Hvorfor gider ens 3-årige barn ikke at tage jakke på, når nu han godt selv kan? Hvorfor nægter ens 4-årige barn at gå op ad trappen, selvom hun plejer at gøre det uden problemer? Og hvorfor spørger ens skolebarn om hjælp til matematikstykket uden rigtigt at have prøvet selv først?
Spørgsmål som disse har mange forældre nok stillet sig selv – og her kan du forhåbentlig få nogle af svarene.
Børn vælger intuitivt denne nemme og rare løsning
Inden for de seneste år har hjerneforskningen gjort os klogere på, hvad det er, der er på spil, når børn ikke kan tage sig sammen til at gøre ting, som de ellers sagtens kan finde ud af. Og noget af forklaringen skyldes formentlig, at deres hjerne faktisk nærmest er “programmeret” til at gøre alt, hvad den kan for at maksimere glæde og minimere modstand her og nu.
Selvom børnene egentlig godt ved, at det rigtige at gøre ville være noget andet, så er det første, der rammer dem alligevel en lyst til at vælge det nemme, lette, trygge eller rare. Sat på spidsen, så vil børn (og voksne for den sags skyld) altså intuitivt vælge slik over gulerødder, afslapning over arbejde og følelser over fornuft – og det er en stor del af forklaringen på, hvorfor børn ofte kan have svært ved at tage sig sammen.
Denne “programmering” betyder, at børns intuitive reaktion ofte kan være, at de ikke lige orker/gider/har lyst til det, vi beder dem om. Det er dog meget forskelligt, hvad der får børn til at vælge den “lette løsning”.
Nogle børn gør det, når noget er svært eller de føler, at de ikke kan. Det kan være et barn, som bare nægter at tage tøj på selv, fordi han eller hun har svært ved det eller kommer til at begå mange fejl (fx ved at tage tøjet omvendt på). Andre børn bliver udfordrede, når noget er kedeligt eller anstrengende, hvilket kan få dem til at miste koncentrationen, give op eller udskyde deres opgaver.
For os som forældre er denne dynamik i hjernen helt central at være opmærksom på – den betyder nemlig at børn har brug for at lære at “tage sig sammen”, hvis de skal gøre det.
Eller udtryk på en anden måde: Hvis vi gerne vil lære vores børn at tage ansvar i det daglige, så de lærer at gøre de ting, som de udviklingsmæssigt er parate til (hjælpe til, tage tøj på, gå selv, rydde op, lave deres lektier osv.), så skal vi hjælpe dem med at opbygge det som vaner – og det stiller faktisk nogle krav til os som voksne.
Nedenfor præsenterer vi derfor fire skridt, du kan bruge, hvis du gerne vil lære dine børn selv at gøre de ting, som de godt kan.
1. “Det man kan selv, skal man selv”
Uanset hvilken alder dine børn har, er det vigtigt, at børnene ved, hvad du som forælder forventer af dem – hvad skal man selv klare hjemme hos jer?
Det første skridt handler altså om at blive helt tydelig omkring, hvad I gerne vil have jeres børn gør selv: Skal de selv tage tøj på? Selv gå til børnehave? Selv bære deres taske? Selv tage sko på? Selv rydde legetøj op? Selv bære deres tallerken over? Selv pakke taske? Selv smøre madpakke? Osv. Husk, at det også kan være helt små ting som at pille sin egen clementin eller selv at tage rosinerne ud af pakken.
Nogle gange kan det være svært at afgøre, hvad der er passende forventninger, men et godt princip til mindre børn er, at “det man kan selv, skal man selv”. Hvis man godt kan gå, skal man ikke bæres eller køres. Alt det børn godt kan (eller er klar til at lære), har de godt af at få lov til at gøre – også selvom de nogle gange ikke har lyst. På den lange bane giver det nemlig børnene en følelse af, at “jeg er sådan en, der kan ting”.
2. Lad være med at indgå kompromisser, fordi det er nemmere
Nogle gange kan vi som forældre komme til at slække lidt på vores velmenende krav. Især hvis vi eksempelvis har travlt og skal ud af døren eller hvis vi bare ikke lige orker en konflikt.
Men selvom kompromiserne typisk virker som en lettelse i situationen, så er de faktisk lidt som at tisse i bukserne. Børnene mærker, at kravet kun gælder nogle gange, og det får dem til at blive ved med at teste det.
Hvis I afviger fra kravet, skal det være fordi, der er en god grund (som I som voksne bestemmer). Det kan fx være, at man bliver kørt til børnehave, hvis det regner eller at man får hjælp til tøjet, hvis I er kommet for sent op.
Men grundlæggende har børn brug for at mærke, at vi holder fast, for ellers lærer de ikke selv at gøre det.
Det kan naturligvis give nogle sammenstød, men prøv om ikke du kan bruge skridt nummer 3 og 4 til at gøre det lidt lettere i situationen.
3. Hjælp børnene med at fokusere på det positive
Dette skridt handler på ingen måde om, at man bare skal “tænke positivt”, men derimod om at hjælpe børn til at se det lidt bredere perspektiv. Ofte vil du nemlig opleve, at dine børn har fokus på det negative (“jeg gider ikke”, “det er svært”, “det er kedeligt” eller “jeg kan ikke”) – og du hører dig selv sige ting som “kom nu bare”, “du kan godt” osv.
Men for børnene er det faktisk en langt større hjælp, hvis du i stedet lærer dem at se tingene i en lidt større sammenhæng end blot deres følelse her og nu.
Der er mange måder at gøre det på:
Når børnene ikke vil gå: “Jeg havde ellers lige glædet mig til, at vi skulle tælle skridt/plaske i vandpytter/løbe om kap/osv.”
Når børnene ikke vil tage tøj på: “Jeg troede, at vi skulle se, hvem der var hurtigst” eller “jeg er ellers så spændt på, hvilket tøj du vælger at tage på”
Når børnene siger “du skal gøre det”: Prøv da bare at svare “nej, vis du mig, hvordan man gør det.”
Dette handler ikke om at lokke børnene, men om at vænne dem til at se mere nuanceret på situationen: Ja, det er rarere og nemmere at blive båret, men selvom det er hårdt selv at gå, så er det faktisk også meget sjovt (og jeg bliver stolt af mig selv bagefter)”.
4. Fokuser altid på processen frem for resultatet
Mange gange kan vi som forældre have en tendens til at fokusere på det vores børn opnår – især hvis de klarer sig godt (de kan binde deres snørebånd, gå langt eller tage blusen rigtigt på).
Men faktisk viser forskning, at for meget fokus på resultater ligefrem kan risikere at gøre børn bange for at opsøge nye udfordringer, fordi de i stedet vælger at gøre de ting, som de ved, at de er gode til (og altså kan i forvejen) for på den måde at sikre et godt resultat (og masser af ros og opmærksomhed).
Derfor viser det sig, at det er langt mere motiverende for børn, hvis vi som forældre vænner os til at fokusere mindre på børnenes resultater og mere på deres proces:
“Wow, hvordan gjorde du det?”
“Neej, hvor du bare gjorde dig umage med de snørebånd.”
“Hold da op, hvor er det bare sejt, at du prøver igen og igen.”
“Det er så godt, at du øver dig og bliver ved.”
Disse fire skridt er ingen mirakelkur, men hvis du holder fast i dine principper (skridt 1 og 2), hjælper børnene med se situationerne i et bredere perspektiv (skridt 3) og holder fokus på deres proces (skridt 4), så får du med tiden børn, som udvikler vedholdenhed, selvstændighed og ansvarsfølelse – og dermed lærer de at gøre de ting, som de godt selv kan.
Kilder: Hjerneforskningen og de andre faglige pointer er beskrevet i detaljer i bogen “Klog af noget man øver sig på” af Sofie Münster (Politikens Forlag). Derudover trækker artiklen på følgende forskning: David B. Miele og Daniel C. Molden, “Naive Theories of Intelligence and the Role of Processing Fluency in Perceived Comprehension”, Journal of Experimental Psychology og forskning fra professor ved Stanford University, Carol Dweck, “Mindset: How You Can Fulfil Your Potential” (London: Constable and Robinson, 2012); Carol Dweck, “Carol Dweck Revisits the ‘Growth Mindset’”, Education Week, 22. september 2015, Temple University: “Child development: The right kind of early praise predicts positive attitudes toward effort” (februar 2013).
