Der findes næppe nogen forælder, som har decideret lyst til at skælde ud eller være konflikt med sine børn. Men det kan være svært at undgå – især når børnene overreagerer, er urimelige eller er fuldstændigt usamarbejdsvillige.
Det er frustrerende og virkelig irriterende, og det føles som om, at uanset hvad man gør, så ender det alligevel i konflikt. Men skal man tro de seneste års hjerneforskning, så kan det faktisk godt undgås (eller i hvert fald holdes til et absolut minimum). Her kan du få et indblik i den nye viden og få konkret inspiration til, hvordan du kan skabe respekt om det du siger, selvom dine børn er oppe at køre eller kæmper imod dig.
Derfor har børn nogle gange svært ved at lytte
Vi ved godt, at hjernen har forskellige områder, som er ansvarlige for forskellige ting. Eksempelvis har vi en venstre side, som hjælper os med at tænke logisk og organisere vores tanker, og en højre side, som gør os i stand til at opleve følelser og aflæse kropssprog og andre ikke-verbale signaler.
Vi har også en primitiv del af hjernen, som kan få os til at reagere på et splitsekund, hvis der eksempelvis er fare på færde, og så har vi en mere avanceret del af hjernen, som hjælper os med at træffe komplekse beslutninger, se nuancer, udvise empati og styre vores følelser og reaktioner.
Disse forskellige områder løser forskellige opgaver og er vigtige hver for sig. Men de har også brug for at kunne arbejde godt sammen, for når de ikke gør det, så har vi det med at reagere på uhensigtsmæssige måder. Det er det, der sker, når børn eksempelvis får et flip over, at deres yndlingstrøje er til vask, eller når vi selv gør det samme, fordi børnene ikke har ryddet op på deres værelse som aftalt.
Langt de fleste af de situationer, som udfordrer os forældre opstår, fordi de forskellige områder i barnets hjerne ikke afbalancerer hinanden. Det er det, der er årsagen til raserianfald, nedsmeltninger, overreaktioner og aggression.
Til gengæld tyder de seneste års forskning – og det er her det bliver virkelig interessant – på, at vi som forældre faktisk har indflydelse på, hvordan vores barns hjerne udvikler sig.
Vi har indflydelse på børnenes reaktioner
Inden for det sidste årti har hjerneforskere opdaget, at børns hjerner er langt mere formbare, end man hidtil har troet. Forskere kalder det for “plasticitet”, og det betyder helt jordnært, at børns hjerner ændrer sig i takt med de oplevelser, de får.
Som forældre kan vi altså påvirke, hvor godt børnenes områder i hjernen arbejder sammen. Fx ved man, at børn hvis forældre taler med dem om deres oplevelser, får en bedre hukommelse, og børn, der taler med deres forældre om følelser, udvikler en stærkere følelsesmæssig intelligens.
På samme måde kan vi med nogle relativt enkle teknikker lære børn at styre deres reaktioner, så de ikke enten er for voldsomme eller for rigide (“det er MIN bil”), og når vi gør det, skaber vi en situation, hvor de er i stand til at lytte til os og får respekt for det, vi siger. Her får du tre konkrete tips.
1. Børn belønner forståelse med respekt
Når børn overreagerer eller kæmper imod os, så er det typisk fordi deres følelsesladede højre hjernehalvdel har overtaget styringen. I sådan en situation er vores intuitive svar at forsøge at dæmpe dem ved at tale til deres mere logiske hjernehalvdel (“jeg har sagt, vi skal være hjemme kl. 18” eller “nej, for du har lige spist”).
Men det forstærker faktisk de følelsesladede reaktioner. Børnene føler sig ikke forstået, og det får dem til at reagere med endnu flere følelser. Så selvom man skulle tro, at logik er vejen til at gøre samtalen mere logisk, så forholder det sig faktisk omvendt. Vi er nødt til at starte ved børnenes følelser.
Derfor er det en god regel altid at “gå højre om”: Tal altid til den følelsesladede højre hjerne halvdel, før du taler til den venstre. Eller udtrykt på en anden måde: Vis forståelse for følelsen, før du korrigerer adfærden (se mere herom i punkt 2):
“Jeg bliver også frustreret over det…”
“Jeg kender det godt. Nogle gange er det bare virkelig svært, at…”
“Jeg ved godt, at det her er noget, som kan gøre en ked af det/vred/irriteret”
“Nogen gange så synes man bare, at tingene er helt vildt uretfærdige…”
“Jeg har fuld forståelse for, at du er skuffet…”
Det virker, fordi forståelse skaber respekt. Børnene føler, at vi tager dem alvorligt. Bare tænk på dig selv: Har du ikke mere lyst til at lytte til mennesker, som du føler, forstår dig, og har du ikke større respekt for deres synspunkter?
2. Vent med at bestemme til der er kontakt
Dette punkt kræver tålmodighed, men det var formentlig spare jer for tid på den lidt længere bane. Sørg altid for at vente med at korrigere dit barns adfærd indtil han eller hun rent faktisk er i kontakt med dig (det får du bl.a. ved at starte med punkt 1 – se flere råd her).
Hvis du sætter grænser, før dit barn er i “kontakt” med dig, så er det næsten helt sikkert, at han eller hun vil kæmpe endnu mere imod dig (når følelserne har taget over er det nemlig de områder af hjernen, der dominerer).
Børnene er ganske enkelt et sted, hvor de kæmper imod ALT, og så ender du med at opleve, at du skal forsvare dine krav eller grænser. Når først man er der, kan det være meget svært ikke også at begynde at forhandle dem, selvom man principielt set slet ikke mener, at det er det rigtige.
Derfor vent med at bestemme, og gør det så helt tydeligt og gerne fremadrettet, så snart børnene er klar:
“Du skal ikke lege med XX i dag. Men jeg vil gerne sørge for at finde en dag, hvor det kan lade sig gøre. Skal jeg det?”
“Jeg kan se, at du gerne vil løbe. Lad mig vise dig, hvor man gerne må løbe” (fx i haven)
“Jeg ved godt, at du rigtig gerne vil have en godnathistorie mere, men jeg kommer ikke til at ændre mening. Det er dog er helt ok, at du er skuffet, og jeg trøster dig.”
“Lad os lige prøve en gang til. Jeg ved, at du sagtens kan sige det på en bedre måde”
Hvis børnene har passeret det punkt, hvor de er uden for rækkevidde, så vent med dette punkt og brug i stedet punkt 3.
3. Kompromisløshed er vigtigere end timing
Tit hører man, at grænser skal sættes lige med det samme og i situationen. Men det er jo ingenting værd, hvis børnene alligevel ikke hører efter. Så ender man med at file på dem, og det skaber mindre respekt. Børnene får nemlig en fornemmelse, at deres kraftige reaktioner er vejen til at få mere “magt”.
Børneopdragelse er sjældent perfekt (hvis nogensinde :-)). Nogle gange er man nødt til at vælge mellem to mindre gode løsninger, og sådan er det, hvis først børnene er uden for rækkevidde. Vent med at korrigere dit barns adfærd, indtil der er ro.
Fjern dit barn fra situationen om nødvendigt, men lad være med at sige noget. Træd et skridt tilbage og husk på, at børnenes følelse er 100 procent ægte, og de har brug for en voksen, som hjælper dem med at komme igennem dem, før de er klar til at gøre noget andet.
Selv helt små børn kan sagtens huske det, der er sket, så selvom, at du venter med at sætte grænsen, så øger du sandsynligheden for, at dit barn rent faktisk lærer af situationen, hvis du venter med at sætte den til han eller hun er et sted, hvor den logiske hjerne kan aktiveres.
Så snart dit barn er klar (måske er det flere timer efter), så tag en snak, hvor du tydeligt sætter grænsen, tilbyder din hjælp og fokuserer på det fremadrettede:
“Kom du med mig – vi skal lige tale sammen. … Kan du huske hvad der skete lige før/i morges/i går?” Lad endelig børnene fortælle. Følg herefter op: “Det duer ikke med … det er noget vi sammen skal have øvet. Jeg skal nok hjælpe dig, men det er vigtigt, at du forstår, at du ikke må …” osv.
Forvent ikke resultater over natten eller at tipsene virker hver eneste gang. Men ovenstående tre tips er konkrete måder til at hjælpe børn med aktivere andre områder af deres hjerne og ikke kun de få, som har fået overtaget. Det kræver, at du bevarer roen og er ikke er fjendtlig, men derimod varm, selvom dit barn ikke er det. Over tid vil det betale sig. Det integrerer de forskellige dele af hjernen bedre, og det gør det langt lettere for børnene at reagere mere afbalanceret på den længere bane.
Kilder: Artiklen tager udgangspunkt i Dr. Daniel Siegel og PhD Tina Payne Brysons hjerneforskning, bl.a. bøgerne “The Whole-Brain Child” og “No-Drama Discipline” og i Ed.D. Jane Nelsens arbejde, bl.a. klassikeren “Positive Discipline”.
