Den seneste tid har der været en del debat om skældud. Ofte handler den mest om, hvorvidt man er for eller imod. Men spørgsmålet burde være et andet, nemlig hvordan vi får vores børn til at gøre, hvad vi beder dem om – altså i udgangspunktet at lytte – men også at overholde aftaler og respektere grænser, når vi ikke er der til at håndhæve dem.
Der er nok ikke nogen forældre, som ikke foretrækker at få børn til at høre efter uden at man er nødt til at blive vred eller ende i konflikt. Men hvordan? I denne artikel kan du læse om, hvilke konkrete og veldokumenterede psykologiske metoder, der får børn til at lytte.
Alle børn kan komme til at træde ved siden af
For mange forældre er en af de meste grundlæggende forældreopgaver at lære vores børn, hvordan man opfører sig ordentligt: Hvordan man er en god ven, hvordan man er en god elev i skolen, hvordan man er social i børnehaven og hvordan man er en godt familiemedlem derhjemme.
Det er noget alle børn har brug for at øve sig på, før de lærer det – og det betyder ganske naturligt, at de nogle gange træder vi siden af og opfører sig dårligt: De gør ikke, hvad der bliver sagt, eller behandler ikke andre, som de fortjener at blive behandlet.
I sådanne situationer skal der naturligvis trækkes en grænse, men hvordan? Når vi skælder ud, skaber vi en konfrontation, og i enhver konflikt følger altid en risiko for, at børnene føler sig utrygge eller ‘forkerte’.
Derfor får du i stedet her tre konkrete tips til, hvordan vi kan irettesætte vores børn uden at kompromittere den tillid, vi har opbygget til dem.
1. Skab kontakt først
Dette er et enkelt lille greb, men det er super effektivt. I stedet for at starte samtalen med en kommando: “Du skal gå i gang med dine lektier” / “du skal tage dit overtøj på nu” / “ryd lige op efter dig”, virker det langt bedre, hvis vi først skaber kontakt med børnene: Hvad er du i gang med?, Hvordan går det?, Fortæl mig, hvad du laver… Herefter kan vi så samle bolden op og sige, hvad vi gerne vil have dem til: “Ok, nu skal du høre. Jeg har brug for, at du…”
Hvis det er mindre børn, som er i gang med noget, de ikke må, er det også en god ide ikke at reagere for pludseligt. Gå i stedet hen til dit barn, smil og sig: “Kom du med mig – vi skal lige tale sammen. Var det en sjov leg, du havde der? Det er dejligt, at du har det sjovt, men vi skal lige have fundet en måde, hvor du gør det uden at … har du nogle gode ideer til, hvad du kan gøre i stedet?”.
Det er vigtigt at bemærke, at dette intet har at gøre med at forhandle med børnene. Det handler derimod om, at du står ved, at der er noget, de ikke må (fx løbe rundt i stuen), men samtidig inddrager dem i tænke med på løsninger (hvad kunne man gøre i stedet – fx løbe i haven eller lege på værelset).
På den måde får du sat en klar grænse, som ikke er til forhandling samtidig med, at barnet lærer at tænke i alternative muligheder. Børnene lærer at se nuancerne, hvilket er en kompetence, de har brug for hver eneste gang, de skal løse konflikter både i børnehaven og i skolen.
2. Vær rolig og lydhør
Mange gange kan vi have en tendens til at blive meget alvorlige, når vi sætter vores børn på plads, men faktisk virker det langt bedre, hvis vi er venlige, rolige og smiler, for det skaber tryghed hos børnene – hvilket øger chancerne for, at de rent faktisk lytter til det, vi siger.
Hvis vores børn skal lære at lytte, skal de også se, at vi gør det. Derfor er det vigtigt, at du så vidt muligt også at være lydhør over for dit barns oplevelse (og nej, det er ikke det samme som, at de skal inddrages i alle situationer, eller at I er ligeværdige ”partnere”).
I forhold til mindre børn er det en god ide at give dem opmærksomhed og udvise tålmodighed hver eneste gang, de forsøger at sætte ord på frem for at græde, blive vrede eller løbe væk. Vis dem, at det virker at tale sammen ved at lytte til, hvad de har at sige. Sig fx: “Fortæl mig, hvad du synes der skete…” Det handler ikke om, at det så dermed bliver mere ok at gøre det, man ikke må, for når du har hørt deres oplevelse, kan du sagtens trække en grænse og sige, hvordan du gerne vil have det.
For de større børn handler det om at blive klogere på, hvad børnene tænker om en situation (måske føler de sig dumme, når noget er svært, måske frygter de, hvad andre tænker, måske handler deres modvilje slet ikke om det, vi beder dem osv.).
Når vi lytter til børnene, kan vi få en dialog om det, det egentlig handler om frem for alt muligt andet, og det gør det lettere for os at sætte ind der hvor behovet er.
3. Tal klart og fremadrettet
Måden vi siger ting på, har en kæmpe betydning for, om børn lytter til, hvad vi siger. Som hovedregel går vores børn i forsvarsposition og lukker ned, når vi dømmer dem (du er altid sådan og sådan), når vi bebrejder (hvorfor kan du aldrig…), når vi er bedrevidende (det kunne du jo have sagt dig selv…), når vi truer (hvis ikke xxx, så er der ingen yyy…) eller når vi kun fokuserer på alt det, de gør forkert.
Det er langt bedre, hvis vi i stedet irettesætter dem på en måde, som fokuserer på, hvilken vej det ville være bedre for dem at gå.
I stedet for “lad være med at drille din bror” kan du sige “når du driller ham, lærer han ikke, hvad han skal gøre anderledes. Lad os sammen øve, hvordan du kan sige det på en god måde”
I stedet for “stop med at hoppe i sofaen” kan du sige “jeg kan se, at du gerne vil hoppe? Det kan du gøre uden for i haven – ikke i sofaen. Kom du med mig, så hjælper jeg dig ud…”
I stedet for “jeg er så træt af, at du ikke…” kan du sige “Dette skal fungere for os begge to… lad os lige tale om, hvordan du kan gøre det på en anden måde…”
Artiklen er opdateret den 20. november 2016. Kilder: A. Nair, “12 Positive Discipline Parenting Strategies – that WORK!“, Dr. D. Siegel og T. P. Bryson, “No Drama Discipline”, A. Nair, “The Power of Words: Choosing Ones that Help our Children”.
