Kun i ét land går børn mere i skole end i Danmark

Danske børn går meget i skole. Faktisk mere end stort set alle andre børn i verden. Kun i ét land går børnene mere i skole end i Danmark, og forskellen mellem antallet af timer i de to lande er marginal. Det viser helt nye tal fra den internationale organisation OECD.

Hvert år udgiver OECD rapporten “Education at a Glance”, hvor de sammenligner uddannelsessystemerne på tværs af lande. Og i dette års rapport, som netop er blevet offentliggjort, viser det sig, at det kun er i Australien, at børnene går mere i skole end i Danmark.

Forskellen mellem Australien og Danmark er dog meget lille.

De australske børn bruger i gennemsnit 11.000 timer i klasseværelset i løbet af deres skoletid, mens de danske børn bliver undervist i 10.960 timer. Til det regnestykke hører desuden, at timerne i Australien er fordelt over 11 skoleår, hvorimod de kun er fordelt på 10 skoleår i Danmark.

Både Australien og Danmark er langt foran gennemsnittet på 7.540 timer.

Se her, hvor mange timer børn i gennemsnit bruger i klasselokalet i de forskellige lande:

skaermbillede-2016-10-10-kl-14-39-21

I Danmark er det omdiskuteret, om børnene går for meget i skole. Spørger man børnene selv, føler et stort flertal, at det er blevet for meget.

 

Otte ud af ti elever føler, at de går for meget i skole

I sidste uge fortalte Politiken om en ny undersøgelse fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, som viser at 82 procent af danske skolebørn føler, at skoledagen er blevet for lang. 21.000 børn har deltaget i undersøgelsen, og på blot to år er andelen af elever, som synes, at skoledagen er ‘alt for lang’ steget fra 16,6 procent af eleverne til 43,5 procent.

På Nopa har vi gennem længere tid sat fokus på, hvordan skoler på forskellig vis går i den modsatte retning og hjælper børn med at sætte tempoet ned og få ro på. På en skole i Baltimore har de afskaffet eftersidninger og sender ikke længere børn uden for døren efter de har indført et “hvilerum”, hvor børnene lærer vejrtrækningsøvelser og meditation. Og på en række skoler har de sat 15 minutters ’stilhed’ på skoleskemaet.

Den kommende tid vil vi fortælle endnu flere af den slags historier. Vi vil nemlig gerne vise, hvor meget det faktisk betyder, at børn får tid til ro, fordybelse og dermed bedre trivsel.

NyhedKun i ét land går børn mere i skole end i Danmark
Sofie Münster
Sofie Münsterhttp://www.nordicparenting.dk
Psykolog og stifter af NOPA. Forfatter til bestsellerne "Klog er noget, man øver sig på" fra 2016 og “Kærlighed er ikke nok” fra 2017. Fast på Go' Morgen Danmark på TV2. Sofie er selv mor til tre piger.

Mest læste lige nu