Følgende artikel er baseret på Sofie Münsters kommende bog “Den bedste start på livet”, som udkommer 8. september 2021. Du kan læse et længere uddrag og forudbestille bogen med gratis fragt her.
Der findes ingen magisk opskrift, som sikrer, at vi undgår sammenstød med vores børn. Og heldigvis for det. For hvis børn og vi forældre kun ser de gode sider af hinanden, vil vi slet ikke kende hinanden. Målet er derfor ikke at undgå uenigheder, kontroverser og konfrontationer. Målet er at begrænse varigheden og intensiteten ved, at vi voksne bevarer evnen til at reagere bevidst og ikke lader vores følelser løbe af med os, men at vi til gengæld giver børnene plads til at være, som de er.
I denne artikel finder du derfor ikke en guide til at undgå konflikter – for det kan man ikke – men du finder konkret inspiration til at få dem løst på en måde, så de ikke trækker i langdrag og ender med skældud.
At være uenig, men stadig høre sammen
Når børnene skal have plads til at reagere følelsesmæssigt og automatisk og ikke have at vide, at de skal ”slappe lidt af” eller ”lade være med at blive så vrede”, skyldes det paradoksalt nok, at børnene har brug for at lære alle følelser at kende for at lære at regulere dem. Det gælder også de følelser, som vi forældre bryder os mindre os. Kun ved selv at få lov at mærke dem erfarer børnene, hvordan de kan gøre noget ved følelserne, og hvordan de kan komme videre igen.
Den vigtigste erfaring, barnet får, når det oplever et sammenstød med os forældre, er, at vi kan være uenige, men stadig høre sammen. Gennem de sammenstød, som vi forældre tackler på en tryg måde, lærer barnet en lektie for livet: I en tæt følelsesmæssig relation er vi ikke modparter, vi er ikke fjender, der kan vinde eller tabe. Vi kan løse svære problemer uden at give køb på relationen. Dermed tør barnet vise os, hvordan det har det, og vi får mulighed for at hjælpe det videre ud af sammenstødet. Og det er nøglen til på sigt at sikre, at konflikterne ikke trækker i langdrag. Det handler altså om at forblive sammen. Ikke om at forsøge at komme videre hver for sig.
Vi har aldrig mere brug for timeouts
I mange år har det været en gængs opfattelse blandt både forældre og eksperter, at børn kan have brug for at køle af alene, når de er oprevne. Man kalder det for en ’timeout’, som er et begreb fra sportens verden, der er trænerens mulighed for, for eksempel midt i et angreb, at give ophidsede spillere en mulighed for at få pulsen og vreden lidt ned. Metoden har muligvis vundet udbredelse i børnefamilier og blandt professionelle, fordi den umiddelbart kan se ud til at virke ganske godt. Man sender det ’umulige’ barn ind på værelset et lille stykke tid, indtil det bliver mere roligt. Og ganske rigtigt kommer barnet lidt senere ud fra værelset i stand til at tale behersket og forståeligt – altså mere roligt. Men kun på overfladen. Studier har vist, at når børn op til fire år ufrivilligt bliver adskilt fra deres forældre, øges deres stressniveau. Der sker således det stik modsatte af timeoutens formål. Og ikke nok med det. Den erfaring, barnet tager med sig, er, at hvis man oplever følelser, der får én til at opføre sig på bestemte måder – for eksempel at slå, sparke, råbe eller skrige – så er det ubehag, man er nødt til at klare alene – for de voksne vil ikke hjælpe. Derfor vil erfaringen naturligt få barnet til at tro, at disse følelser er skamfulde og forbudte – og i hvert fald helt sikkert ikke er nogen, man kan få andres hjælp til at håndtere.
Barnet lærer dermed det modsatte af det, som barnet har brug for at lære. Det erfarer, at vi kun gider det, når det er på bestemte måder. I stedet har barnet brug for at erfare, at vi gider det, uanset hvordan det opfører sig.
I den “Den bedste start på livet” introducerer Sofie Münster for første gang den tilknytningsbaserede opdragelse, som er en opdragelsesmetode, der sikrer, at man kan opdrage sine børn uden at skabe afstand til dem, heller ikke når man er uenige, uvenner eller sure på hinanden. I den bliver konflikter løst uden timeouts. I stedet skal vi forældre tage ansvaret for at løse kontroverser og konflikter med vores små børn på en måde, så relationen ikke lider overlast, for det er kun på den måde, at man kan undgå at konflikterne bliver en kampplads, som det tager alt for lang tid at komme ud af igen.
Sådan løser man kontroverser med små børn
For at kunne løse kontroverser og konflikter med sine børn, uden at relationen lider overlast, skal man vide, hvor i sammenstødet der er risiko for, at konflikten stikker af og bliver uhensigtsmæssig for både børn, voksne og relationen. Og man skal kende effekten af de strategier, der sikrer, at vi bevarer kontakten og kan komme relativt hurtigt videre efter sammenstødet.
Derfor har jeg udviklet en skridt-for-skridt-beskrivelse til at løse konflikter med små børn, som jeg præsenterer i “Den bedste start på livet” og som du kan finde en kort introduktion til nedenfor. Hvis man hidtil har bekendt sig til opdragelsesmetoder, der hylder fraværet af kontroverser, kan det virke bizart at få en guide til det gode skænderi. Men samvær med andre mennesker kan ikke udelukkende bygge på enighed. Samvær skal i stedet bygge på, at der er plads til alles følelser og meninger, og det lærer barnet gennem kontroversen med sine forældre.
1. Uenigheden opstår
Det første trin er identifikationen af, at barnet er uenigt med os. Det drejer sig ofte om en eller flere småting. At barnet ikke vil tage overtøj på, lige når vi siger det, eller at vi kommer til at gå først ned ad trappen, selvom barnet mener, at det skulle gå forrest.
Når vi opdager det første tegn på, at der er optræk til konflikt, er vores impuls at gentage vores ønske eller hensigt: ”Det er altså tid til at tage tøj på nu — vi skal skynde os” eller ”så må du gå forrest næste gang”. Men det vil ofte forstærke barnets reaktion, fordi barnet ikke føler sig set og forstået. Kan vi derimod vise barnet, at vi ser dets frustration eller uenighed, kan vi ofte bevare kontakten og få rundet situationen af. Vi skal ikke begynde at give barnet tøjet på eller gå op ad trappen igen for så at lade barnet gå ned igen forrest. I stedet skal vi for eksempel sætte os ned på knæ foran barnet, ae det kærligt på kinden for at signalere, at vi ser dem, og sige: ”Du er lige i gang med noget andet og har ikke lyst til at tage overtøj på?” eller ”jeg kom til at gå først, selvom du gerne ville gå først?”. Det virker beroligende, hvis vi er fysisk tæt på barnet, er kærlige og i øjenhøjde.
2. Uenigheden lader sig ikke umiddelbart løse
På trin nummer to er barnet vrangvilligt og viser tydeligt, at det ikke ønsker at samarbejde lige nu. Det modarbejder os, løber måske væk eller laver spagettiben, når vi forsøger at få det i gang med at tage tøjet på. Det græder ikke ustoppeligt, men det er ikke tilfreds med situationen. I denne situation er vores impuls ofte at gøre grænsen endnu tydeligere. Det kan være, at vi begynder at forklare, hvordan vi altså har travlt, og at det er tid til at komme ud ad døren, eller at vi siger tingene mere bestemt: ”Jeg gider ikke diskutere det – tag så det tøj på, når jeg beder dig om det”. Er vi rigtig utålmodige, begynder vi måske at overtage opgaven og giver barnet tøjet på, hvilket vil gøre de fleste børn endnu mere vrede. De vil selv, bare ikke lige nu.
Det hjælper dog sjældent at intensivere konflikten og sætte tempoet op. Til gengæld virker det stort set altid at gøre det modsatte. Giv barnet tid. Det virker måske kontraintuitivt eller eftergivende, men små børn har brug for mere tid end voksne til at omstille sig. Når de lige får et øjeblik, går tingene typisk meget nemmere (og ender med at tage meget mindre tid end optrapningen).
Man giver tid ved at sige til barnet: ”Du får lige et øjeblik til at blive klar”. Situationen er endnu ikke ophedet konflikt. Det er bare et barn, som er vrangvilligt. Og at give barnet et øjeblik trækker energi og intensitet ud af situationen. Ofte vil det i øvrigt give forælderen de to minutter til lige selv at færdiggøre sine gøremål. Pakke tasken og så komme tilbage. De to minutter giver barnet mulighed for selv at vælge at komme med om bord, og derfor er tid simpelthen det vidundermiddel, som virker allerbedst med små børn. Modsat vil vi voksne typisk for meget for hurtigt.
3. Børnene græder og lader sig ikke umiddelbart regulere
Konflikten er nu en realitet. Barnet er oprevet, og følelserne lader sig ikke lige regulere. Barnet hører ikke, hvad vi siger, og løber måske endda væk fra os og ind i et andet rum. På dette punkt kan man opleve, at man som voksen nærmer sig den automatiske zone, men opgaven er at forblive i den bevidste del af hjernen.
Træk vejret dybt, og mind dig selv om, at barnets reaktioner er helt normale. Det er ikke, fordi din opdragelse ikke virker, men fordi dit barn endnu ikke har lært at regulere sine følelser. Giv endnu en gang barnet lidt tid. Det giver ikke mening at tale til et barn, der er meget vredt. Som forælder kan man ellers have temmelig meget lyst til at forsøge at stoppe adfærden og sige ting som ”så slapper du lige lidt af” eller ”der er ikke nogen grund til at blive så vred” eller ved at tage barnet op i armene og holde det fysisk fast. Men det gør kun tingene værre. Så lad være med det. Hvis barnet er løbet ind på et andet værelse, kan man lade det være lidt alene der. (Det har intet med en timeout at gøre, for det er barnets valg at flytte sig væk fra os).
Efter et lille stykke tid (maks. et par minutter) går man ind til barnet. Hvis man har været i samme rum hele tiden, kan man efter et par minutter bevæge sig lidt tættere fysisk på barnet. Tag initiativ til kontakt ved at vise barnet, at du ser, hvilke følelser det har: ”Du er blevet meget vred på mig”, eller sætte ord på barnets ønsker: ”Du ville rigtig gerne lege lidt mere”. Måske barnet bekræfter påstanden. Måske gør det ikke. Herefter kan man validere oplevelsen: ”Det må man gerne blive herhjemme”, for at tydeliggøre over for barnet, at det ikke er forkert at føle vrede eller at ville noget andet. Dette kan nogle gange åbne for kontakt og dermed for at få rundet situationen af. ”Kan du huske, hvad det var, du ikke ville?”. Nogle gange kan barnet huske det – andre gange kan det ikke. ”Du ville ikke have tøj på. Vi kan gøre det sammen”. Det handler om at udnytte kontakten og nærværet til at komme tilbage på sporet, for så vil barnet med stor sandsynlighed ikke længere kæmpe imod.
4. Der er ingen kontakt og situationen er kun blevet værre
På dette øverste trin er situationen i rød zone. Man har måske selv været en tur omkring det automatiske niveau, og barnet har reageret fuldstændig ufiltreret ved at spænde op i hele kroppen og slå, sparke, råbe eller gemme sig under sengen.
På dette trin føler man som voksen, at alle ens muligheder er udtømt. Ligegyldigt hvad man gør, slår, sparker eller råber barnet. Der er ingen kontakt. Nu handler konflikten for os voksne ikke længere om, at barnet ikke vil have tøj på, men om barnets opførsel. Man føler en stærk trang til at sætte grænser og vise barnet, at man ikke vil finde sig i det. Men det hjælper ikke at accelerere sin egen vrede og sige ting som ”nu er det nok” eller ”nu vil jeg fandeme ikke mere”. Det hjælper heller ikke at gå ind i diskussionen med barnet og forsøge at forklare sig og svare på det, det siger. I stedet må man – selvom det er svært – bevare roen. Hvis barnet slår, kan man bare ganske kort og bestemt sige: ”Jeg vil ikke slås” og så bevæge sig lidt væk, så barnet ikke længere kan slå én.
Barnet har brug for, at vi reducerer kompleksiteten. At vi bare sætter os ned og venter og siger så lidt som overhovedet muligt uden at ignorere barnet. På et tidspunkt kan man fornemme, at barnet bliver mere roligt. Det kan tage ganske lang tid for nogle børn, hvilket er helt normalt. Men når man fornemmer, at barnet er ved at falde lidt ned igen, kan man tage initiativ til kontakt. Det er forældrenes ansvar, at kontakten genoptages. Det er altså ikke barnet, der ’kan komme igen, når det kan opføre sig ordentligt’. Man skal heller ikke lægge ansvaret over på barnet ved for eksempel at spørge, om han er ’blevet god igen’. I stedet kan man tage kontakten til den toårige ved for eksempel at sige: ”Du er blevet vred på mig”, eller til det lidt ældre barn med et mere veludviklet sprog: ”Har du lyst til at fortælle mig, hvorfor du er blevet så vred?”. Endnu en gang er det vigtigt at validere oplevelsen: ”Okay, jeg forstår. Det er virkelig træls at skulle tage overtøj på, når man er i gang med noget sjovt”.
Hvis man selv har været i den automatiske zone, er det vigtigt at tage meget tydeligt ansvar for at genetablere forbindelsen: ”Jeg er ked af, at jeg råbte ad dig, blev du forskrækket?”. Det er vigtigt, at oplevelsen ikke får lov til at stå uantastet, og derfor dur det ikke at give barnet et medansvar eller at begynde at forsvare sig selv. Forbindelsen bliver genetableret, når barnet kan mærke, at vi ser og accepterer de følelser, som fulgte med sammenstødet.
Denne artikel er en introduktion til den tilknytningsbaserede tilgang til at løse konflikter med små børn. Den baserer sig på Sofie Münsters nye bog “Den bedste start på livet” (udkommer 8.9.21), som kan forudbestilles med gratis fragt her. Sofie holder også online kurser for forældre i tilknytning. Det er fyldt med viden og værktøjer til forældre med børn fra 0-5 år. Læs mere her.
