Alle børn kan komme til at lyve. Men hvorfor egentlig? Det har forskere undersøgt ved at tale med børnene selv. Og dét gør os klogere på, hvordan vi som forældre kan lære børn at fortælle sandheden.
Det er helt naturligt, at børn kommer til at sige noget, der er løgn. For børn er det at fortælle sandheden ikke nær så sort/hvidt, som man måske skulle tro, viser nyt forskningsstudie. Der kan være mange ting på spil, især overvejelser om sandheden kan gå ud over andre eller en selv.
Professor Victoria Talwar fra det anerkendte canadiske universitet McGill har i talrige forsøg undersøgt, hvordan børns moral udvikler sig i gennem barndommen. Og i et nyt studie, som netop er blevet offentliggjort, har hun sammen med kollegaer undersøgt, hvornår børn mener, at det er i orden at lyve.
Hvornår synes børn, at man må lyve?
I forsøget har forskerne vist børn i alderen 6 til 12 år en række film, hvor nogle børnelignende dukker enten fortæller sandheden eller lyver. Nogle gange siger dukkerne noget, som går ud over andre (fx giver en uskyldig person skylden for noget, man selv har gjort), mens dukkerne i andre tilfælde siger noget, som er usandt, men som går udover dem selv (fx tager skylden for noget, som en anden har gjort for at beskytte vedkommende).
Herefter blev børnene bedt om at forholde sig til, om de mente dukkerne var ærlige eller løj, ligesom de blev bedt om at sige, om de synes, at dukkernes handlinger skulle belønnes eller fordømmes.
Ingen af børnene havde problemer med at kende forskel på, hvad der var sandt og hvad der var falsk. Men på især ét område var der forskel mellem de mindste børn og de ældste børn.
“Yngre børn ser tingene mere firkantet – sandhed er godt og løgn er dårligt. Men når børnene er omkring 10-12 år, bliver de mere bevidste om, at sandhed og løgn er mindre binært. Jo ældre de er, des mere opmærksomme bliver børnene på konsekvenserne af handlingerne. De begynder samtidig også at forholde sig til intentionerne bag det, der bliver sagt,” siger Shanna Mary Williams, der også er en af forskerne bag det nye studie.
De ældre børn forholdt sig altså ikke nær så sort/hvidt til det med at lyve. Hjalp man fx en kammerat, så kunne det godt være, at det var i orden.
Forsøget understreger, at det ikke er nok at sige til børn, at man ikke må lyve. De har brug for nogle mere nuancerede snakke om, hvorfor man skal sige sandheden og hvorfor det kan være svært. Og det stiller faktisk et særligt krav til os forældre.
Gør dette, hvis dit barn kommer til at lyve
Professor Victoria Talwar har i flere omgange undersøgt, hvordan vi som forældre kan lære vores børn at sige sandheden. Og ifølge hende er der en række ting vi skal være opmærksomme på:
1. Der er markant mindre sandsynlighed for, at børnene siger sandheden, hvis de er bange for, at de voksne bliver sure eller straffer dem (“hvis ikke du…, så…”). Det virker langt bedre enten at sige til børnene, at det er “det rigtige” at gøre (altså at bruge et moralsk argument) eller at fortælle dem, at de vil føles bedre for dem, hvis de siger sandheden. Vi bør altså altid konfrontere børnene, når de lyver – men sørg samtidig altid for, at det sker på en tryg måde, hvor børnene mærker, at det kan “betale sig” at sige sandheden.
2. Mindre børn siger primært sandheden, fordi de gerne vil gøre det, deres forældre gerne vil have. For dem er det altså afgørende, at de mærker, at ærlighed er en værdi (“herhjemme lyver vi ikke”), og at de får lov til at erfare, at ingen bliver sure, når man fortæller sandheden (“jeg er så glad for, at du siger det – godt gået. Nu har du lært at næste gang skal du…”).
Det er også vigtigt at huske på, at mindre børn ikke altid kan kende forskel på virkelighed og fantasi. Hvis de fortæller en historie, som ikke er sand, så er det ikke at lyve. Her kan du bare svare “ja, du ville ønske, at du havde været i Tivoli på din fødselsdag …” for på den måde at hjælpe børnene med at lære at kende forskel.
Siger de derimod noget, som er åbenlyst løgn (fx giver nogen andre skylden for noget, som de ikke har gjort), så grib dem i det på en god måde og sige, at det er vigtigt at fortælle sandheden.
3. Større børn forholder sig mere bevidst til situationerne, og er meget opmærksomme på, hvordan andre børn vil opfatte dem. For dem er det derfor vigtigt at have mere nuancerede samtaler, hvor de voksne anerkender, at der kan være mange overvejelser, når man skal sige sandheden (bliver andre kede af det, stiller det barnet i en uheldig situation osv.).
Den bedste hjælp er ikke at blive sat på plads, men derimod at have en mor eller far, som taler med en om, hvordan man kunne have sagt det på en anden – sand – men også god måde, som barnet kan stå inde for.
“Bundlinjen er, at straf ikke får børn til at fortælle sandheden. Faktisk kan en trussel om straf have den stik modsatte virkning og endda mindske sandsynligheden for, at børnene siger sandheden, selvom de bliver direkte opfordret til det,” siger Victoria Talwar.
Hun understreger desuden, at vi selvfølgelig også skal huske at være gode rollemodeller og selv fortælle sandheden og undgå “hvide løgne”.
Hvis vi gerne vil have ærlige børn, er der første skridt altså at lade børnene mærke, at det er helt trygt, når man siger sandheden – også selvom det først sker i andet forsøg.
