiv adfærd, når de samtidig leger med deres forældre.

Det kan helt små ting, der får børnene til at gøre de ting, som de ikke vil: “Skal vi se, om du kan nå at samle alle legoklodserne op, inden jeg har talt til 10?” eller “vil du vælge en sang, vi kan synge, mens vi tager tøj på?”.

Kilder: Alle nævnte studier er fra forskningsgennemgangen “Prosocial Behavior in Infancy: The Role of Socialization”, Celia A. Brownel, Child Development Perspective, december 2016. Derudover trækker artiklen på eksempler fra Ed.D. Jane Nelsens arbejde, bl.a. klassikeren “Positive Discipline” og “Positive Disciplin the First Three Years”.

InspirationOpdragelseNyt studie: Sådan kan forældre opdrage selv helt små børn
Sofie Münster
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Psykolog og stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast på Go' Morgen Danmark på TV2. Sofie er selv mor til tre piger.

Mest læste lige nu