Nogle dage er børn bare overtrætte, usamarbejdsvillige og småsure. De vil ikke noget, og der skal ingenting til, før alting ramler. Eller også har man selv haft en virkelig lang dag, og har mest af alt bare brug for, at tingene går smidigt uden for mange sammenstød.
På dage som disse er vores ellers udmærkede principper om grænsesætning ingenting værd, for uanset hvor meget vi som forældre gør eller siger, så er sandsynligheden for, at vores børn lytter nærmest lig nul.
På disse dage er der brug for noget helt andet: Små simple tips, som kan få børnene i bedre humør og kan give dem ny energi, så ens tid sammen ikke bliver ren overlevelse. Her får du fire af den slags tricks.
1. Brug humor til at vende dårligt humør
Især for de helt små børn virker det fantastisk, hvis vi laver sjov med dem – og enhver forælder ved, at der ikke skal ret meget til at få børn til at grine (en kildetur, et sjovt ansigt, en hurtig fangeleg, hvor man “kommer efter dem” osv.).
Hvis du kan mærke, at dit barn mangler overskud eller bare virker sur, kan du være hurtige til at bruge humor til at få børnene ud af deres dårlige humør, inden det fører til konflikter.
Når du laver sjov, frigiver det positive signalstoffer i børnenes hjerner, som giver dem energi, og så distraherer det børnene, så de lidt glemmer, hvad de egentlig var sure over.
Det behøver ikke at tage mere end 2 minutter, og det giver jer en chance til at starte på en frisk. Det virker langt bedre end laaange forældreforklaringer, som de alligevel ikke lytter til.
2. Brug positive vendinger
Måden vi siger tingene på, gør en kæmpe forskel for børnene. I stedet for blot at sige “nu skal vi gå/spise/putte” virker det langt bedre, hvis du i stedet siger:
“Det er tid til at at børste tænder. Vil du gå eller hinke til badeværelset?”
“Nu skal vi i tøjet – vil du starte med benene eller med armene?”
“Vi skal spise nu – skal vi tage kartofler eller kød først?”
Til de små børn (under 3 år) er det godt at bruge så få ord som muligt, når du gerne vil have dem til at gøre noget. For mange ord kan nemlig blive forvirrende, når man er træt eller udkørt: “Sko” (når de skal have sko på), “mad” (når I skal spise), “leg” (når de skal lege) (herefter kan du sagtens “finde på en leg”, som får børnene til det, du gerne vil have – se punkt 4).
3. Grib dit barns reaktion inden det bliver til en overreaktion
Dette er et helt enkelt tip, men ofte virker det overraskende godt. Når du kan se, at dit barn er ved at reagere (blive hidsig, vred, råbe osv.) kan du ofte gribe barnets reaktion, inden den tager overhånd ved at vise dit barn, at du ser ham eller hende:
“Jeg kan se, at du er vred/bange/sur”
“Jeg kan se, at du er sur over at din bror tog din bil”
Hold derefter en pause og lad dit barn komme til orde. Det virker som en lillebitte ting, men ubevidst giver det børnene en følelse af, at “min mor/far forstår mig”, og det dæmper faktisk ofte børnenes reaktioner, fordi de oplever, at vi er på deres side.
Brug meget gerne de samme simple ord hver gang du bruger dette tip, for så vil børnene over tid vænne sig til selv at bruge de samme ord til at beskrive, hvordan de har det. På denne måde lærer de stille og roligt at sætte ord på deres følelser.
Hvis børnene er oppe at køre kan du bruge samme princip: “Jeg kan høre, at du er vred, men jeg kan ikke høre, hvad du siger. Prøv at sige det med din rolige stemme.”
4. Pak det børnene skal ind i en leg
Når man er barn er der næsten ikke noget, der er bedre, end når ens mor eller far vil lege med en. Ofte tænker vi det som en decideret aktivitet at lege med børnene, som kræver tid (hvilket jo netop er en mangelvare midt i ulvetimens indkøb eller madlavning).
Men mange gange kan vi faktisk pakke det, vi har brug for, at børnene gør, ind i en leg. På den måde kan vi få dem til at gøre det vi gerne vil have på nogle præmisser, som de oplever er deres.
“Kom vi skal købe ind. Lad os lege, at at du skal vise vej/at vi er på skattejagt/osv…”
“Skal vi se, om vi kan finde en kartoffel, der er lige så rund som fars mave?”
“Vi skal have tøj på nu. Skal vi tage bamse med og vise ham, hvordan man gør?”
“Vi skal gøre os klar til at gå. Skal vi ikke lege, at du er moren/faren, som viser mig, hvad jeg skal gøre, og at jeg er barnet som så skal være rigtig dygtig?”
Er dit barn allerede vred på dig, kan du være hurtig og gribe den og bruge 2 minutter, hvor du leger vildt med dit barn og lader ham/hende vinde – og så sige “se du vandt. Nu er det tid til…” (og så kan I vende tilbage til det, du gerne vil have barnet til).
For de helt små børn kan det være helt banalt det, du foreslår: “Kom lad os synge en sang, mens vi… hvilken en skal vi synge?”
Det er i virkeligheden kun fantasien, der sætter grænser. Du kender dit barn og ved, hvad han/hun kan lide – brug det aktivt, når der er noget han/hun ikke vil. ALT kan blive til en leg.
Artiklen er opdateret den 5.november 2016.
Kilder: Andrea Nair: Stop Tantrums: 33 Phrases to Use With Toddlers, Taming Tantrums: A Connect Four Parenting Approach to Raising Cooperative Toddlers, Tantrum Tamers: 32 Phrases to Use With 3 and 4 Year-Olds og Ahaparenting.com: Playing with Your Child: Games for Connection and Emotional Intelligence.