Børn oplever mange store følelser. Og ofte kan det faktisk være rigtig svært at sætte ord på dem og forstå dem. De mærker, at de bliver kede af det, skuffede eller frustrerede, men ved ikke rigtig hvorfor, og denne forvirring og usikkerhed får børnene til at “gå ind i sig selv”. De bliver indadvendte og har ikke lyst til at sætte ord på deres tanker og følelser. Men hvad gør man så som forælder? Det ser vi nærmere på i denne artikel.
“Men mit barn siger ikke noget”
Det er helt normalt, at forældre til både små og store børn oplever, at deres børn kan være svære at tale med. Det er som om, at uanset hvad man spørger om, er svaret “fint nok”, “ikke noget” eller “det ved jeg ikke”. Nogle gange er det selvfølgelig helt naturligt, at børnene ikke har noget at sige, men andre gange kan det være lidt frustrerende – især hvis man som forælder kan mærke, at ens barn går og tænker på noget eller er ked af noget.
Små børn går ofte ind i sig selv, når de ikke forstår deres egne reaktioner og følelser og simpelthen mangler ord.
Anderledes er det for større børn over 10 år. De får, som en del af deres løsrivelsesproces, gradvist behov for at have deres “egne” tanker og følelser, og derfor vælger mange børn at holde nogle ting for sig selv.
Uanset hvilken alder børnene har, er det dog vigtigt, at de mærker, at vi skaber et trygt rum, hvor man kan dele sine tanker – også selvom de ikke har lyst til at “benytte” sig af det. Men hvordan gør man det i praksis, hvis ens barn ingenting siger?
1. Læg mærke til, hvad du siger, og hvordan du siger det
Det er klart, at nogle børn er mere stille end andre. Men nogle gange kan børns stilhed også skyldes, at de ikke rigtig synes, at de ting vi som voksne siger, giver mening.
Derfor kan det være en god ide at lægge mærke til, hvad du siger og hvordan du siger det.
Forestil dig eksempelvis, at dit barn kommer hjem og er i dårligt humør – hvad siger du? Er du kritisk (“hvorfor gjorde du det?”)? Kommer du med tomme trøstende ord (“det er glemt i morgen”)? Eller kommer du straks med løsningsforslag (“ville det ikke være en god ide, hvis…”)?
Svar som disse lukker faktisk samtalen, fordi de – selvom vi ikke tænker over det – sender et signal om, at vi som voksne kender alle svarene på forhånd, selvom vi ikke en gang har spurgt ind til problemet.
Større børn kan ofte have brug for, at vi primært fokuserer på, hvordan de har det. Spørg helt enkelt: “Hvordan har du det?” (også når dit barn fortæller om sin dag eller en oplevelse). Det åbner nemlig samtalen op, og får børnene til at føle, at vi er på deres side og interesserer os for dem.
En anden måde at åbne samtalen på er ved at kommentere på børnenes kropssprog (“det ser ud som om at du har haft en hård dag”) og derefter invitere dit barn til at fortælle mere (“har du lyst til at tale om det?”, “jeg vil gerne høre om det, hvis du har lyst til at fortælle” eller “hvad tænker du på?”)
For mindre børn handler det om at hjælpe dem med at forstå deres følelser. Bring dig selv i øjenhøjde (så dit barn mærker, at I lige nu taler sammen “på lige fod”) og spørg om han/hun har lyst til at fortælle om sin dag. Stil meget gerne ledende og konkrete spørgsmål (“var det noget, der skete på legepladsen?”) – det gør det nemmere for børnene at huske, hvad der rent faktisk skete.
Hvis børnene (uanset alder) fortsat ikke siger ret meget, så spring videre til punkt 2.
2. Stilhed giver børnene tid til at tænke
Der er absolut ingenting i vejen med stilhed, og hvis børnene skal blive trygge ved at tale, har de brug for at mærke, at vi som voksne omvendt er trygge ved ikke at gøre det. Giv derfor altid børnene tid til at beslutte, om de har lyst til at tale eller ej.
Hvis du har større børn, så aflæs, hvad der sker i situationen. Virker dit barn ambivalent (siger ikke noget, men bliver i rummet), så anerkend det: “Det må være svært at tale om” eller “nogle gange ved man bare ikke, hvad man skal sige”.
For mindre børn kan det også være en stor hjælp, hvis vi bare accepterer stilheden, og sætter os ved siden af og fx bare aer barnet på ryggen. Nogle gange får det børnene til at fortælle, men andre gange er det tryghed nok bare at sidde der. Det kan være børnene skifter emne og spørger om I skal spille, lege eller lignende. Det er helt fint, for det eneste de har brug for, er, skridt for skridt at mærke, at mor og far interesserer sig for mig, når jeg har det svært. Med tiden vil det få dine børn til at komme til dig.
I nogle tilfælde kan det også virke rigtig godt, hvis du efter et stykke tid selv begynder at fortælle om din dag. På den måde viser du nemlig dit barn vejen, og når du eksempelvis fortæller om din frokost, kan dit barn pludselig også huske sin frokost, og så går snakken.
3. Respektér “afvisningen” …
Hvis børnene vælger ikke at sige noget, er det vigtigt, at de mærker, at vi har respekt for deres grænse. Lad være med at bebrejde dem med bemærkninger som “du ved godt, at du altid kan tale med mig” eller “det hjælper at få det sagt”. Børn har ret til at sætte grænser uden, at de samtidig skal føle dårlig samvittighed over, at vi mener, at de burde have gjort noget andet.
4. … men vis samtidig, at du altid er der
Det er imidlertid godt altid at slutte af med at vise børnene det, der egentlig er det vigtigste, nemlig: At du altid er der. Slut derfor af med at udtrykke forståelse for, at børnene ikke har lyst til at sige noget og sig derefter “jeg er her, hvis du får lyst til at tale” eller “du kan altid sige til, hvis du ændrer mening”.
Kilder: Laurence Steinberg, “The 10 Basic Principles of Good Parenting – One of America’s Leading Experts Tells You What You Need to Know” og “You and Your Adolescnet – The Essential Guide for Ages 10-25” og Adele Faber og Elaine Mazlish: How To Talk So Kids Will Listen & Listen So Kids Will Talk, Scribner.