Empati er en af de vigtigste sociale egenskaber, vi kan lære børn. Det er den, der gør dem i stand til at forstå, hvad andre mennesker føler, og som sikrer, at de ser et ‘vi’ og ikke kun et ‘jeg’. Men det er ikke nok blot at forstå andre, børn har også brug for at lære at bekymre sig om andre og være parat til at hjælpe. Og når de har lært det, så får de ganske enkelt et bedre liv, viser de seneste års forskning.
Empatiske børn får et bedre liv
I den nye bestseller “Kærlighed er ikke nok”, Sofie Münsters opfølger på “Klog er noget, man øver sig på”, bliver det undersøgt, hvad vi egentlig ved om de børn, som trives bedst og er gladest – og de seneste år har en række studier dokumenteret, at børns empati og forståelse for andre påvirker så godt som alle dele af deres liv: Empatiske børn oplever, at deres relationer er mere værdifulde, de er venligere, gladere og udviser større moralsk mod. Og så forebygger empati aggressivitet og mobning, ligesom det styrker børns evne til at tænke kritisk (du kan købe begge bøger med stor rabat indtil den 1. december 2018).
Empati udvikles gradvist gennem barndommen
Allerede når børn er omkring 6 måneder er deres hjerner “programmeret” til at føle andre menneskers glæde og smerte – også selvom de små babyer ikke engang er i stand til at tænke over det. Når børnene er blevet større og er mellem 2 og 3 år, kan de begynde at sætte ord på følelser og de kan så småt genkende fx et ‘surt’ eller ‘glad’ ansigt.
Omkring et år senere kan børnene forstå, at andre menneskers perspektiver former deres reaktioner, fx når et barn oplever, at man tager skovlen fra en anden og han så bliver vred. I løbet af ungdommen tilføjes endnu et lag: Børnenes evne til at aflæse og fortolke andres følelser forstærkes og bidrager til, at de udvikler mere smidige sociale relationer.
Børns empati udvikles altså gradvist gennem barndommen ad naturlig vej, men som forældre kan vi også gøre en masse for at styrke den og hjælpe den godt på vej.
Eksempelvis findes der et bestemt område af hjernen, som forkortes TPJ, som spiller en helt særlig rolle og er aktivt, når vi skal sætte os ind i, hvad andre mennesker tænker og føler. Men dette område er ikke fuldt udviklet, før børnene bliver voksne. Det betyder, at børnene på nogle tidspunkter måske vil være i stand til at bruge det område og derfor udvise empati, mens de andre gange ikke er i stand til det, fordi de er trætte, kede af det eller ganske enkelt ikke tænker over det. I sådanne tilfælde kan vi hjælpe børnene med at aktivere det område – og når vi gør det, styrker vi deres empati – ikke bare i situationen, men også på den lange bane.
I “Kærlighed er ikke nok” er et af hovedtemaerne, hvordan forældre kan gøre deres børn gode til at tænke på andre, men nedenfor kan du allerede nu få et uddrag af fire mindre familievaner fra bogen, som hjælper med at aktivere de områder i hjernen, som styrker børns empati.
1. Empati starter med, at børnene forstår deres egne følelser
Den tyske hjerneforsker Tania Singer har dokumenteret, at empati starter med evnen til at forstå egne følelser. Når vi kan forstå os selv, bliver vi ganske enkelt bedre i stand til at “overføre” den forståelse på andre mennesker.
Derfor har det stor betydning for børnenes empati, at de lærer at blive opmærksomme på deres egne følelser. Det kræver, at vi som forældre anerkender deres følelser – og ikke “afviser” dem, som vi utilsigtet nogen gange kan komme til:
Når børnene ikke kan få den legeaftale, de havde i tankerne: I stedet for at sige “det er altså en lille ting at misse en legeaftale,” så anerkend følelsen: “Jeg bebrejder dig ikke, at du er skuffet. Du ville rigtig gerne lege.”
Når børnene er bange: I stedet for at sige “der er ikke noget at være bange for. Se der er ikke noget under sengen. Du kan sagtens lægge dig til at sove,” så anerkend følelsen: “Det kan være skræmmende at have sådanne billeder i hovedet. Du kan prøve at ændre billedet. Forestil dig, at monsteret har balletskørt på.”
Når dit barn er sur på sin søskende: I stedet for at sige “nej, du hader ikke din bror,” så anerkend følelsen: “Jeg ved godt, at du lige nu føler dig meget vred på din bror, men lad os tale om, hvordan du kan sige det på en anden måde”
Pointen er at hjælpe børnene med at forstå, hvad de føler og at lade dem mærke, at de følelser er helt naturlige og noget man ofte kan gøre noget ved. Det er vigtigt både for små børn og større børn.
2. Hjælp børnene med at sætte sig i andres sted
Når børn fortæller om ting, der er sket i børnehaven eller skolen, har de et helt naturligt fokus på deres egen oplevelse. Derfor kan de have brug for at blive mindet om, at de andre børn måske havde en helt anden oplevelse. Især ét bestemt spørgsmål kan ifølge den amerikanske professor, psykolog og hjerneforsker Daniel Siegel være godt at stille: “Hvordan tror du, at XX fortæller om denne oplevelse til sine forældre her til aften?”.
Spørgsmålet er godt, fordi det på en “ufarlig” måde, hvor børnene ikke føler sig angrebet, ikke føler dårlig samvittighed og undgår at gennemleve situationen igen, kan hjælpe dem til at se de andre børns perspektiv, så de kan forholde sig mere nuanceret til deres sociale oplevelser. Og når vi spørger frem for at kommentere, undgår vi samtidig at forstærke børnenes oplevelse (“nå, det var da godt nok også træls”).
Det er selvfølgelig ikke, fordi der ikke skal være plads til børnenes oplevelser, og derhjemme har især større børn brug for et sted, hvor de frit kan ”læsse af”. Vi kan dog sagtens give dem plads til begge dele: ”Jeg er helt med på, at det er surt, og jeg er rigtig glad for, at du bare siger det råt for usødet – hvis du har brug for at sige mere, er jeg helt klar til at lytte – ellers så tænkte jeg på, om du mon har tænkt over, hvordan XX oplevede situationen?”.
Typisk har børnene ret nemt ved at svare på spørgsmå- let (også børn, som måske ikke plejer at komme med særlig lange svar), men hvis de ikke ved, hvad de skal sige (eller er for små til at sætte ret mange ord på), så hjælp dem endelig på vej: “Tror du måske, at XX fortæller, at han/hun …?”, “tror du måske, XX troede …?” eller “tror du måske, at XX egentlig mente, at …?”.
Denne strategi minder om den metode, som nogle forskere kalder for “fluen på væggen”, fordi spørgsmålet får børnene til at “fjerne” sig selv fra situationen og forholde sig til den på en mere objektiv måde. Og selvom den vitterligt er enkel, så viser den sig i forsøg at være en effektiv vej til at hjælpe børn med at tage ved lære af de konflikter, de har. Børnene bliver simpelthen bedre til at forstå, hvordan de andre børn oplever situationen – og det skaber færre gnidninger.
3. Lær børnene at sige “pyt” og komme videre
Ordet “pyt” er muligvis det bedste symbol på empati, vi har. Det betyder grundlæggende kun én ting: At man kan se ud over sin egen næsetip og sige: “Ja, det her er lidt øv og noget andet, end jeg håbede, men verden er jo større end mig, så nu kommer jeg videre”.
Derfor kan det være en rigtig god ide at lære sine børn at blive gode til at udtrykke et oprigtigt “pyt med det” – uden at surmule, uden brok og uden at “sætte noget i banken” (“næste gang er det min tur til at bestemme …”). De skal lære at gøre det, ganske enkelt fordi det er det bedste for fællesskabet og det, der skal til for, at alle kan komme videre. Dyrk derfor det ”oprigtige pyt” hos dine børn og lad være med at aftale med dem, at ”næste gang får de lov til at …”. Ros i stedet deres storsind, og vær ikke bange for at sige fra, når dine børn forsøger sig frem med et ”pyt på betingelser”: ”Det er ikke et rigtigt pyt, når du brokker dig bagefter – lad os lige prøve sammen en gang til”.
4. Forvent, at dine børn gør noget godt for andre
Det sidste værktøj er småt, men ret symbolsk. De fleste af os spørger hver eneste dag vores børn, om de har haft en god dag – men når de har fortalt om det, kunne man følge op med endnu et spørgsmål: “Gjorde du noget for nogen i dag, som gjorde dem glade, og som du selv blev stolt af?” eller “så du nogen andre, som gjorde noget for en anden, som du synes var sødt?”. På den måde får vi nemlig signaleret, at hjemme hos os er det en værdi at være noget for andre, og det tager børnene på et tidspunkt selv med sig ud i verden.
Artiklen er opdateret den 20. oktober 2017.
Kilder: Alle de studier, der nævnes er fra“Kærlighed er ikke nok”, Sofie Münster, Politikens Forlag 2017. Yderligere kilder: Daniel Goleman, Focus – The Hidden Driver of Excellence og Daniel Goleman og Peter Senge, Triple Focus og professor Daniel Siegel og Ph.D. Tina Payne Brysons hjerneforskning, bl.a. bøgerne “The Whole-Brain Child” og “No-Drama Discipline” og i Ed.D. Jane Nelsens arbejde, bl.a. klassikeren “Positive Discipline”
