Den seneste tid har vi sammen med Call me sat fokus på skældud og de negative virkninger, der kan følge af det. Men det er jo ikke det samme som at børn ikke skal opleve faste grænser og voksne, der tør stå fast. Her sætter vi derfor fokus på, hvordan forældre kan blive trygge autoriteter, som får børnene til at lytte.
Og princippet er i faktisk ganske enkelt: Jo mere konsistente og forudsigelige vi er som voksne, des mere respekt får børn for det, vi siger og de krav, vi stiller. Når børn kan regne med os, kan vi med tiden også regne med dem.
Men hvordan gør man det?
Nedenfor har vi samlet tre konkrete tips, som det kan være godt at være opmærksom på. Det er ikke raketforskning, men i virkeligheden blot nogle enkle ideer, som det er nemt at huske og tage til sig i hverdagen.
1. Din autoritet bliver stærk, når du ikke lader dit barns reaktion påvirke din reaktion
En af de største årsager til at børn bliver ved med at teste grænser, er, at de er i tvivl om, hvor de går. Det klart, at det kan være svært i praksis altid at sætte de præcis samme grænser, for alle situationer er forskellige og man kan ikke opdrage ud fra et fast skema.
Men noget af det, der skaber allerstørst tydelighed, er, hvis børnene altid kan regne med vores reaktioner som forældre. At vi ikke den ene dag er lyttende og forhandlende, mens vi den anden dag råber og skriger.
Hvis vores reaktioner skifter eller afhænger af vores børn (fx at vi bliver virkelig vrede, hvis de hyler og skriger), så vil børnenes tolkning være, at det, de gør, virker. De vil altså – helt ubevidst – opleve, at de har “magt” i situationen og så vil de sandsynligvis blive ved med at kæmpe imod os, og vi vil føle, at vores autoritet bliver undermineret.
Din autoritet bliver derfor stærk, hvis dine reaktioner ikke er til diskussion. På den måde signalerer du, at ‘jeg står for det her og det er ikke til forhandling’.
Det handler alene om, at du en gang for alle beslutter dig for, hvordan du gerne vil reagere, når I har konflikter eller uoverensstemmelser (fx at du vil bevare roen, at du vil holde fast, at du ikke lader dig provokere osv.).
Det skaber tydelighed og øger sandsynligheden for, at børnene bliver modtagelig, fordi de ved, hvad de kan regne med. Det er svært i praksis, det ved jeg – især når børnene er provokerende – men prøv om ikke du over tid kan øve dig på det, for det virker.
2. Vær ikke bange for “jeg vil have…”
En anden ting, som også ofte kan skabe forvirring hos børn, er, når vi voksne kommer til at bruge for mange ord og føler, at vi skal komme med lange forklaringer på, hvorfor vi gerne vil have tingene på en bestemt måde. Børnene står tilbage og tænker “hvad er det egentlig mor/far gerne vil have” og alle ordene kan ubevidst få børnene til at tro, at tingene er til forhandling.
I visse situationer har børn derimod brug for at mærke, at vi tager vores autoritet på os og tør sige tingene, som de er. Det gælder eksempelvis i forhold til en masse hverdagsrutiner (sengelægning, ud af døren, måltider osv.), hvor børnene udemærket ved, hvordan tingene er.
Sig “jeg vil have…” og lade være med overhovedet at diskutere det. Hvis du eksempelvis én gang har sagt, at dit barn skal vaske hænder inden maden, så er det sådan det er. Det kan sagtens være, at det fører til modstand, skrig og skrål og diskussioner, men bliv endelig bare ved med at stå fast. Giv ikke efter ved fx at indgå et kompromis om, at du hjælper til med at vaske hænderne. Hold fast – og husk, at det hverken behøver at blive sagt surt eller hårdt. Det, der er virker, er derimod, når børn kan mærke, at vi mener det, vi siger, og at deres reaktion ikke får os til at miste fatningen.
Det tager tid og kan ikke altid lade sig gøre (hvis man fx skal ud af døren), men gør det i alle de situationer, hvor det godt kan lade sig gøre.
3. Sig, hvad du ikke vil have og tilføj derefter, hvad du gerne vil have
Ofte kan vi som voksne komme til at være lidt for indforståede i vores kommunikation. Vi regner måske med, at børnene ved, hvad vi mener, men ofte er børn i en helt anden verden end os. De kan ikke lige forholde sig til, hvad det vil sige at “sidde pænt ved bordet” eller at “opføre sig ordentligt”. De har derimod brug for konkret at få at vide, hvad det helt præcist er, vi gerne vil have dem til.
Som hovedregel gør vi voksne det derfor absolut nemmest for børn, hvis vi vænner os til altid konkret at sige, hvad det er, vi ikke vil have for derefter at følge det op med, hvad vi gerne vil have børnene til. Det kræver som oftest, at vi udskifter “du skal…” med “jeg vil…”:
“Jeg vil ikke have, at du kaster med dine sko – jeg vil have, at du tager dem på nu, som jeg bad dig om.”
“Jeg vil ikke have, at du hopper i sofaen – du må dog gerne hoppe ud i haven.”
“Jeg vil have, at du hjælper til ved aftensmaden, så derfor er der ingen leg, før du har båret din tallerken over.”
