Følgende artikel er baseret på Sofie Münsters kommende bog “Den bedste start på livet”, som udkommer 8. september 2021. Du kan også læse et længere uddrag af bogen her.
At sætte grænser for små børn handler om at træde frem uden at træde på. Så enkelt kan det siges. Og dog er det ikke helt enkelt at gøre. Det vigtigste er at sige det, vi mener, og sige det, som det er. Præcist, ærligt og med varme, så vi skaber en plads til, at vi kan være os selv. Og så skal vi sige det på en måde, som giver barnet mulighed for det samme. Vi skal simpelthen hjælpe dem til at få øje på andre ved at turde vise os selv.
Men det kræver, at vi tager ansvar for relationens asymmetri. Børn kan ikke forstå det samme som os. De kan ikke styre sig på samme måde som os. Og de kan ikke fortolke andre mennesker, som vi kan. Når det, vi siger, bliver uforståeligt for barnet, bliver der ikke plads til, at det kan være sig selv. Det er det, der sker, når vi kommer til at bruge for mange ord, for lange forklaringer og slutter med åbne ender i stedet for bare at sige det, vi mener. ”Jeg vil have dig med hjem” er blevet til ”jeg tror, at det er ved at være tid til at tage hjem nu, for vi skal også lige nå at købe noget ind på vejen. Kommer du med mig?”.
Små børn forstår ikke, hvad det egentlig er, vi mener, når vi ikke tør sige det direkte og uden en masse omsvøb. Og den klassiske fælde er, at vi kommer til at forvente for meget af børnenes forståelse og for lidt af deres formåen. De mange ord og forklaringer og de implicitte, åbne og uafklarede formuleringer gør det simpelthen umuligt for børnene at forstå, hvad det egentlig er, vi vil have dem til.
I den tilknytningsbaserede opdragelse, som Sofie Münster introducerer i “Den bedste start på livet”, er målet at sætte grænser, der lærer børnene at gøre det rigtige, uden at børnene bliver gjort forkerte undervejs, og at lære os voksne, at vi ikke gør det forkert, bare fordi børnene ikke gør det rigtigt. Når vi siger til vores treårige, at hun skal tage sin T-shirt på, og hun ikke gør det, skal vi altså ikke ’gøre hende forkert’ ved at docere om ”store børn på tre år … og at hun åbenbart ikke er så stor alligevel”, og vi skal heller ikke slå os selv i hovedet med, at vi bare ”aldrig lykkes med at få hende til at gøre det, vi siger”. I virkeligheden skal vi faktisk bare være os selv, når vi sætter grænser.
At være sig selv, når man sætter grænser
At være sig selv, når man sætter grænser, betyder kort sagt, at man taler som sig selv, som man ville tale til andre mennesker. Man skal ikke tale på en særlig ’pædagogisk’ måde til mindre børn og for eksempel omtale sig selv i tredje person, for det er faktisk sværere for barnet at afkode, hvad ”mor” siger, end når vi bare siger ”jeg”. Når vi siger ”jeg”, taler vi nemlig på samme måde, som børnene taler til os. ”Jeg” tager ejerskab til budskabet – noget, som små børn er særdeles gode til, og som vi voksne kan lære meget af. Det er klar kommunikation, når det kommer fra os selv og handler om os selv. Flytter vi derimod udsagnet ud i tredje person, kan vi regne med at have mindre gennemslagskraft. Det er nok også derfor, at man ikke taler sådan til andre mennesker.
”Jeg” har også den anden fantastiske fordel, at det gør det meget nemmere at undgå at komme til at placere skyld. Når vi omvendt siger for eksempel ”du”, bliver udsagnet nærmest automatisk vinklet som et angreb, og så kommer man meget nemt til at gå på kompromis med barnets behov for at høre til og samtidig være sin egen. Barnet føler sig måske forkert, føler sig ikke set eller føler sig ikke accepteret. Målet er således at undgå, at grænserne bliver flyttet væk fra os selv, for det bringer børnene i spil og overdrager dem en del af ansvaret for at løse situationen. ”Du må jo kunne forstå …”. Men det er som sagt meget mindre belastende for et barn at blive bestemt over, end det er at få ansvaret for at gøre det godt igen.
At være os selv handler også om at turde sige tingene, som de er. Om at være ærlig. Vi skal ikke sælge budskabet til børnene eller have dem overbevist. Når vi forsøger at overbevise børnene, signalerer vi, at det vil være meget bedre, hvis de var enige med os. Og det gør deres mening mindre værd, og børnene forkerte. Målet med at sætte grænser er ikke konsensus, men at vise hinanden, hvem man er – hvad vi vil have, og hvad vi ikke vil have – og det er meget nemmere for børnene at forstå, hvis vi bare siger tingene, som de er. Det er den måde, de selv kommunikerer på, og når vi gør det samme, slipper de for at skulle bruge nogle fortolkningsevner, som de endnu ikke har udviklet. Grænser over for små børn sættes bedst, hvis de er sat med varme, men uden omsvøb. Vi mener det, vi siger, og det kommer fra os selv. Konkret kan man sætte grænser over for små børn ved at:
- sige ”jeg”
- sige det kort og varmt
- sige det en gang, sige det anden gang, ophæve situationen.
NOGLE EKSEMPLER:
”Jeg vil ikke have, at du tager glassene ned fra hylden” i stedet for ”Glas er ikke til at lege med – de går i stykker, og så kan man komme til skade”.
”Jeg kan ikke lide, at du slår mig” i stedet for ”Mor kan ikke lide, når du slår hende”.
”Nej, det skal vi ikke i dag” i stedet for ”Jeg er ikke helt sikker på, om vi kan nå det i dag, men måske vi kan gøre det en anden gang”.
”Jeg vil gerne have, at du hjælper mig med at rydde legetøjet op” i stedet for ”hvis du rydder legetøjet op, kan vi lege sammen bagefter”.
De klassiske faldgruber – og hvad man kan gøre i stedet
For de fleste forældre vil det ikke være de store forandringer, der er brug for. Det er ofte et spørgsmål om ordvalg og tone. Men det er ikke det samme, som at det nødvendigvis er nemt.
Noget af det, der kendetegner den traditionelle måde at sætte grænser på, er, at den træder på enten den ene eller den anden part. I den tilknytningsbaserede opdragelse har man fokus på at undgå det.
i “Den bedste start på livet” er der en lang række eksempler på klassiske faldgruber og hvad man kan gøre i stedet for. Nedenfor på grafikken kan du hente konkret inspiration fra nogle af disse:
Hvad hvis barnet siger nej?
Men hvad nu, hvis mit barn siger nej? Hvad nu, hvis det ikke hjælper noget som helst, at jeg giver tid og er tålmodig? Ja, så ikke noget. Børnene må gerne være uenige. Hvis barnet er sur over et nej til en kiks, er det nemmere at holde fast i sin grænse, end hvis barnet siger nej til at tage tøj på. For med kiks-eksemplet har man så at sige de længste arme og er dermed den, der skal nå pakken i skabet eller lade den stå. Har man omvendt bedt barnet om for eksempel at tage tøj på eller hjælpe med at rydde op, så føles det straks lidt mere kompliceret, når barnet nægter. For har man så ikke ’tabt’?
Frygten for barnets ’nej’ kan få nogle til at udtrykke sig mere vagt, så de ikke risikerer at tabe. Man siger ”jeg trænger til”, ”ville blive glad for”, ”håber, at du vil”, ”ville sætte pris på” frem for bare at sige det, som det er: ”Jeg vil have …”. Vi skal stole på vores behov. Børn er særdeles optagede af deres forældre, og når de gør noget andet end det, vi vil have dem til, er det faktisk ofte, fordi vi ikke har turdet sige tydeligt nok, hvad det er, vi gerne vil have. Og ’nejet’ er ikke nødvendigvis en afvisning af os, men et udtryk for, at barnet har brug for noget for at blive i stand til at gøre, som vi beder det om. I langt de fleste situationer virker det derfor bare at sige: ”Du får lige to minutter til at blive klar, og så kommer jeg tilbage, og så kan vi gå i gang.” Det er ikke at give efter, men at give plads til barnets behov for tid til at omstille sig.
Man vil opdage, at så snart man ikke længere er bange for at ’tabe’, klarer man situationerne med en helt anden ro: Vi siger det, vi mener, og vi siger det med god samvittighed, og det får faktisk børnene til i højere grad at respektere os. De tager os alvorligt, når vi tager os selv alvorligt.
Denne artikel er en introduktion til den tilknytningsbaserede tilgang til at løse konflikter med små børn. Den baserer sig på Sofie Münsters nye bog “Den bedste start på livet”, som kan forudbestilles her. Sofie holder også online kurser for forældre i tilknytning. Det er fyldt med viden og værktøjer til forældre med børn fra 0-5 år. Læs mere her.
