72 procent af alle danske forældre med børn i alderen 0-10 år ønsker at skælde mindre ud. Det viser en ny landsdækkende undersøgelse, som NOPA har fået udarbejdet i samarbejde med teleselskabet Call me. Men på trods af gode intentioner, kan det være svært at vide, hvor skal man starte og hvor man skal slutte, hvis man gerne vil skælde mindre. Derfor har vi her samlet fem gode råd, som kan inspirere alle de mange forældre, der gerne vil have færre sammenstød med deres børn.
1. Bevar roen
At bevare roen er formentlig både det sværeste, men også det mest virkningsfulde vi som voksne kan gøre, når vores børn ikke hører efter, oplever meget store følelser eller opfører sig grænseoverskridende. Hvis vores reaktioner skifter eller afhænger af vores børn (fx at vi bliver virkelig vrede, hvis de hyler og skriger), så vil børnenes tolkning være, at det, de gør, virker. De vil altså – helt ubevidst – opleve, at de har “magt” i situationen, og så vil de sandsynligvis blive ved med at kæmpe imod os, og vi vil føle, at vores autoritet bliver undermineret.
Din autoritet bliver derfor stærk, hvis dine reaktioner ikke er til diskussion. På den måde signalerer du, at ‘jeg står for det her og det er ikke til forhandling’. Over tid lærer det børnene, at vi som voksne ikke på nogen måde bliver truet af børnenes adfærd, vi viser derimod, at vi kan håndtere det, og at det faktisk ikke er nogen stor ting for os. Det trækker energi ud af situationerne, og vil med tiden dulme børnenes reaktioner også.
Har du svært ved at bevare roen i situationen, kan det være en god ide simpelthen at gå væk et øjeblik og trække vejret dybt. Du behøver ikke sige andet end at “lad os lige tage en kort pause. Jeg kommer tilbage lige om et øjeblik”. Ofte skal der ikke mere end et minuts dybe vejrtrækninger til for, at man kan genvinde fatningen og sikre sig, at tingene ikke får lov til at løbe af sporet.
2. Giv børnene valgmuligheder
Fra det øjeblik børn bliver født har de en nærmest instinktiv trang til at være aktive deltagere i deres eget liv. Det er på den måde deres selvstændighed udvikles. Derfor kan valgmuligheder ofte være en enkel vej til at få børn til at samarbejde.
Men det er virkelig vigtigt, hvordan vi gør det.
Det duer eksempelvis ikke at sige “kommer du og tage tøj på?”, hvis du gerne vil have dit barn til at tage tøj på, for du risikerer, at han eller hun svarer ‘nej’. Det handler altså om at inddrage børnene på en måde, hvor de får tilgodeset deres behov for medbestemmelse, men hvor de samtidig ikke kan afvise at samarbejde.
I praksis handler det om at give valgmuligheder, som inddrager børnene i processen, uden at det influerer på endemålet: “Det er tid til at putte – skal vi synge en sang eller læse en godnathistorie?”, “er du træt i benene? Jamen så kan vi sidde her og vente indtil du er klar til at gå igen” eller “vi skal gå nu, men du kan bestemme, om du vil have jeg skal fortælle en historie på vejen – og du må faktisk også bestemme hvilke historie, hvis du har lyst”.
3. Anerkend ALTID børnenes følelser
Anerkendelse af børns følelser er ikke det samme som at give børn ret i det, de har gjort. Men det giver dem plads til at føle sig forstået, og det får automatisk børn til at vende deres opmærksomhed mod os og får dem til at føle sig trygge.
Helt konkret handler anerkendelse af følelser om ikke at minimere eller “afvise” det børnene går igennem. Når vi anerkender, undgår vi at sige ting som “der er ikke noget at være ked af”, “det skal du ikke være bange for”, “slap af” eller “der er ikke nogen grund til at blive vred”.
Det virker langt bedre at sige ting, som sætter ord på børnenes oplevelse: “Du ville rigtig gerne have en is og jeg sagde ‘nej’. Man kan godt blive ked af det, når man ikke får det, som man gerne vil have det”, “det gjorde dig virkelig ked af det, hva’?” eller “jeg ved godt, at det er svært”.
Selvom børnenes følelser måske kan virke unødvendige på os, så er de helt ægte for børnene. Det er SÅDAN de oplever det, og når de mærker, at de voksne forstår dem, så beroliger vi børnenes reaktioner og styrker faktisk også deres følelsesmæssige intelligens, fordi de bliver bedre til at forstå sig selv og deres egne reaktioner.
Samtidig kommunikerer anerkendelse faktisk også noget meget grundlæggende til børn, nemlig, at vi altid er der for dem – også når de opfører sig allerværst. De mærker den empati, der ligger bag de grænser, de voksne sætter. Børnene vil stadig gøre modstand, græde og brokke sig, men inderst inde vil de vide, at vi er på deres side (også selvom de ikke får deres vilje), og lige netop det er med til at opbygge stærke relationer mellem forælder og barn på den lange bane.
4. Brug logiske konsekvenser – ikke straf og trusler
Vi tænker måske ikke over det, men straf og trusler er nogle af de mest anvendte forældreværktøjer, når det brænder på. Vi sender børnene på værelset eller siger, at de ikke må få fredagsslik, hvis ikke de rydder op.
Straf og trusler kan måske godt se ud som om, at det virker – men hvad lærer det børnene?
Formentlig ikke, hvad det er, de har gjort forkert – og det er her problemet opstår. Opdragelse bliver nemlig først rigtig virkningsfuld, når vi som forældre lærer børnene de underliggende principper for de “regler”, vi opstiller. Børnene skal jo ikke gå selv, fordi vi truer dem med, at de ikke må se Disney-sjov, men fordi de skal lære, at “det man kan selv, skal man selv”. På samme måde skal børnene jo heller ikke rydde op, fordi de er bange for, at vi bliver vrede, men fordi de har brug for at lære, hvordan man tager et fælles ansvar i familien og hjælper hinanden.
Det er disse grundlæggende principper, som er det centrale, for når børn tager dem til sig, så fører det en masse positiv adfærd med sig.
Men det kræver, at vi udskifter trusler og straf med logiske og naturlige konsekvenser. Nægter børnene at rydde op, så læg legetøjet væk i et skab og sig roligt, at de kan få det tilbage, når de er med på at leve op til reglerne. Vil børnene ikke samarbejde om morgenen, så kan konsekvensen være, at man ikke får lov til noget af det “sjove” fx legetid om morgenen eller at få et stykke legetøj med i børnehave.
Logiske konsekvenser viser børnene, hvad der helt naturligt sker, når de vælger ikke at høre efter: Vil man ikke gå op ad trappen, må man blive siddende (kan børnene ikke sidde alene, så sæt dig ved siden af uden at sige noget), vil man ikke rydde op, er der ikke noget rent vasketøj, pakker man ikke sit idrætstøj, kan man ikke være med til idræt osv. Over tid skaber det ganske enkelt færre konflikter, fordi børnene lærer, hvad man må og hvad man ikke må.
5. Vær sikker på, at dit barn har forstået dig
Børn tester ofte grænserne, fordi de ikke har fået et klart svar på spørgsmålet, “hvad vil du gøre, hvis jeg gør sådan og sådan?” Og de har brug for at vide, om det vil være anderledes i morgen? Eller når jeg er træt? Eller når jeg er sur? Og vil du reagere anderledes, hvis jeg er ked af det?
Man kan næsten sige, at det er deres “job” at teste grænserne, og det er netop denne grænsesøgning, som over tid gør børn trygge ved deres forældres lederskab. Men det kommer ikke af sig selv. Det kræver, at børnene oplever en rolig, konsistent respons fra deres forældre, så de helt grundlæggende forstår, hvad vi forventer. Derfor er det vigtigt altid at være tydelig og at være sikker på, at børnene faktisk forstår, hvad det er vi som voksne ønsker.
Kilder: Undersøgelsen af danske forældres forhold til skældud er foretaget af analyseinstituttet Wilke. Undersøgelsen er landsdækkende og er foretaget blandt 500 forældre med børn i alderen 0-10 år. I undersøgelsen defineres skældud som situationer, hvor forældre hæver stemmen eller taler nedsættende. Artiklen trækker desuden på følgende kilder: Ed.D. Jane Nelsens arbejde, bl.a. klassikeren “Positive Discipline”, Ballantine Books og Adele Faber og Elaine Mazlish: “How To Talk So Kids Will Listen & Listen So Kids Will Talk”, Scribner, professor Daniel Siegel og Dr. Tina Payne Brysons,“The Whole-Brain Child” og “No-Drama Discipline” og Janet Lansbury, “No Bad Kids – Toddler Discipline Without Shame”, JLML Press.
