Sådan får du dine børn til at samarbejde om morgenen

Morgenerne i en børnefamilie kan være et kapitel helt for sig. Selvom man i princippet skal det samme hver eneste morgen, skal der ikke så meget til, før det kører af sporet og ender i konflikt, gråd eller for længst overskredne tidsplaner. Det kan være ret stressende både for forældre og børn, og det kan sidde i kroppen lang tid efter børnene er afleveret og man selv er ankommet på arbejde.

Her får du derfor nogle simple forslag til, hvordan I kan opbygge en morgenrutine, som bevarer den gode stemning og får jer ud af døren til tiden – og så er der også en lille ting til jeres familie, som gør det nemmere for børnene at overskue, hvad de egentlig skal om morgenen.

Gør morgenrutinen til en vane

På overfladen kan det undre, hvorfor det er SÅ svært at komme ud af døren til tiden med børn. De skal jo det samme hver morgen, så hvorfor går det nogle gange helt galt?

En stor del af forklaringen på dette spørgsmål er naturligvis, at børn ikke kan forholde sig til abstrakte tidsplaner og krav om at ‘komme til tiden’. De er til stede i nuet, og når de lige er midt i en sjov leg, giver det ingen som helst mening, at vi skynder på dem og siger “kom nu bare”.

Det betyder dog ikke, at man ikke kan opbygge gode morgenrutiner. Men det kræver, at det børnene skal om morgen, bliver netop det: en rutine. Det skal simpelthen være en decideret vane for dem, at komme ud af døren.

Sat lidt på spidsen skal det – ligesom det er for os – være naturligt for børnene at stå op, tisse af, tage tøj på, spise morgenmad, børste tænder og tage overtøj på. Det skal være noget de gør uden at tænke nærmere over det.

Vaner er heldigvis ekstremt formbare. Og det er faktisk også ret enkelt at opbygge nye vaner hos børn.

Det kræver blot, at børnene gør det samme, på den samme måde, i samme rækkefølge, gerne hver dag. Og det er jo egentlig muligt lige netop med morgener, fordi de er så forudsigelige: Børnene skal igennem den samme rutine hver dag for at blive klar til at komme ud af døren.

Regn gerne med at det tager omkring en måned at forme den nye vane, hvis I sørger for at holde fast i rytmen (selvfølgelig er weekender undtaget).

Her får du nogle helt enkle forslag til, hvordan I i praksis kan gå til det hjemme hos jer.

1. Læg en fast tidsplan – og vær hellere tidspessimist end tidsoptimist

Første skridt til at skabe en rutine, som i praksis kan holde hver morgen, er at have en forudsigelig og realistisk tidsplan. Start med at tænke morgenen igennem: Hvad skal du selv nå – og hvad skal dit barn nå. Skriv det meget gerne ned med faste tidspunkter for alle gøremålene (små minideadlines, så du undgår, at én ting får det hele til at skride).

Og husk nu ikke at være for tidsoptimistisk. Sørg for at planlægge morgenen, så du kan nå alle gøremålene uden at skulle stresse rundt. Jeg ved godt, at du måske i forvejen står tidligt op, men en forudsætning for en smidig morgenrutine, som rent faktisk indbefatter tid med børnene uden konflikt, kræver at der er tid nok til opgaverne.

Overvej evt. om der er nogle opgaver du kan flytte (fx smøre madpakker om aftenen) eller gøre simplere (hvis I fx bor i et hus med to etager, kan det spare meget tid at gøre alle de ting, der skal ske på overetagen på én gang fx tisse af, tage tøj på osv.).

Få også meget gerne børnene i spil, så de kan hjælpe til, fx ved at være med til at finde tøjet frem eller tage morgenmadskålen og skeen frem.

 

2. Brug 5 minutter på at gøre vågnetiden hyggelig – det er godt givet ud

Ligesom vi putter vores børn om aftenen, giver vi børnene en fantastisk start på dagen, hvis de får lov til at hygge sig eller snakke med os som det første.

Det er ikke så vigtigt, hvad I laver, så længe børnene kan mærke, at I har tid til dem. På den måde får de et “skud” mor eller far, og det gør dem bare mere samarbejdsvillige resten af morgenen.

 

3. Tal positivt om det næste I skal

Når vi taler positivt om det børnene skal, inspirerer det dem til at samarbejde om det:

Når barnet er i gang med et gøremål (fx at tage tøj på) kan du sige: “Jeg glæder mig til, at vi skal spise morgenmad sammen” (eller hvad I nu skal som det næste).

Når barnet skal videre til et gøremål (fx børste tænder) kan du sige: “Det er tandbørste-tid – vil du putte tandpasta på eller skal jeg?” (husk aldrig at bruge spørgsmål, som børnene kan svare ‘nej’ til fx “kommer du og børster tænder?”).

Hvis I er lidt pressede på tiden kan du sige: “Skal vi se, hvem der kommer først til…”

Når I skal ud af døren kan du sige: “Skal jeg ikke fortælle dig en spændende historie på vej til vuggestuen/børnehaven/skolen?”

4. Giv børnene deres helt egen plan for morgenen

Det er virkelig effektivt, hvis børnene har deres helt egen plan for morgenen. Det giver dem nemlig mulighed for at se, hvad de skal, og en fast plan giver dem tryghed og forudsigelighed.

Her kan du derfor hente børnenes helt egen plan til en god morgen, som viser børnene med billeder, hvad de helt konkret skal om morgenen. Børnene kan selv være med til at påvirke planen (de kan farvelægge den og I kan tilføje jeres egne gøremål i de tomme felter, hvis I har lyst), så de føler, at det bliver deres helt egen.

Hent “Godmorgen-planen” her (den åbner i nyt vindue – scroll op, hvis ikke du kan se den) 

Husk at sørge for at give gøremålene en fast rækkefølge (der er plads til at indsætte tal), så børnene gør det samme hver dag, på samme måde. Det er nemlig nøglen til at gøre morgenrutinen til en vane.

(Vi har i øvrigt lavet en tilsvarende visualisering til putterutinen om aftenen. Den kan du hente her).

 

Artiklen er opdateret den 23. oktober 2016.

Kilder: PhD Andrea Nair: “Getting Out The Door On Time” og “Get Your Toddler  Out the Door – On Time and Tear Free”.

InspirationSmåbørnSådan får du dine børn til at samarbejde om morgenen
Sofie Münster
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Psykolog og stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast på Go' Morgen Danmark på TV2. Sofie er selv mor til tre piger.

Mest læste lige nu