De fleste forældre har hørt deres børn råbe “se mig”. Nogle gange sker det, fordi børnene har lært noget nyt og slet ikke kan vente til de får mulighed for at vise det til deres forældre – andre gange er der ikke rigtig anden grund end, at børnene egentlig bare gerne vil have de voksne til at kigge på dem.
Opmærksomhed er lidt af en balancegang. På den ene side har børn et fuldstændigt legitimt og naturligt behov for, at voksne kigger på dem og interesserer sig for dem. Men på den anden side har de også brug for at lære, at de ikke altid har krav på opmærksomhed, for det ruster dem til at indgå i fællesskaber på lige fod med andre børn.
Men hvad er nøglen til at lære børn at finde en sund balance imellem ønsket om opmærksomhed og evnen til nogle gange bare at lege selv?
Den rette balance
Det er i virkelighedens vores egen dømmekraft som forældre, der bedst afgør, hvornår det er tid til at kigge på børnene, og hvornår det omvendt er tid til at børnene klarer den selv, så følg altid din indre fornemmelse.
Hvis du kan mærke, at det er tid til, at dit barn leger selv, så vis det, og hvis du omvendt kan mærke, at det er tid til, at I leger sammen, så gør det. Bare husk, at det gerne skal være en sund balance i mellem begge dele, så børnene lærer at trives både med og uden opmærksomhed.
Nedenfor har vi samlet to gode principper som kan bruges i hver af de to situationer:
1. Når du giver opmærksomhed, så gør det ordentligt
Der er ikke noget mere frustrerende end forældre, der siger de kigger, men ikke gør det. De ser måske lidt op, men er samtidig også lidt på telefonen. Hvis du siger, at du gerne vil give dit barn opmærksomhed, så skal du også gøre det. Lyt med fuld opmærksomhed, vis interesse og spørg meget gerne ind til det, dit barn gerne vil vise dig.
Reel opmærksomhed fra voksne gør det langt lettere for børn at lære, at de ikke kan få det hele tiden.
2. Brug dette svar, når du ikke mener, at det er tid til “se mig”
De fleste forældre har formentlig prøvet at afvise “se mig” ved at sige ting som “jeg har ikke tid lige nu”, “jeg er lige midt i noget”, “jeg skal lige hjælpe din lillesøster med at tage bukser på” osv.
Men sådanne svar er ikke nødvendigvis de mest hensigtsmæssige, for de sender et signal om, at vi gerne ville kigge, hvis vi kunne, men det vil vi jo ikke altid. Nogle gange synes vi ikke, at børnene behøver opmærksomhed. De kan sagtens lege uden, at vi kigger eller gynge uden vores opmærksomhed.
Men hvordan viser man sine børn det på en positiv og god måde? Helt grundlæggende ved at sætte grænsen på en måde, som taler op til børnene og som viser dem den rette årsag til, at vi ikke kigger:
“Du er faktisk blevet så stor nu, så du sagtens kan klatre på ribben uden, at jeg kigger.”
“Jeg ved, at du sagtens kan gynge uden mig – det har du bare helt styr på.”
“Prøv du at gøre dig rigtig umage med at bygge et helt nyt slags legotårn og så kan du kalde på mig, når du kan mærke, at du er rigtig stolt af det, du har bygget.”
“Lige nu er det tid til at du nyder at lege selv, og så kan vi gøre det sammen lidt senere, når jeg siger til.”
Nøglen er med andre ord at bruge situationerne til at vise børnene, at vi har tillid til, at de sagtens kan lege eller udføre deres aktiviteter uden os. Over tid opbygger det børns selvstændighed, og de lærer, at de sagtens kan lege og have det sjovt selvom, der ikke er nogen, der kigger på dem.
