I samarbejde med

Vigtigt: Sådan taler du med dit barn om ‘Momo Challenge’

Mange forældre har måske ikke hørt om det, men blandt danske børn er der mange, som er bange for fænomenet “Momo Challenge”. Hun findes ikke, men det er der mange bange, der ikke ved.

Momo er en figur med et særdeles uhyggeligt og skræmmende ansigt: Store øjne med sorte ringe rundt om, et slidt ansigt og et ubehageligt smil, som går fra øre til øre. Hun er oprindeligt fremstillet som et kunstprojekt, der intet har med Momo Challenge at gøre.

Figuren er dog nu endt som et såkaldt viralt internetfænomen, som man siger spreder sig via forskellige sociale medier. Efter sigende er Momo et slags spil, der giver børnene farlige udfordringer, truer dem og får dem til at gøre skade på sig selv, men realiteten er, at ingen aner, om det er sandt. Der florerer med andre ord masser af skræmmende historier, men de er ikke bekræftet af myndigheder.

Indtil nu har historien primært levet uden for Danmarks grænser, men også danske børn er nu begyndt at høre om Momo – og nogle kan måske endda blive bange, fordi de hører, at man kan blive kontaktet af Momo. Her følger derfor nogle konkrete råd til, hvordan man kan tale med børn om Momo.

 

Fortæl børnene, at man langt fra altid kan stole på ting, der står på internettet

For børn er det oplagt at tro, at de ting, man læser på internettet, er sande og der skal ikke meget snak til i skolegården, før et rygte bliver til sandhed. Sådan kan det også være med Momo: Børnene hører om fænomenet og har måske endda selv set billeder af hende og det kan være skræmmende, selvom det ikke nødvendigvis er en sand historie.

Har du et barn, som er bange for Momo, er det derfor vigtigt at understrege, at ingen ved om det passer. Det er med stor sandsynlighed løgn og noget nogen har fundet på.

Brug gerne anledningen til at have en generel snak med dit barn om, hvordan man skal være kritisk over for de ting, man læser på nettet – og understreg gerne, at de altid skal komme til dig, hvis der er ting, der undrer dem, i tvivl om de kan stole på eller skræmmer dem.

Du kan også fortælle, at der nogle gange er falske nyheder, som mange mennesker tror på, så det er ikke kun noget, der sker blandt børn. Det er derfor, at det er vigtigt at tale med sin mor og far, så man kan få hjælp til at vurdere, hvad der er sandt og hvad der er falskt.

 

Anerkend følelsen og tal om den

Når børn hører om skræmmende ting, er det naturligt, at de bliver bange. Og selvom vi måske som voksne tænker, at historien er fake, og at der dermed ikke noget at blive bange for, så forsvinder børnenes følelse sjældent ved, at vi som voksne siger “der er ikke noget at være bange for”. Det kan derimod ofte få barnet til at opleve, at vi ikke forstår dem.

Derfor virker det ofte meget bedre at anerkende børnenes følelse og samtidig sætte ord på, hvad man kan gøre ved den: “Man kan godt blive bange, når man hører om skræmmende ting. Det er derfor, at det er så godt, at vi får talt om det. Nu ved du, at det ikke nødvendigvis er sandt, men at det nok bare er en historie på internettet. Og du fik endda samtidig lært, at man ikke skal tro på alt, hvad man læser eller hører rygter om.”

Nogle børn har også hørt, at man kan blive kontaktet af Momo på sin telefon og har måske endda selv modtaget kæde sms’er om Momo. Det gør historien meget ægte for dem og giver en følelse af, at Momo helt sikkert må eksistere. I sådan en situation kan man fx sige “Det er da også skræmmende at høre sådanne historier/modtage sådanne sms’er. Men selvom nogen siger, at det passer/skriver det i sms’er, så gør det ikke nødvendigvis sandt. Det bliver skrevet massevis af falske ting. Det er rigtig godt, at du siger det til mig, så vi kan få talt om det. Jeg hjælper dig”.

 

“Hvis du hører om Momo, så fortæl mig om det”

Det er også en rigtig god ide at aftale med sine børn, at de skal komme til en, hvis de hører om Momo igen eller hvis nogle af deres venner taler om det. På den måde kan man som voksen følge med i, hvad det er for nogle rygter, som florerer blandt børnene, og sikre sig, at man får snakket med dem og hjulpet dem, inden rygtet skaber unødig frygt blandt børnene.

 

“Sig til dine klassekammerater, at det ikke passer”

Det kan være en god ide at opfordre sine børn til at hjælpe med at stoppe rygtet. I kan fx aftale, at de skal sige til deres kammerater, at Momo er et rygte, som ingen ved om passer, når de hører andre tale om hende.

Understreg til gengæld at det er en god ide ikke at sende advarsler via sociale medier til sine venner, da det kan være med til at sprede rygtet frem for at stoppe det.

 

DR ULTRA har desuden lavet en rigtig god video, der forklarer børn om Momo:

InspirationVigtigt: Sådan taler du med dit barn om 'Momo Challenge'
Sofie Münster
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Psykolog og stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast på Go' Morgen Danmark på TV2. Sofie er selv mor til tre piger.

Mest læste lige nu